La Chaux-de-Fonds

Udover min “sightseeing” i Zürich, i forbindelse med lejlighedssøgning og almen nysgerrighed, er det også blevet til nogle enkelte udflugter til andre steder i Schweiz.

Sidste weekend var jeg med nogle kolleger på visit i Kanton Neuchatel, nærmere bestemt La Chaux-de-Fonds.

En noget kold udsigt over La Chaux-de-Fonds

Ja, der er sikkert mange, der sidder med hænderne oppe nu. Og jo, byen er både Le Corbusier’s fødeby OG kendt over hele Verden for sit urmageri.

Derfor havde min kollega, som havde inviteret os derned, naturligvis planlagt et besøg på:

Det internationale museum for urmageri

Udover at blive klogere på “urmagerkunsten” var der mulighed for at se en hel del forskellige ure.

Der var meget store ure....

...og meget små ure...

 

Der var "ungewöhnliche Uhre"...

 

 

 

 

 

 

 

...og der var ting, som umiddelbart ikke havde så meget med ure at gøre...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den øvrige sightseeing var desværre præget af, at det var utroligt koldt i La Chaux-de-Fond den lørdag (1000 ms højde, chill-factor osv.), men vi fik dog set nogle af de fine bygninger i Jugendstil (Art Nouveau, uillustreret) og nogle af Le Corbusier’s huse herunder “Maison Blanche”, som han lavede til sine forældre.

Maison Blanche

 

Farveller Amager/Grüezi Schweiz

Vinterstemning på Øresundsvej

 

Søndagssol over Zürichsee

Den første aften i det nye år blev postnummer DK-2300 skiftet ud med CH-8004, og to-værelses byttet ud med Frauenpensionat. Grunden er, at arbejdsløsheden er blevet afløst af nyt job på Universität Zürich. I 2011 blogger MM4KO derfor fra Zürich og omegn. Indtil videre er det med “honeymoon” brillerne på (http://en.wikipedia.org/wiki/Culture_shock)

- men som det siges: “Den tid, som går godt, kommer jo ikke skidt igen”. Og derfor vil jeg nu præsentere et absolut ikke-repræsentativt udvalg af de indtryk, jeg indtil nu har fået ved at trave/køre sporvogn rundt i Zürichs gader, og som måske liiige har fået det til at rykke lidt i smilemusklerne.

Til den gevær- og/eller jagtinteresserede

 

Akademie für Privatdetektive GmbH. Man skulle måske have kigget på lidt flere akademier, da man i sin tid valgte uddannelse?

Zürich's svar på en "indianer i kano" (eller hvad det nu hedder) - Ruth's Heissi Marroni

Har stadig ikke helt gennemskuet, hvilket etablissement, der gemmer sig bag dette skilt fra mit lokalområde

Ordensreglement for sporvognskørsel (har ikke haft min sav med siden)

Hullerne i osten

Nogen gange kan det irritere mig, at det er så let at finde ting på Google og lignende søgemaskiner. Hvad skete der for eksempel i 1912? Skriv “1912″ i Wikipedia og vups har du svaret. Okay, jeg indrømmer – jeg synes det er fantastisk og nyttigt og jeg bruger det selv, men jeg tager samtidig mig selv i en gang imellem at synes det er bare en lille smule … kedeligt og forudsigeligt.

Men nu og da sker det, at jeg søger efter noget, jeg simpelthen ikke kan finde. Og på trods af den umiddelbare frustration bliver der alligevel aktiveret et hidtil ukendt tilfredshedscenter i min hjerne – en gruppe af pladderromantiske, fremskridtsangste neuroner godter sig ved tanken om, at der trods alt er ting, som endnu ikke er registreret i en serverpark i Oregon eller i det mindste endnu ikke så lette at finde frem. Jeg er med andre ord faldet over hullerne i osten. Det gør det ligesom lidt mere til en skattejagt end en servering på sølvfad.

I dag kom jeg for eksempel til at tænke på, hvor mange forskellige musikere, der sætter en titel foran deres kunstnernavn. Jeg kan på spejderære ikke svare på, hvorfor den tanke opstod – måske sætter en halv times iskold modvind mærkelige ting i gang i hjernebarken på nye og uforudsigelige måder. Under alle omstændigheder befandt jeg mig selv på vej hjem fra arbejde i et lyskryds på Amager med to navne og ét spørgsmål i min opmærksomhed: Lady Gaga og Boy George.. og hvordan i alverden finder jeg frem til, hvem der ellers er?

