Slingrer ned ad Vesterbrogade

Ok, dét var en svær opgave jeg fik stillet i sidste indlæg. Det vil jeg godt indrømme. Selv Google Maps var lige ved at komme til kort (ba-da-bing). Nu må de snart se at få implementeret History Bar – idéen er jo lige til højrebenet, serveret til dem på et sølvfad.

Her kommer den løsning, jeg selv anser for mest plausibel indtil det modsatte er bevist. Lad os først se på nogle detaljer. Vi zoomer ind.

Her med farvekoder. Et populært greb her på bloggen.

• Vejen er meget bred. Virkelig bred, faktisk, i forhold til at det stadig ser ud til at være det centrale København (sporvogne, høje bygninger, brede fortove)
• Gul: Bygningen til højre i billedet har buer i gadeplan.
• Gul: Nummer fem bue fra venstre er en dør.
• Rød: Bygningens facade er ikke plan. Efter tre vinduer (talt fra venstre) går den udad i tre vinduer og derefter tilbage, hvis man kigger godt på skyggen. Og det gør man her i huset.
• Grøn: Der er et eller andet, der kaster nogle skygger på facaden mellem 3. og 4. etage.

Jeg kunne ikke lade være med at holde lidt fast i min teori om Vesterbrogade. Men der var, som Rie også bemærker, et problem med bygningerne i baggrunden. Hvad gør en klog kone så? Man skifter baggrunden ved at dreje 180 grader, så kameraet har ryggen til Rådhuspladsen. Og så er der lige pludselig nogle ting, der begynder at falde på plads. Bygningen i baggrunden er simpelthen Axelborg.

Vesterbrogade med Axelborg til højre

Bevares, visse ting har forandret sig siden. Persienner er blevet skiftet ud med en form for rullegardiner. Der er kommet et stort Axelborg-skilt på bygningen. Der er ikke nogen, der skal komme og sige, at de ikke har fulgt med fremskridtet. Men derudover er der tilpas stort sammenfald mellem dengang og nu til, at jeg holdt fast i teorien. De runde buer, døren nummer 5 fra venstre, skyggerne foroven, facadens ujævnhed. Men lad os kigge videre i baggrundens detaljer og tage én ting ad gangen – jeg har lært fra Agnete, at man skal være grundig med sådan noget bevisførelse.

Nu tager vi det systematisk.

Nummer 1. Den der Søpavillon-agtige ting med buske og terrasser drillede mig en del. Men det passer helt fint, når man ser hvad der ligger umiddelbart overfor Axelborg.

Tivoli, selvfølgelig. Ikke Søpavillonen.

Tivoli kunne snildt have noget pynt stående foran hovedindgangen, ligesom de har nu. De der fløjbygninger har været bredere før i tiden, så vidt jeg kan se af gamle billeder.

Nummer 2. Der er ligesom et fald i taghøjderne – der ligner et liggende L. Vi kigger og konfirmerer.

L-vinkel for alle pengene

Den opmærksomme læser vil bemærke, at der ovenpå den bygning, der udgør højre side af vinklen er et skilt. Lige nu står der Nordea. Det er kontorbygningen Vesterport, der blev bygget i 1930, så den har jo været spritny på det tidspunkt. Men mon ikke også der har stået et skilt på toppen af bygningen dengang? Det ser i hvert fald ud til det på det gamle billede.

Kontorbygningen Vesterport

Den endnu mere opmærksomme læser vil selvfølgelig også have lagt mærke til Frihedsstøtten umiddelbart til venstre for det markerede område. Den har stået der siden 1797 og var ikke pillet ned for at blive renoveret i 30′erne, men derimod omkring 1910. Forklaringen må simpelthen være, at oldefar blokerer for synet.

Nummer 3. SAS Radisson-hotellet. Der er ingenting på det gamle billede. Jeg tjekkede lige wikipedia, og Arne Jacobsen tegnede først bygningen i 1960′erne, så dér er heller ikke nogen problemer. Jeg kan ikke finde frem til, hvad der lå før.

