Pausesten

Jeg ved det, jeg ved det – det går pt for langsomt med at poste nye indlæg. Det skyldes, at jeg har påtaget mig mere arbejde end jeg plejer, så jeg har ikke tid til at gå lange “inspirational walks” (og det er så sidste gang, jeg bruger dét udtryk) eller til at skrive om dem, jeg har været på. I pipelinen ligger historier om bl.a. Niagara Falls og vinsmagning the American way. Og i aften er det jo Halloween, så mon ikke der også bliver taget et par snapshots dér.

I mellemtiden er der pauseskærm. Eller rettere: pausesten.

Billedet er taget på en tur i Central Park (surprise). Det er et close-up af et sten-gelænder. Der var alle mulige, der havde ridset de sædvanlige ting i stenen: deres navn, andres navne, flere navne. Og så var der dén her. Meget tykt ridset ned i stenen. Den lugter tydeligvis lidt af mysterium. Nu så jeg ganske vist ingen albinomunke omkring mig, heller ingen fløjlsklædte symbolforskere eller trutmundsfranske kryptologer. Men lur mig om det her ikke er en kode. Den kan I så lige løse, mens den gamle reklamekriger slås med slogans og bager brødtekster.

Det danske generalkonsulyt

Vi skal huske at brevstemme en af dagene. Det gør man på det danske generalkonsulat i NY, fordi selve ambassaden ligger i Washington. Så nu ved vi hvor vi skal stemme, men ikke hvad – men sådan er der sikkert mange, der har det.

En ting der i øvrigt er ganske fantastisk ved ikke at være hjemme i denne demokratiske stund er, at man slipper for alle de der grimme mennesker på hver en lygtepæl. Det er egentlig også sjovt med det element i en valgkampagne. Det understreger vel om noget, hvor personbaseret det hele er. Der står jo nærmest aldrig andet end et overordnet reklameslogan, som man ikke kan være uenig i (“For en bedre fremtid”, “Fremad. Forsvarligt.”, “Mere til flere”), og så er der et billede af oraklet nedenunder. Men hvorfor er det altid ansigtet, vi skal bedømme ud fra, hvis der endelig skal være et billede? Hvad med et billede af deres hjem, græsplæne, bil, musiksamling, bogreol, kunst på væggene? Det må da sige væsentlig mere om deres person end ansigtet. Der er vel en grund til at livsstilseksperterne i “Kender du typen?” ser på hjemmet og derudfra fortæller hvem personen er, og ikke et billede af en person og derudfra siger hvordan hjemmet ser ud.

Nåhm, med hensyn til brevstemningen, så var jeg lige inde for at tjekke adressen.

Ligesom den amerikanske ambassade i København, ligger det danske generalkonsulat på Dag Hammerskjolds et-eller-andet. Mit indtryk af de funktionærer der sidder rundt omkring på amerikanske offentlige administrationer er ikke just positivt. De smiler ikke, de har travlt med at se travle ud, de laver himmelvendte øjne, hvis du spørger om noget, de laver truende øjne, hvis du påpeger deres uhæmmet ineffektive rutiner – kort sagt: klassiske skrankepaver. Derfor ser jeg nu frem til et besøg på det danske generalkonsulat. Her lægger man tilsyneladende glad væk ører til al ens udenomssnak, når man forfjamsket forsøger at bortforklare, at man ikke har hørt et ord af, hvad den pågældende kandidat har sagt og ikke aner, hvad han mener om noget – han så bare så flink ud på plakaten.

Tvingende argumenter

Apple har lanceret en ny version af deres iPod Nano – lidt kortere, lidt bredere, noget i den stil, sikkert smart. Men det begynder at blive sværere og sværere at huske, hvad alle de forskellige enheder i iPodføljen hedder. Og efterhånden har alle jo også én alligevel. Så hvad gør Apple for alligevel at pirre købelysten hos et mp3-mættet publikum? De kører naturligvis det helt tunge reklameskyts i stilling.

Med så overbevisende argumenter kender jeg i hvert fald to personer i vennekredsen, der skal ud at spendere et par ekstra danskerdollars. I ved, hvem I er, geeks.

På utallige opfordringer: Her er vejr/miljø

Om det er Agnete, FN eller Zambia, der bærer skylden, skal jeg ikke være dommer over, men for en sjælden gangs skyld regner det altså. Og derudover er vi så småt ved at bevæge os ned under de 20 grader. Meeen så sent som i går var det omkring 25 grader, og vi måtte endda tænde for vores aircon. Da vi var i Buffalo i weekenden, var der en farlig blæst, der gik lige i de gamle knogler, og de lokale sagde da også, at nu skiftede det til vinter. Flere vejr/miljø-guldklumper på vej – stay tuned.

