Huskekager fra Brooklyn

Jeg gik en lang tur i går. Snød lige ved at tage metroen til foden af Brooklyn Bridge, men derfra var det vel en tur på små 10 km alt i alt. At dømme efter vablen under en af mine tæer.

Det kommer ikke til at handle om broer, selvom guderne skal vide, at jeg så en del af dem: Brooklyn Bridge, Manhattan Bridge og på afstand Williamsburg Bridge. Det korte af det lange: broerne her i New York er uforskammet flotte.

I stedet kommer det til at handle om, hvordan jeg løbende gennem hele min tur modtog påmindelser: husk nu, vær lige opmærksom på, forglem-mig-ej… osv.

Jeg er dårligt nok kommet over broen, før Brooklyn byder mig velkommen i en let kommanderende tone. Jehovas Vidners hovedkvarter ligger prominent placeret med udsigt over East River. Håber der står i den bibel, hvordan man bærer sig ad med at få fingrene i dén adresse.

Bedst som man er ude af skyggen af Jehovas Watchtower, bliver jeg mindet om, at jeg er dansker. Ikke at jeg har glemt det, men sidste gang jeg så en Bo Concept var på Gl. Kongevej for enden af Skt. Jørgens Sø, så det var helt underligt at finde en her, ved foden af Brooklyn Bridge.

Og selv om det er en uges siden, vi var vidne til konspirationsteoretikernes rekrutteringsmarch på Ground Zero, så har jeg endnu ikke glemt budskabet. I behøver ikke gå og svine det offentlige rum til, drenge.

Da jeg endelig – med hovedet fuld af påmindelser – fandt vej til vandet, blev jeg mindet om rigtigheden af liebhaver-mingler Jan Fog’s mæglermantra: beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Dét er noget, River Café har. Håber vi en dag får råd til at spise en middag her. Helt fantastisk udsigt.

Jeg bevægede mig næsten mæt af indtryk videre til en lille park, der lå ved vandet. 100% afslappende var det. Ingen påmindelser her – baaaare lyden af vand og the occassional rottehale, der pilede ud og ind mellem buskadset og vandet. Beslutter mig for at bevæge mig videre og SLAM – staks bliver jeg mindet om, hvor utrolig vigtigt det er altid at have sit kamera på sig til de spontane øjeblikke. “Tak, Panasonic DMC-TZ3.” “Selv tak, Tue.” Jeg spurte manden i hvidt, hvad det var de foretog sig med de to letpåklædte piger og den purple-rain-lakerede motorcykel (lidt svært at få det hele med på det ret hurtige billede), og jeg blev lige akkurat “we’doin’latina-bikers” klogere.

Og så gik turen ellers hjemad igen. Tilbage over Brooklyn Bridge, op ad Broadway, næsten hjemme. Og som en sidste huskekage, en ekstra lille lektion, en formanende finale, blev jeg netop som jeg drejede om hjørnet til Spring St gjort opmærksom på, at hvis jeg vil undgå vabler en anden gang, så bør jeg nok sørge for at have fodtøjet i orden.