Med mindre der er nogen, der kan komme op med modbeviser anser jeg sagen for opklaret. Og jeg har endda glemt at nævne, at fortovet stadig ser sådan ud i dag.

Slingrer ned ad Vesterbrogade. Og vi er lige kommet ind med 4-toget.

Morale: Stil dig foran et vejskilt, næste gang der bliver taget et billede af dig. På vegne af fremtidige generationer mange tak.

Kom i gang, københavnersnuder

Som nogen måske vil have luret, har jeg fået fingrene i ikke bare et enkelt billede af min farmors fars bagerbutik, men rigtig rigtig mange gamle billeder, der har ligget i mine forældres kælder, siden min farmor døde. Vi taler hundredevis af billeder helt tilbage fra 1910′erne og op til 1960-70′erne. De er fantastiske at gå på opdagelse i. I hvert fald når man nu er en del af familien og ved nogenlunde, hvem der er hvem. Jeg skal undlade at præsentere jer for ligeså mange billeder, som Agnete har måtte lægge ryg, ører og øjne til, men det kan sagtens være at der i den kommende periode dukker nogle stykker op, hvis der skulle knytte sig nogle gode historier til dem, der er sjove for andre end den nærmeste familie.

I dagens billede handler om at være den bedste til at genkende det københavnske bybillede på tværs af 70 års passeret historie. Kig godt på dette billede.

Med raske skridt det går. Klik for forstørrelse.

Den korte historie er, at min farfar (til højre i billedet) lige er flyttet til København fra Fyn for at studere teologi. Det er i cirka midten af 30′erne. For at sikre sig, at han kommer godt fra start er præste-oldefar taget med ham. Men hvor pokker er det taget henne? Jeg ved med sikkerhed, at det er i København. Men det må være muligt at være lidt mere præcis end det. Her er noget at lægge mærke til:

• Et 6-sporet fortov. Det var før bilerne for alvor overtog byen.
• En stor åben plads bagved. Måske en af søerne. Der er i hvert fald langt mellem bygningerne.
• Der kører en sporvogn.
• Der er et eller andet på taget af bygningen imellem deres hoveder.

Jeg tænkte umiddelbart på at de er på vej fra Rådhuspladsen ned ad Vesterbrogade. I så fald ville bygningen til højre være der, hvor nutidens Industriens Hus ligger, men jeg ved ikke, hvad der lå før. Men så er der også noget bøvl med bygningen helt i baggrunden, for det er jo der, hvor Palace Hotel ligger, og så vidt jeg husker har det et tårn.

Mit næste bud er, at de lige har krydset Dronning Louises Bro i retning mod Nørreport. Altså at de går på Frederiksborggade. Og så skulle bygningen bag ved bilen være dér, hvor Punkt 1 ligger i dag. Men hvad er så den der mærkelige Søpavillon-agtige hæk til venstre bag dem?

Nå, hvis der er nogen der har nogle bud, hører jeg dem gerne. Hvis vi ikke kan løse den, har Tosse lovet at give opgaven videre til Københavns Bymuseum. En smal sag for sådanne eksperter. Men det ville jo være rart at kunne løse det selv.

Tilbage er blot endnu en gang at bemærke, at vi Rossel’er har styr på pressefolderne i buksen, vi har pudset skoene og går med rank ryg. Og så har vi naturligvis vores lommeur i en kæde henover maven. Vi har vel stil.

Fagre nye (og gamle) verden

Det er imponerende med Google Maps. Alt det de kan. Al den information, de samler og gør tilgængelig. Nogle gange glemmer man helt, hvor vildt det egentlig er, at man efter et par minutter med sin computer kan komme til verdens fjerneste afkroge. Bevares, Google gør det nok ikke for vores blå øjnes skyld, men jeg vælger alligevel at vende det blinde øje og det døve øre til Big Brother-konspirationsteorier og deslige. Jeg lever i herlig uvidenhed.