Jeg har ikke kunne finde på en google-søgning, der gav mig svaret. “Musicians with titles” gav ingenting. “Boy george lady gaga” gav en artikel om et skænderi de to imellem. På allmusic.com kunne jeg naturligvis søge efter alle musikere med “sir” og “dr.” først, men det var stadig en meget manuel måde. Til min store tilfredshed endte jeg med at måtte granske min pladereol og hukommelse på den mest manuelle måde. Her er resultatet.

Lady Gaga

Boy George

Master Fatman

Duke Ellington

Dr. John

Sister Rosetta Tharpe (med hilsen til Hanefar)

Mr. President (dansk truckerhelt)

King Diamond

Missy Elliott

Count Basie

Captain Beefheart

Prince

... og naturligvis The King

Hvem mangler jeg? Inden I sender forslag kan det godt betale sig at nærlæse reglerne:

1. Det skal være en enkeltperson. Ingen Uncle Tupelo-trio her og farvel til Queen, Bros og Sir Douglas Quintet. Junior Senior er så tæt på at være i orden, at de får et bonuspoint – de falder på at det er et gruppenavn, selvom navnet er sammensat af de to musikeres titler.
2. Musikeren skal have udgivet i navnet – det må ikke blot være et øgenavn. Det diskvalificerer naturligvis Elvis fra listen ovenfor, men jeg nænner simpelthen ikke at fjerne ham. I får mig ikke til det. Og lad mig lige minde om, at der aldrig står Sir Cliff Richard og Sir Elton John på d’herrers covers.
3. Titlen skal stå først i navnet. Så farvel til Isley Brothers og Spice Girls (som så alligevel var faldet på at være en gruppe).

Man har det nu godt efter sådan et stykke manuelt arbejde – æblerøde kinder og jord under neglene har man. Det eneste, der naturligvis ærgrer mig lidt er, at når Google så en dag får indekseret denne side, behøver andre frostskadede hjerner der leder efter titulerede musikere bare at skrive “lady gaga boy george captain beefheart” og så får de straks den fulde liste på et sølvfad. Og hvor er skattejagten så henne? Jeg har ødelagt det fine hul i osten.

Everything you wanted to know about stemcells but was afraid to ask Anders Fogh

Nu er der snart gået 10 år siden Anders Fogh advarede mod at lytte til eksperter – hvad kan de dog tænkes at vide, som vi andre med vores muldbundne, selvlærte snusfornuft ikke kan tænke os til? Med fare for at blive beskyldt for umyndiggørelse, virtuel rundkredspædagogik og ræverød talen-ned-til vil jeg dog alligevel kaste mig ud i en helt klassisk runde Ask The Expert.

Sæt i gang.

Sagen er den, at Agnete er blevet bedt om at deltage i DR2s nye serie, Danskernes Akademi. Her skal en række forskere indenfor forskellige fagområder holde et oplæg om deres felt og forklare hvad det går ud på uden at bruge alle de helt lange ord. Disse oplæg filmes så og vises på DR2 til almen dannelse og underholdning. Tænk på det som en opdateret udgave af Vitek, bare uden Egon Schmidt og 80′er grafik (eller… det sidste kan jeg faktisk ikke love).

Agnete er blevet bedt om at fortælle om stamcelleforskning. Programmet skal optages engang i september, så vi skal så småt til at komme i gang med at strikke en god præsentation sammen. Og ja, jeg skrev “vi”. Jeg påtager mig uden de store vanskeligheder rollen som Spørge-Jørgen (aka Trælse-Tue) i løbet af forberedelserne. Det skyldes naturligvis, at Agnete ikke er specielt vant til at skulle formidle sin forskning til andre end ligesindede, så det er vanskeligt for hende at vide, hvad hun kan forudsætte som almen viden. Og da hun jo er gift med Mr. Almen (Og Ofte Unyttig) Viden er det jo oplagt at slå formidlingspjalterne sammen.

Første problem vi render ind i er dog, at jeg i løbet af de år vi har været sammen, ofte har spurgt ind til emnet og efterhånden har et skelet (ganske vist et meget tyndbenet og uhørt porøst skelet) at hænge begreberne op på. Jeg er jo nærmest nede med hendes nerdstreet-lingo og behøver kun et kaste et par håndtegn for at signalere “reprogrammering”, “celledifferentiering” og “blastocyst”. Derfor tænkte jeg, at jeg ville udnytte bloggens smukke participatoriske og demokratiske væsen til at høre læserne ad, hvilke spørgsmål de har om stamceller.

