Når publikum er bedre end bandet

Forleden var jeg nede i en pladebutik, der hedder The Other Music – en af de bedste pladebutikker, jeg har været i. Ved siden af skranken hang et undseeligt A4-papir, printet fra Word i bedste Times New Roman-stil med alt for små bogstaver. Der stod, at man kunne købe billetter til en ellers lukket koncert med Fiery Furnaces på Mercury Lounge. Koncerten ville være en verdenspremiere på deres kommende album, og det ville være en koncert for journalister, familie, venner og så de ca. 50 hurtigste kunder i The Other Music – heriblandt Agnete og jeg. Jeg har et par albums med Fiery Furnaces, men har et meget ambivalent forhold til dem. Det er søskendeparret Matthew og Eleanor Friedberger, der udgør kernen i gruppen. Resten af musikerne parererer ordrer. Selv om de har en masse gode idéer, og selv om jeg må indrømme, at der var gang i rytmesektionen live, så er de meget dampbarns-agtige. Den ene idé når nærmest ikke at blive færdig, før den næste går i gang. Lidt for legesygt. De har nærmest en modvilje mod at lave et sammenhængende nummer. Men i det mindste har de nogle gode idéer hist og her, så med en billetpris på sølle $10 tog det ikke mange øjeblikke at bestemme sig.

Mercury Lounge er et lille spillested ca. 10 minutters gang fra Mulberry St i Lower East Side. Meget hyggeligt, meget mørkt, billige øl og god musik på stereoen. The Friedbergers gik omkring ude i barområdet, så havde man været en af den slags småirriterende typer, der prøver at mænge sig med musikerne, så var der fri adgang til idolerne. Vi nøjedes dog med at kigge på, mens vi smagte lidt på den lokale humle.

Koncerten går i gang. Numrene drøner derudad med brormand ved stueorglet og søster ved mikrofonen. Numrene er stort ikke til at skelne fra hinanden, men lyder i princippet godt, hvis det altså ikke lige var fordi at de – som nævnt – skifter rundt midt inde i de forskellige stykker og lader hånt om enhver skolebogsregel om komposition.

Efterhånden som man begynder at småkede sig lidt, begynder man jo at kigge sig omkring. Og minsandten om ikke vi har fornemt besøg lige til højre for os. En fjerdedel af min vel nok all-time favoritgruppe står lige ved siden af os. Joey Santiago, guitaristen fra The Pixies, er også til Fiery Furnaces’ lukkede koncert.

Nu er jeg tilfældigvis en af den slags småirriterende typer, der mænger sig med musikere, så jeg benytter denne once-in-a-lifetime lejlighed til at veksle et par ord med den flinke mand, som tilmed lover at han vil sende eksemplarer af den kommende Frokost-cd videre til resten af Pixies: Black Francis, David Lovering og Kim Deal. Det bliver formentlig ikke større i min verden. Kom så ud over stepperne med de cd’er, hanefar. Der er folk, der venter…