Senest har der været en del skriveri om, at den fantastiske Street View-funktion i Google Maps nu også dækker det meste af Danmark. Jeg kan huske, at vi brugte den til at tjekke vores kommende kvarter i New York i sin tid, men faktisk lader det indtil videre at Street View i Danmark mest er blevet brugt til at spotte folk, der falder af cyklen, mooner til kameraet og andet åndrigt materiale. Skal det nu være moderne at lade sig forevige på den måde? Hvad blev der af god offentlig opførsel? Kan man overhovedet bruge det gode danske ord “pli” til en teenager uden at han tror det er den nyeste konsol fra Nintendo?

Jeg besluttede mig for selv at tage tur ud i det ganske land og sætte Street View på en prøve. Valget faldt på den lille by Skovlund i Vestjylland. Jeg har aldrig selv været der, men jeg ved, at min farmor voksede op i byen i 1920′erne. Og at hendes far havde et bageri. Det blev derfor min opgave af finde frem til bageriet, såfremt bygningen stadig lå der.

Ud fra overleveret information (og det faktum at Skovlund er en lille by) var det ikke svært at finde frem til målet.

Skovlund

Mission accomplished. Men man kan vel alligevel godt kalde det et antiklimaks. Det er jo bare en helt almindelig rødstens-villa. Bevares, jeg havde ikke forestillet mig et palads, men forventningerne var nok lidt større. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at huset var bygget i de funktionalistiske 70′ere. Så for at genoplive lidt af stemningen fra 1920′rne, gav jeg billedet en ordentlig omgang i Photoshop. Nu er det næsten som at være der selv.

Mærk historiens vingesus

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at min fotomanipulation var skønne spildte kræfter. Google havde overhalet mig indenom (det sker tit). Vi er jo i Age of Convenience. Hvorfor skal Tue Rossel sidde og bøvle med Photoshop, når der kan sidde 200 programmører i Google Headquarters og gøre det let for ham? Den seneste feature i Street View er således History Bar – altså at ligesom man kan zoome ind og ud i sted, kan man nu også gøre det i tid. Man skal bare gå ind i indstillingerne og aktivere den.

Det er History Bar til venstre i billedet

Min nysgerrighed var vakt. Jeg prøvede at køre slideren helt tilbage på mit fund i Skovlund, og før jeg vidste af det, tonede følgende frem på min skærm.

Skovlund i slutningen af 20'rne. Utroligt. Indre mindre.

Selv om jeg har været vant til lidt af hvert fra Googles side, så må jeg indrømme, at dét her imponerer mig. Der står farmor jo med sine to søstre. Og bag dem ser vi H. Sørensens bageri.

Bager Sørensens døtre. Det er min farmor til venstre - præ-Rossel.

1920'rnes isreklame - dejligt underspillet. Det var i øvrigt i dette lokale at min farmor mødte min farfar. Historiens vingesus blæser rimelig kraftigt her på egnen.

Igen: Husk at sætte pris på Googles store indsats. Jeg har personligt droppet at finde ud af, hvordan de gør det. Men jeg forstår jo så stadig ikke engang helt hvordan der kan komme musik fra et kassettebånd.

Som en sidste detalje i billedet der er værd at bemærke: Vi Rossel’er mooner ikke til Street View-bilen, når den kører forbi. Vi stiller os pænt op i vores fineste tøj og titulerer føreren “De”. Vi har vel pli.

Hvis Sussi siger den er god..

Det er fantastisk som et navn kan garantere et produkts kvalitet. Og jeg ved det godt – jeg har skrevet om emnet før med historien om George Clooney og hans Rolex/Crocs-forbindelser. Men nu er det rykket tættere på. This time it’s personal.

Først en rekapitulering. Alskens forbrugsgoder bliver i reklamer jævnligt forbundet med et kendt ansigt – George Clooney, Søren Pilmark osv osv. Men for nu at bygge lidt videre på historien, så er det ikke altid reklameblokken, der er mediet for denne kobling. Det kan ligeså godt være i en film eller tv-serie, som når de fattige bohemer i Venner har datidens B&O topmodel hængende på væggen i deres Greenwich Village-penthouselejlighed eller når de fiktive piger i Sex & The City spiser cupcakes fra den virkeligt eksisterende Magnolia-bager. Og det kan også være at hele produktet simpelthen er bygget op af det kendte ansigt – Jamie Olivers køkkenredskaber fx. Eller Oprah Winfreys bogklub. Og så kan det sågar foregå i ikke-kommerciel virkelighed, sågu.