Hun sikkert sig en gave får

Så er dagen ved at oprinde: Agnete fylder 27 år i morgen (onsdag). Også selv om det ikke er til at se det – forleden blev hun spurgt om ID, da hun skulle prøvesmage vin på en vingård upstate. Først et billede af fødselaren på toppen af en stærkt vindblæst Empire State Building i går aftes.

Men fødselsdag er også lig med gaver, så jeg måttet grave et par skillinger frem fra det gamle muldvarpeskind, der ellers ikke tåler dagens lys. Nu vi er i land of plenty, land of fun, skal hun ikke i år have den ellers sædvanlige og stensikre Bing & Grøndahl-platte eller en lun plaid i årets modefarve. Næ, nu skal der tænkes kreativt.

Uden her at røbe hvad det endte med, kan jeg da lige lufte de mest farverige kandidater. Jeg stødte nemlig tilfældigvis på butikken Evolution i SoHo, som alene ved sit navn jo lugter lidt af naturvidenskab. Og straks lagde jeg to og to sammen og kom frem til det resultat, at en rask pige som Agnete med ben i næsen og fødderne plantet solidt i den rationelle muld da ville sætte stor pris på sådan en faglig gave.

Men selv når man har fundet den rette butik, er valget jo ikke overstået. Skal man mon kaste pengene efter et ægte fetal skeleton eller en slikpind med hindbærsmag og indbygget orm?

Da jeg imidlertid ikke havde $5000 til et mini-skelet og da Agnete synes hindbær kan smage frygtelig syntetisk, måtte jeg søge efter guldet andre steder. Hvad det blev til, kan jeg naturligvis ikke røbe her. Det er jo kun tirsdag, og selv virtuelle vægge har ører.

Truck mother?

Og så vil jeg godt købe en vokal, Bengt.

Farver og striber

Så oprandt aftenen endelig, hvor vi skulle høre Of Montreal i Roseland Ballroom. Jeg kan ikke skjule at jeg har glædet mig så meget, at jeg nærmest ikke turde tage derind af frygt for at blive skuffet. Men det blev jeg nu ikke (og så fik jeg spoleret dén cliffhanger).

Roseland er et forholdsvist stort sted i Midtown – 1,5 x Store Vega, vil jeg tro. Ustyrligt mange mennesker blev ved at strømme ind (her er normen, at man ikke køber billetter på forhånd, så der var lange køer – for de andre). Salen blev godt fyldt op, meeen der var lige akkurat plads til både det samlede danske anmelderkorps og deres slagskygger.

Koncerten lagde benhårdt ud med to elendige opvarmningsbands. Først MGMT – noget der på behørig afstand lignede et sæt meget højt-spillende teenagere med heliumstemmer (en slags 70′er-symfonisk garage-Mew). Og a propos teenagere, så hev vi virkelig aldersgennemsnittet i vejret denne aften. Nu var min opfattelse sådan set en lidt anden af Of Montreal, så enten er det amerikanske publikum meget modent af sin alder, eller også … men for at tale om musikken, så fortsatte næste band – Grand Buffet – med at slå bundrekorder. Sådan lidt “vi er hip-hoppere uden at være sorte, rapper om sjove ting, har rigtig meget humor hvis vi selv skal sige det, og bygger vores kunst på højskolerock-melodier uden at synge rent. Interesseret?”. Nosirrebob. Vi lod opvarmning være opvarmning og kølede ned med en kold øl og en hurtig konkurrence om at finde de bedste ben. Til lykke til denne tyrkise femme fatale.

En anden ting vi lagde mærke til var de lange ventetider mellem bands. Der gik evigheder. I mellemtiden nåede jeg at finde ud af deres alkoholsystem. Man kan få et alko-armbånd så man kan købe øl og drinks, hvis man fremviser ID og man er over 21. Jeg blev heldigvis ikke spurgt – heldigvis fordi jeg ikke vil mistænkes for at være under 21 år og heldigvis fordi jeg ikke kunne bevise at jeg ikke var det. Til gengæld var der en anden yngling, der faldt i fælden. Han passerede et hold vagter med et drink i hånden og et pubertært udtryk i ansigtet, og snap – så blev han fældet af ordensmagten. Da han ikke rigtig kunne huske, hvor han havde lagt sit ID, blev han ikke blot en drink fattigere, men også en koncert med Of Montreal. Surt show. Eller.. surt ikke-show, hvis I forstår sådan en lille en.

Nuvel, alt kommer til den der kan vente (undtagen dem, der bliver smidt ud). Og endelig gik bandet på scenen.

Det ene hit fulgte det andet, og Kevin Barnes & Co var særdeles velspillende. Vi havde på forhånd – og nok også på baggrund af den dårlige opvarmning – afsværget muligheden af, at han ville kunne nå de høje toner, men der var ingen slinger i valsen (eller halsen, hvis I forstår sådan en lille en).