Jeg starter lige med selv at stille et par spørgsmål som I kan gå og gruble over:

• Hvad er den grundlæggende forskel på en stamcelle og enhver anden celle i din krop?
• Hvorfor mener forskerne at stamceller rummer så stort et potentiale?
• Hvor får forskerne deres stamceller fra?
• Har du som voksen stamceller i din krop?
• Hvilket argument brugte Klaus Riskær i sin tid til at få folk til at betale for at få nedfrosset navlestrengsblod fra deres nyfødte børn?
• Hvor i kroppen har vi neuroner?
• Hvorfor er den katolske kirke imod stamcelleforskning?
• Hvorfor var/er Christopher Reeves og Michael J. Fox for?
• Hvor mange celler har vi i kroppen?
• Hvilke sygdomme håber man at kunne kurere med stamceller?
• Hvor gammel kan en stamcelle blive?
• Hvilke karrieremuligheder har en stamcelle?
• Hvordan ser en stamcelle ud?
• Er der blevet lavet stamcelle-forsøg med mennesker?
• Har stamceller noget at gøre med kloning?
• Kan vores celler dø før vi selv dør?
• Kan man få seks fingre, højere IQ eller et ekstra øje i panden vha stamceller?
• Kan man designe babyer med stamceller?

Det er ikke meningen, at I skal besvare alle disse spørgsmål. Det er bare for at få jer ind i tankegangen, om der er noget I gerne vil vide om stamceller og deres potentiale/farer/myter/teknik osv. Hvis der er noget I er nysgerrige for at vide, så skriv en kommentar til indlægget. Agnete modtager al konstruktiv input med kyshånd, for det giver hende et meget bedre grundlag for at vurdere, hvad folk allerede ved og hvad de godt kunne tænke sig at vide.

På den måde slipper vi lægfolk forhåbentlig for at oplægget havner i både den ene grøft: “hej børn, i dag skal vi tale om en lillebitte sjov ting der hedder en stamcelle, men som jeg har valgt at kalde Celleline” og den anden: “den indre cellemasse i blastocysten mister gradvist sin pluripotens idet den udvikler sig til terminalt differentierede celler”.

Men måske er det ligegyldigt – vi skal jo bare spørge eksperten. Der er ingen der siger, at vi også behøver lytte.

Her er forskeren uden kittel. Hun er ikke farlig - der er ikke noget der hedder et dumt spørgsmål osv osv

Fordrejelser på gadeplan

Nu er det vidst ved at være på høje tid med et indlæg fra min side. Har udover almindelig travlhed haft lidt præstationsangst over det høje niveau med quizzer, neuroturisme og lookalikeness, som Tue har præsteret. Men her kommer altså en gang god gammeldags illustreret begivenhedsblogning.

KO har skam ikke ligget helt i dvale. Det er blandt andet blevet til et besøg i kronprinsparrets kommende hjem:

Foran palæet- bemærk den manglende kø

En meget smuk korkoncert i Holmens Kirke i anledning af 4. maj:

Og i sidste uge var der så det Distortion:

Onsdag i Indre by

Udsigt over Vesterbro fredag aften

Masser af musik, festglade unge mennesker i deres fineste skinny jeans og kåbåjder-skjorter og gedigne good-vibes på varme lyse aftener. Det må gerne spå om sommeren 2010 for min skyld.

Sam og jeg

Fra forskellige sider er jeg blevet gjort opmærksom på, at jeg er med i den nye Iron-Man 2, selvom jeg egentlig mente at have siddet her i København og kukkeluret hele tiden. Magi? Split personalities? Teleportation? Næ, jeg har såmænd bare fået mig en god, gammeldags dobbeltgænger.

Sam Rockwell er en amerikansk skuespiller, der startede sin karriere i 1989 og siden har medvirket i en masse film, jeg ikke har set. Han er født i 1968, men er naturligvis meget ungdommelig af udseende – det er ikke den anden vej rundt. Jeg vil ikke sige, at vi er som to dråber vand, men der er en håndfuld billeder, hvor selv jeg bliver helt forvirret over, hvem der egentlig er hvem.

Her er jeg vist på fin restaurant

Og her forklarer jeg en ting eller to for CIA

Det interessante spørgsmål er nu: hvad kan jeg så bruge dét til? Hvad får jeg ud af at ligne en Hollywood-stjerne? For at kunne besvare det har jeg været en tur i litteraturen omkring dobbeltgængere, kloner, look-alikes og hvad det alt sammen hedder.

En af de mest velkendte historier er den om Saddam Hussein, der efter sigende benyttede op til flere dobbeltgængere for at narre fjenden. Skulle én Saddam blive dræbt i et attentat, stod den næste klar i kulissen. Jeg har umiddelbart svært ved at overføre dette til mit eget liv, men man ved jo aldrig, om man pludselig en dag bliver magtliderlig diktator i en mellemstor afrikansk stat.