JFK og Nixon i Hans Wegners stol under valgkampen i 1960. Herefter slet og ret kendt som The Chair.

Men spørgsmålet er: virker det? Er vi så letpåvirkelige, at fordi Kate Moss går i langskaftede gummistøvler på Glastonbury-festivalen skal alle andre piger også gøre det i høj sol og gerne indendørs?

Svaret er i øvrigt ja.

Og lur mig – nogle gange gør man det uden at være sig selv det bevidst. Jeg prøvede derfor at kigge i spejlet og smage min egen medicin. Jeg tog et større køb – den Gretsch-guitar, jeg købte i New York – og prøvede at finde årsagerne til, at det blev netop dén guitar. Hvad var købsparametrene?

Jeg kom frem til, at jeg købte den på grund af den anderledes lyd, som den har i forhold til min anden guitar (og Hanefars kollektion, som den jo nærmest er en del af). Et relevant og reelt købsparameter, altså. Jeg var stolt af mit rationelle valg. Og det var jeg ikke alene om.

'Chosen wisely, you have'

Men glæden var kortvarig, stoltheden var flygtig. Da jeg så et billede i sidste uges udgave af et af de store sladderblade, gik det op for mig, hvor snedig og subtil sådan noget subliminal markedsføring kan virke og hvor langvarig effekten kan være. Flygtige flashbacks fra start-90′erne passerede pludselig for mine øjne: et propfyldt lokale, Skansen på Skagen var det, billige øl, høj musik, Leo bag harmonikaen og Sussi foran mikrofonen. Og med guitaren lige foran mine øjne. Her små 20 år senere må jeg altså vinke farvel til troen på rationaliteten, tage tårevædet afsked med homo oeconomicus og simpelthen bare konstatere: Jeg er for nem.

Sussi og Leo med hvad der ligner min Gretsch. Herefter slet og ret kendt som The Guitar.

Med en hjælpende hånd fra HarperCollins

Lad os være ærlige. På trods af fine løsningsforslag fra nær og fjern, må vi se i øjnene, at vi ikke ville have kunnet løse geografigåden fra forleden uden hjælp udefra.

Jeg skrev derfor til forlaget HarperCollins i England, der i sin tid udgav atlasset. De må jo have tænkt over sagerne og ikke bare farvelagt i blinde dengang i 1996. Jeg vedhæftede naturligvis billedet af coveret og bad de ansvarlige om hjælp. Jeg var meget i tvivl om, hvordan jeg skulle formulere brevet, så de overhovedet gad bruge energi på at løse et så forretningsmæssigt ligegyldigt mysterium. Der’ jo ingen penge i’ed. Sådan som jeg så det kunne de læse min henvendelse på tre måder:

1. Som om jeg lavede grin med dem
2. Som om jeg mente det seriøst
3. Som om jeg mente det alt for seriøst og levede det meste af mit liv i HarperCollins’ atlas-bagkatalog.

Så ordene blev valgt med omhu. Stor var min tilfredshed derfor, da jeg blev kontaktet af adskillige medarbejdere på det store forlag, der var ivrige for at hjælpe mig (og jer – for I har vel heller ikke kunne sove siden gåden blev givet?!) Jeg blev stillet videre til deres atlas-afdeling i Glasgow, hvor medarbejderne internt har diskuteret, hvad der om muligt kan have været farvekoden for 1996-udgaven. For de var bestemt også i tvivl. Jeg forestiller mig selvfølgelig sådan nogle ophedede rundbordsdiskussioner, hvor folk bliver røde i hovedet af raseri over de andres uduelighed og hvor kaffe spildes til højre og venstre, når der smækkes det ene kort efter det andet frem på bordet.

