Trofaste læsere vil nok kunne huske Dylan og Kathy – fra indlæg om barbeque i silende regn i Catskills, fra turen til Banksys weirdo-dyrehandel, fra stormly i Brooklyn og måske også fra historien om, hvor tilfældigt det egentlig er, at vi overhovedet hinanden (en kompleks omgang).
Sidstnævnte indlæg afslutter med berøringsangst overfor spørgsmålet: hvordan kender så Dylan og Kathy egentlig selv hinanden? Det er nu opklaret og er faktisk en helt fin historie i sig selv. Det eneste vi skulle gøre for at få sandheden – denne sidste brik i puslespillet – var at tage til Toscana i slutningen af juli og finde vej til en meget lille by ved navn Trequanda. Så dét gjorde vi.
Og når man nu alligevel skal til Toscana, hvad er så mere naturligt end at slå et smut forbi Firenze og se lidt på kånst? Renæssancens hovedstad. Modernitetens moder. Bankvæsenets vugge. Så dét gjorde vi.
Og nu vil jeg lige referere til en bog, jeg aldrig har læst (det gør jeg alligevel så tit). Den tyske sociolog Ulrich Beck skrev i 1986 “Risikosamfundet” for at beskrive samfund og processer, der fokuserer meget på fremtidssikring i forhold til ydre trusler. Vi kender det meget håndgribeligt fra vores opfattelser af usikkerhed og utryghed vedrørende forurening, vold, epidemier, terror og miljøforandringer – alle menneskeskabte eller menneskerelaterede risici i modsætning til fx naturkatastrofer, der jo altid har fundet sted. Han argumenterer så for, at Risikosamfundet er uløseligt forbundet med moderniteten og det moderne samfund. Så altså: det moderne menneske er bange for alt muligt og staten ser det som sin opgave at beskytte det.
I 1400-tallets Firenze og øvrige Europa har miljøforandringer spillet en meget lille rolle. Vold har der utvivlsomt været, men det blev besvaret forholdsvis 1:1 af staten. Og så kunne man jo tro, at alle de der renæssance-mennesker der fes rundt i Firenze har levet et ubekymret liv, men i virkeligheden har de været uforskammet bange – for Helvede. Og de forsømte aldrig en chance for at skildre det. Eller rettere: kirken holdt meget af at minde folk om, hvor man risikerede at komme hen, hvis man var modspiller i stedet for medspiller.
Se dét er utryghed og usikkerhed. Tag dén, Ulrich Beck og moderne risikosamfund
Lige pludselig virker en temperaturstigning på 2 grader som en helt ok deal
Skræmmebilleder fandt vi mange af i kirkerne i Firenze. Vi fandt også mere end rigeligt af Madonna-med-barnet. Øøøjj, de der par hundrede år op til 1428, hvor de bare ventede på at Masaccio skulle opfinde perspektivet var et veritabelt dødvande – jeg ville ønske kunsthistorikerne ville indrømme det. Man fornemmer næsten, hvordan malerne er gået helt død af at gentage det samme motiv igen og igen. De forsøger desparat at variere lidt hist og her: Jesus-barnet bliver længere og længere og får voksenhoved med babykrop à la Lillebror fra Riget, men de store revolutioner udebliver.
De prøvede sågar at give Voksen-Jesus en blond makeover.
Men efterhånden som de nye renæssance-teknikker blev udbredt og mestret, blev Firenze et skatkammer af fin kunst. Agnete forelskede sig i den forgyldte dør ind til domkirkens dåbskapel.
Her i detaljer
Dørene kostede i sin tid (1400-tallet) 21.000 florentiner, den gældende møntfod. Til sammenligning var en tømrer-årsløn på 15 florentiner og en hest kostede 20. Omsat til 2009-tal svarer det til et beløb i omegnen af 490 millioner kr (ved en årsløn på 350.000 – aner ikke hvad en hest koster). Prøv lige at forestille jer folkedybets rumlen, hvis hvem der nu end er kulturminister for tiden (der hersker lidt forvirring) satte de penge af til en gang for alle at få renoveret dørene på Holmens Kirke. Bjørn Nørgaard og ham der med guldfiskeblenderen skulle nok ikke regne med at komme i betragtning.
Udover et krævende museologisk program bød dagene i Firenze også på lidt afslapning.
Jeg kalder dette intense fotoværk for Smeltende Isterning i Refleksionernes Firenze
Efter et par dag lejede vi en bil – den mindst mulige – og drog mod syd til Trequanda. Vi skulle jo have opklaret, hvordan Dylan og Kathy egentlig kender hinanden. Vi nåede frem til Fattora del Colle og faldt lynhurtigt til.
Agnete har allerede glemt alt om den gulddør
Her skulle vi nemlig til bryllup. Dylan og Kathy havde arrangeret en vielse på neutral grund – han er englænder og hun er amerikaner med filipinske rødder. De havde måttet udsætte deres bryllup flere gange, da de respektive familier blev fortørnede over, at netop de skulle flyve. Det endte så med, at alle skulle flyve.
Uuudmærket kulisse
Det var et mægtigt bryllup kombineret med en uges afslapning på toppen af de toscanske vinmarker med svale pools og kold vin. Og under Dylans tale fik vi endelig, endelig, endelig at vide hvordan de to kender hinanden. Here goes.. Kathy var i sin tid i London på ferie, hvor hun boede hos en veninde. Veninden inviterer hende med til fest hos en ven. Her møder hun Dylan, som er til samme fest. Han havde været forholdsvist ubehøvlet overfor hende i løbet af aftenen, men endte med at ringe dagen efter og invitere hende ud. Hvilket hun så sagde nej til, for derefter at flyve tilbage til New York. Og det er hér, at historien bliver let bizar (små-romantisk, vil nogen læsere måske mene). For Dylan fulgte efter hende i næste fly uden at kende nogen i New York og uden særlig mange penge på lommen (eller et sted at bo, for den sags skyld). Så snart han ankom til JFK lufthavn ringede han til hende og inviterede hende ud igen. Og denne gang sagde hun så ja.
Og nu er de så hér (for lige at gøre en lang historie kort)
De fik hinanden, og vi fik en god ferie. En win-win.
Brudeparret i civil - efter den sidste aftens tur i den udendørs jacuzzi