En anden klassisk anekdote er, at Charlie Chaplin engang meldte sig selv til en Chaplin look-alike konkurrence uden overhovedet at klare det til finalen.

Men hvad mere? Jeg må da have nogle helt konkrete fordele af dette pudsige sammentræf. Nederst på forventnings-skalaen regner jeg naturligvis på at blive genkendt af folk, når jeg går på Strøget – “er det ikke dig fra Iron-Man 2?” (efterfulgt af et “du er godt nok god til dansk”). Men det er i småtings-afdelingen. Jeg tænker større. Agnete og jeg så forleden filmen The Prestige, hvori en af hovedpersonerne skal skaffe en dobbeltgænger til et trylleshow. Der var altså brug for en skuespiller, der lignede en af stjernerne tilpas meget. Begynder I at kunne se perspektiverne? Det er selvfølgelig de færreste film, hvor de på handlingsplanet skal bruge to mennesker, der ligner hinanden, men tænk bare videre endnu. Måske hjælper det, hvis jeg lige citerer wikipedia:

… the lead actor can work in fewer scenes and can apparently be filming in two scenes at once. And in this way, a good cast photodouble can help speed up the day’s production and is a necessary and valuable cast person for a film

En look-alike er simpelthen en hyppigt anvendt rekvisit i filmproduktion. Jeg har naturligvis allerede forfattet og sendt en mail til Gersh Agency i New York for at komme i kontakt med Sam Rockwells agent (det er ikke så let som man kunne tro). Når jeg på et tidspunkt kommer igennem til ham/hende, står jeg klar med bulletproof argumenter. Det giver for eksempel god mening at have en body-double, når Sam Rockwell skal:

• indspille en scene med særlige skills, som han ikke kan udføre overbevisende, men hvor jeg ville være en hjælp: spille klaver, spille guitar, bladre i pladekasser, danse med white man’s overbite osv.
• udføre de helt farlige stunts (forudsat naturligvis at jeg ikke skal lande på venstre skulder eller direkte på mine briller)
• have en slapper, fordi han er træt af det hele og bare gerne vil have en anden til at tage over
• medvirke i en film, hvor hans tvillingebror, som alle troede død i Afghanistan, pludselig en dag står på hans dørtrin og forlanger at få sin ungdomskæreste tilbage, som Sam i mellemtiden har giftet sig med

Jeg vil afslutte min argumentation overfor agenten med et lakonisk “I har i virkeligheden slet ikke råd til at lade være.” Og det er jo bare halvdelen af historien. Hvad kan Sam Rockwell ikke gøre for mig?? Vi kan tage skraldet for hinanden i et velorganiseret buddy-system (“det var ikke mig, det var Sam”). Vi kan arbejde dobbelt så effektivt – enten på store filmoptagelser eller når der er ekstra travlt på reklameborgen (“Tue arbejder for to for tiden – det eneste rimelige er at fordoble hans hyre”). Jeg kan udvide hans fan-base i Danmark, og han kan åbne Hollywood-filialen af Frokost Global Corp. Jeg må indrømme, at jeg ser uanede muligheder i et tæt Sam-arbejde (ba-dum-chi).

Og lad os for skeptikernes skyld en gang for alle få slået ligheden fast.

Med Robert Downey Jr.

Stadig med Robert D. Jr.

Foran et par robotter

Foran flere robotter

Hey paparazzi

Lidt mere til paparazzierne

Jeg venter naturligvis på et interesseret (hvis ikke ligefrem begejstret) svar fra Gersh Agency. Men jeg vil bede dem om at skynde sig lidt. I følge imdb.com skal Sam nemlig snart indspille et gammelt Stanley Kubrick-manuskript med Scarlett Johansson.

Det kunne jo så være mig, der sad og underholdt Scarletts lattermilde væsen. Eller om ikke andet hendes body-double.

På utallige opfordringer..

… eller rettere: jeg sad og kedede mig lidt, så jeg lavede en ekstra video. Det er svært vanedannende. Kig engang.

Don’t stop ’till you get enough..

Én til spritny Frokost-video fra klippe-kontrolrummet.

Når man nu er i gang

Der kom lige en ekstra Frokost-video ud af maskinen. Denne gang med fine billeder i Kodachrome-farver.

Lidt billeder til musikken

En nem opskrift: Åbn iMovie, tilsæt en håndfuld gamle Betty Boop-film, rør godt rundt med 2 minutter og 10 sekunders Frokost og smag til med en knivspids tålmodighed. Så får du et resultat som hele familien vil elske.