Heldigvis for alle implicerede parter er der opnået konsensus. Den mest plausible løsning er fundet.

Er I parate?

Nej, virkelig.. ER I PARATE???

Jeg vil hermed give ordet videre til Publishing Manager Jethro Lennox og Geo Newsroom Coordinator David Mumford:

We think it is the Population Growth map on page XXIV of the atlas that has been used by the cover designer who has changed the colours to make a ‘striking’ cover and combined two categories in the process.

Lad os lige se nærmere på side XXIV.

Befolkningstilvækst anno 1996

Og sammenholde det med coveret.

Coveret igen

Farverne er ganske rigtigt ændret, så det bliver mere “striking” og der er slået to kategorier sammen, men derudover står vi vist med et match.

Men her slutter historien ikke. De gode folk hos HarperCollins Map Division har været så glade for min henvendelse, at mit spørgsmål er blevet kåret til Customer Query of the Year 2009. Og for ligesom at tage det til next level og gøre det full circle, så har de minsandten skrevet et blogindlæg om det. Der kan I også se en stor udgave af det oprindelige kort med forklaring på kategorierne og hele dynen.

Her i sejrens stund skal vi huske, at det var en team effort. Bente som influenzaramt korthenter, når der skulle tjekkes yderligere informationer. Rie, Hr. Staalby og Trane som kreative bidragydere. Jeg selv som kontaktdirektør og tovholder. Og Harper Collins som de faglige nøddeknækkere. Mission accomplished. Tak for indsatsen.

En af de få fordele ved whisky

Nogle gange ville jeg sådan ønske, at jeg kunne lide whisky. Det passer bare så ualmindelig godt til nogle ualmindeligt seje situationer, som jeg gerne ville have været en del af. For eksempel som den lurvede detektiv i de hårdkogte klassiske krimier, der får besøg af den desperate kunde for første gang på sit tilrøgede kontor. Eller som Korsbæks fineste, når de fortrækker til herreværelset efter endnu en storslået middag hos Bankdirektøren’s. Eller som Bill Murray, når han skåler med Scarlett Johansson i hotelbaren med lummer jazz og Tokyos skyline i baggrunden. Men jeg hader whisky. Pokkers til uheld.

Se dog hvor den whisky ellers ville have klædt mig godt

Men der er dog undtagelser. Der er faktisk hele to whiskyer, som jeg kan drikke med en vis fornøjelse i en sjælden stund i godt selskab: Laphroig og Lagavulin. Det er dem, hvor det nærmest ryger op af flasken, når man fjerner proppen – en majet, majet røget smag, som nu engang bare passer mine smagsløg bedre end den gængse whisky.

For netop at være forberedt på at skabe en vis fornøjelse i de sjældne stunder i det gode selskab, købte jeg derfor en Laphroig sidste gang jeg var i lufthavnen. Og det var vel at mærke velvidende, at der formentlig ville gå måneder før den blev åbnet.

Og forleden skete det så. Det gode selskab: Agnete. Den sjældne stund: et Scrabble-spil på en gemen hverdagsaften. Whiskyen blev hevet frem. Nu skulle der hygges. Agnete takkede til min store ærgrelse nej, og valgte i stedet cognac. Jeg prøvede at overbevise hende med argumenterne om det stilistisk overlegne ved en whisky og bad hende diske op med nogle topfede cognac-referencer fra film og romaner, men det prellede helt af på hende, og hun trumfede igennem på et unuanceret smagsargument. Lad dog det ligge, vil nogen sikkert sige – det kan vel være lige hyggeligt endda. Men det skulle vise sig at få skæbnesvangre konsekvenser.

Vi fandt hurtigt ud af, at vi simpelthen ikke ejer et par af de der fancy-pancy whiskyglas, som det sig sikkert hør og bør, når man drikker de dyre dråber. Så i stedet måtte vi ty til to tvivlsomme sake-kopper, som Lee og Caroline engang gav os.