Scenen var bygget op, så man både kunne se alle musikere, og så der var plads til alle de mystiske dramaer, der kørte i baggrunden. Ikke kun de flotte tegninger på storskærmene lavet af brormand David Barnes, men også forskellige mænd med guldansigter, tigerhoveder og jeg-ved-snart-ikke-ved der drønede rundt i baggrunden. Man kan vist lige ane lidt af absurditeterne her.

På trods af den omfattende set-liste og den gode fremførsel, var Roseland Ballroom trods alt for stort til at koncerten kunne blive rigtig vedkommende. Nu er det jo ikke sådan at jeg forventer at tale personligt med alle de musikere, jeg ser, men det var svært at føle sig helt grebet, når ens ører konstant skulle afværge teenagepigernes knusende høje frekvenser (her gik jeg og troede, at det kun var hunde, der kunne høre sådan nogle).

Men alt i alt en glimrende aften med masser af farver og striber. Og for øvrigt, nu vi taler om koncerter, så viser det sig, at det var Pitchfork, der var ude at filme den Fiery Furnaces-koncert vi var til i sidste måned. Og de har lagt en video ud her. Hvis I ser en blitz flashe på et tidspunkt, så er det nok bare mig. Og hvis I hører nogen, der griner hjerteligt – så er det nok bare enten Joey Santiago eller mig, der finder hinandens selskab uendeligt underholdende. Og hvis I spørger “Er det Gerard Depardieu på trommer?”, så kan jeg kun svare: mais oui.

Filmquiz

Ja, egentlig var jeg taget langt mod nord til 92nd St for bl.a. at se en ret speciel bebyggelse, hvor Humphrey Bogart boede engang (før han blev Afrikas dronning). Men uheldigvis var det meget privat og meget afspærret. Udefra gaden mindede det lidt om kartoffelrækkerne, men jeg kunne ikke se nok til at tage billeder af det. Så jeg gik en tur i Central Park i stedet (indrømmet: jeg er en sucker for Central Park) og så på folk der slappede af, piger der boksetrænede og læste lidt i min nye bog om New York State, som vi skal bruge til vores biltur i næste uge med mine forældre.

Og så tog jeg hjemad. På vej ned mod vores gade går det op for mig, at man ikke behøver tage hele vejen til 92nd St for at ligge i filmhistoriens fascinerende slipstrøm. Jeg vil ikke komme med flere clues. Hvilken scene i hvilken film er optaget netop her?

Svar fra det høje

Kære Teddy

Ja, du må godt tage hunden med dig ind i himlen.

Mange hilsner
Gud

PS! Og SÅ stopper du det der syngeri.

Fed rock

Det er tussegammel fortælleteknisk sandhed, at det ikke er skatten, men skattejagten der er det interessante. Og jeg er helt enig. Jeg synes jo fx det er sjovt at gå på jagt efter plader, som man ikke lige kan få på iTunes, Amazon eller i Virgin Megastore. Og i dag havde jeg sat mig for at opspore to specifikke skiver med gode gamle Lee Hazlewood og gode gamle gris Serge Gainsbourg i East Village, der huser en håndfuld pladebutikker.

Det gik lidt trægt i starten. En forkert Serge-skive i den første butik, ingenting i den næste, den tredje gået nedenom og hjem. I den fjerde fandt jeg endelig Lee Hazlewood-skiven og en guldgrube af ultrasjældne Residents-plader til ingen penge. Men skattejagten var ikke overstået endnu, for jeg manglede stadig at besøge pladeforretningen Big City, som alle de andre forretninger refererede til – “you might find it at Big City”, “have a look in Big City”, “do you know Big City?”. Så forventninger var helt i top. Big City, dé har den. Big City, gad vide hvad jeg ellers finder? Big City, here I come.

Så ligesom soldaten med fyrtøjet der ikke bare kan nøjes med kobbermønter, og ej heller sølvmønter, fandt jeg 12th St og Big City og åbnede forventningsfuldt døren ind til hunden med øjne så store som Rundetårn. Men i stedet for guldmønter og Serge Gainsbourg-plader, finder jeg hvad der må betegnes som en legetøjsklovn, der springer op af skattekisten eller den gamle pirats håndskrevne note på kistebunden “jeg har drukket pengene op”. Jeg fandt… Shubidua 1 med klassikere som “Gøj den gamle”, “Generatorbouillon” og “Står på en alpetop”. Tak for ingenting, Big City.

Desillusioneret begav jeg mig hjemad. Men hvornår har man nogensinde hørt noget om hjemturen i eventyrerne? Pludselig er Frodo og de andre lodne tosser bare hjemme i Herredet. Og på samme måde sidder jeg atter på Mulberry St og hører min nye fantastiske Lee Hazlewood-skive – med nogle irriterende solpletter for øjnene, der minder mistænkeligt om Michael Bondesen.