En af de få gange Japan har mødt Skotland og Frankrig midt i det danske sprog

Og det var altsammen fint – vi fik en vis fornøjelse i vores sjældne stund i det gode selskab. Men det blev altsammen hurtigt ødelagt – af sakeglassene. De er nemlig sådan indrettet, at der dukker et billede frem af bunden, når man hælder en væske i. Og ikke et hvilket som helst billede.

Muligvis ikke SÅ classy igen

Det skal retfærdigvis siges, at der er kopper til henholdsvis kvinder og mænd, en blå og en rød variant. Så I kan levende forestille jer Agnetes skuffelse, da vi gjorde klar til en fællesfræk kødskål over Scrabble-brædtet og dette var resultatet:

Det var vel nok super ærgeligt, at cognac er så mørk. Du skulle tage og prøve whiskyen.

Endelig var det lykkes at finde en håndgribelig fordel ved whisky frem for fx cognac. Glem smagen, glem coolness-faktoren og filmreferencerne. Whisky giver dig røntgen-ølbrillerne på, allerede inden du har taget den første tår.

For underlige verden

Jeg elsker geografi. Ikke så meget på det der niveau, hvor man ved, hvad hovedeksportvaren er for Gabon og befolkningstætheden i Bahrain, men bare på sådan et hovedstad+placering niveau, evt. flag. Jeg dyster gerne i geo-quizzer på Facebook, og selv om jeg altid bliver slået af Rie, så ligger jeg alligevel lunt placeret i svinget.

Men nu har jeg mødt muren. Jeg er kommet i besiddelse af en gåde, hvor jeg får brug for at kombinere Ries geografiske viden med Pinholts velkendte Teori om Alting (det er et fysiker-syndrom). Er I derude?

Forhistorien: Vi var hos svigerpatruljen i går til en god middag. Samtalen blev på et tidspunkt af uransagelige årsager drejet over i det geografiske domæne, hvor den eneste vej til enighed var at konsultere et atlas. Vi fik svar på vores spørgsmål, men det åbnede desværre for et nyt, som jeg altså må ty til eksperterne for at få løst. Here goes.

Coveret på atlasset

Spørgsmålet er: hvad er farvekoden for dette verdenskort? Den virker for konsekvent til at være random, men for random til at være konsekvent. Med mindre selvfølgelig man kender Den Forkromede Farvekode. Jeg ridser lige op, hvad vi ved:

• Alle lande i Afrika og Mellemøsten er enten røde og violette.
• Alle lande i Nordamerika, Rusland og Europa er gule. Undtagen Tyskland og Ungarn.
• Alle lande i Sydamerika er røde eller grønne. Undtagen Uruguay.
• Ingen lande i Europa, Afrika, Mellemøsten eller Nord- og Mellemamerika er grønne.

Hvad er systemet? Vi kunne ikke finde noget hjælp i atlassets sider. Jeg ser frem til at få løst denne g/jordiske knude. Når det er sket, kan vi eventuelt kaste os ud i en diskussion om den spændende og nyopdagede øgruppe øst for Japan, De Brune Antiller.

Fremtidens reklamekugler støbes her

Efter 4 år som ordsmed i reklameinfanteriet bliver man allergisk overfor bydeformer: “Tag 4, betal for 3″, “Kig indenfor i en af vores mange butikker” og “Ring til os. I dag. Nu.” Man mister ganske enkelt troen på dem som effektivt virkemiddel. De er et levn fra 50′erne, hvor mængden af reklamer endnu ikke var et veritabelt bombardement og hvor det til en vis grad rent faktisk virkede at beordre potentielle kunder til at købe en vare. Jeg oplever tit, at det kan være svært at overbevise mine egne kunder om at deres kunder ikke ringer til dem, bare fordi de bliver beordret til det af en halvsides annonce i Urban. “Men vi skrev da at de skulle ringe til os?! Hvorfor ringer de så ikke???” Det burde være tilstrækkelig bevis på dets ineffektivitet, at jeg ikke kan overbevise dem selv ved at bruge bydeformer – “Drop bydeformer. De virker ikke. Fat det nu.” Lige lidt hjælper det.

I dag ser reklamelandskabet en hel del anderledes ud. Vi er nærmest ikke engang nået ud til cyklen om morgenen, før vi har været udsat for vores første reklame – for mit eget vedkommende starter det tit med en “italiensk” pizzamenu ude ved postkasserne og derfra accelererer det inden jeg har nået fabrikken 7 km efter. Derfor skal der skrappere/andre midler i brug nu for overhovedet at gøre folk opmærksom på et produkt og måske endda til at ændre deres forbrugsmønstre.

Jeg er så tilsyneladende faldet over et nyt vidundermiddel, en retorisk revolution, der går direkte ind i folks underbevidsthed: skriv et blogindlæg. Mit korte indlæg om madspild og dårlig sjatkultur nåede kun at være i luften et par dage, før jeg ser en effekt. Måske ikke på egen krop, men så dog i eget køleskab.

Lørdag morgen åbner jeg nemlig døren til det hellige sted, dette refrigeratoriske refugium, i jagt på lidt mælk til powergrynene, og som det mest naturlige af alt står der i stedet en grøn Pokal-pilsner med 4 cm luddoven, men kold, øl.

Den er også god dagen efter, sådan en Pokal-pilsner

Og det er da bestemt muligt, at det bare har været Agnetes intention aftenen før at køle en stuevarm øl lidt ned for derefter at glemme alt om den, men jeg vælger naturligvis at tro, at skarptsleben reklameretorik har gjort sin gerning godt og at jeg snart vil vade i millioner som underbevidsthedens benhårde behersker. (PS. Hør Frokost. I dag. Nu.)

Det er muligt at jeg overreagerer #2

Jeg har i et tidligere indlæg indledt, hvad der egentlig var ment som en serie om hverdagens småting, der til en vis grad irriterede mig. Ikke at vi taler raserianfald – bare den der erkendelse af, at noget tilsyneladende ligegyldigt alligevel har en effekt på mig. Sidst var det toiletruller, der hang med papiret ind mod væggen. I dag åbner jeg døren til køleskabets forunderlige verden.

Det hele startede en stille søndag. Agnete og jeg sad parkeret ved søndagsmorgenbordet med morgenøjne, 2×2 rundstykker, té, hjemmelavede smoothies og hver vores sektion af Weekendavisen (gæt hvad vi stemmer til valget). Her faldt jeg over en artikel (side 54), der fortalte at halvdelen af alt det mad, der produceres i verden aldrig når forbrugeren og ender med at blive smidt ud. Jeg var jo lige ved at få den halve med honning galt i halsen af forargelse – magen til madspild. De stærke følelser endte dog med at blive kortvarige, da jeg uheldigvis kastede et hurtigt blik på bakken med marmelader foran mig, der stod stejlt som et moralsk spejl med himmelvendte øjne og en løftet pegefinger.

Der er faktisk flere kvarte marmelader end halve rundstykker

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg oplever nu engang en stor forskel mellem mad på en tallerken og mad i sin emballage. Jeg spiser altid op af hvad der bliver stillet foran mig (undtagen hvis det er korianderrand med trøffelolie), mens jeg oplever en mindre psykisk barriere mod at hælde mælk op i et glas, hvis der kun er meget lidt tilbage i kartonen. Som om den sidste sjat er inferiør i forhold til resten. Det er ligesom med øl – hvorfor tror I ellers man dagen efter en fest går og hælder sjatter i vasken? Og som den skarpe læser måske har registreret fra billedet, kan jeg snildt købe en ny jordbær/rabarber-marmelade inden den gamle er tømt. Igen som om det sidste snask i bunden er netop dét – snask i bunden. Det kan også have noget med nyhedsværdi at gøre – brombær var so hot i oktober, men meget so-last-month nu her i november, hvor solbær med jamaica rom er talk of the town.

Da der var gået noget galt med billeduploadet af mit yndlings-fortovsbillede fra San Francisco, kommer det igen her:

Det der franske kys, ser godt nok spændende ud...