Sportssøndag

Søndag er ingen hviledag for sådan nogle unge, sportsfriske mennesker som os. Vi gik fra den årle morgenstund i rask trav uden omsvøb og svinkeærinder direkte ned til bageren, købte et par chokoladecroissanter og en stor kaffe og tog derefter metroen til Brooklyn. Sådan!

Det var nemlig søndag, at New York Marathon løb af stablen (hvis I forstår sådan.. osv). 90.000 deltagere skulle dyste om de store penge og den meget opmærksomhed i det, der efter sigende er verdens største marathonløb. Med så mange mennesker er det naturligvis nødvendigt at sende folk afsted i heats. Årets rækkefølge var: handicappede, professionelle kvinder, professionelle mænd, løbepøbel.

Der var god luft imellem de handicappede. Ingen problemer med at krydse gaden. Vi stod ved 8 miles-mærket, der svarer til et Eremitage-løb, og der var flere deltagere allerede godt trætte i armene. Det er første gang, jeg ser et handicap-sportsstævne, og det var meget fascinerende. For det første blev der benyttet mange forskellige aggregater – forhåndscyklen som vist, og her baghåndscyklen..

Jeg bliver altid så irriteret på mig selv over, at jeg får ondt af handicappede. Det har de virkelig ikke brug for. Og det var ingen undtagelse, da Bill Reilly her kom trillende i den stærkt underkendte 42 km-baglæns-stil i sin kørestol med tre hjælpere.

Tempoet har været lige i omegnen af de 3 km/t, hvilket giver en samlet tid på 14 timer. Jeg stod på sidelinjen med en klump i halsen og må bare tage hatten af for den viljestyrke der ligger bag sådan en præstation.

Derefter kom kvinderne. Her er et billede af de hurtigste. Det var i øvrigt hende til højre (Paula Radcliffe fra England), der vandt løbet i tiden 2:23:09.

Læg mærke til den anden løbers bageste ben – eller rettere: sokken. I perfekt harmoni med fodgængerfeltet. En slags omvendt tvangsneurotiker, der ikke må træde på streger. Imponerende at man på en tur på 42 km og i et tempo der matcher guldvinderen har tid og overskud til i den grad at matche sin løbestil til omgivelserne. Men det er selvfølgelig bare én tolkning. En anden teori – understøttet af det følgende billede – kunne gå på et tæt løb imellem det handicappede heat og kvinde-heatet – endnu en imponerende bedrift fra dén gruppe.

Og SÅ kom feltet ellers. 90.000 løbere af alskens nationaliteter. Vi fik heppet på både danskere, svenskere og nordmænd. Og ved et uheld også en polak med vikingehjelm. Hvem har nogensinde hørt om de polske vikinger??

Jeg har ikke prøvet at være tilskuer til sådan et løb før, men det var en næsten meditativ oplevelse. Folk løb forbi en i en endeløs strøm, og stemningen var høj. Lidt ligesom at kigge ind i en vaskemaskine, der kører. Det er også meget afslappende (selvom stemningen måske ikke er helt så euforisk).

Vi måtte desværre forlade løbet før tid, da vi skulle videre i vores tætpakkede sportssøndag. Næste stop var Giants’ Stadium i New Jersey. SÅ blev det tid til amerikansk fodbold.

Vi skulle jo egentlig have været herude med Thomas og Nanna (og Thomas havde endda lovet at forklare os reglerne – ikke nogen lille bedrift overfor mig, der får helt tomme øjne, bare jeg skal have forklaret piratbridge). Men de blev desværre forhindret i at komme til New York, så vi måtte søge hjælp hos andre autoriteter. Heldigvis tog Rosa med.

Man kan måske lige ane det på billedet, men der er åbenbart en vis farvekode, når man går til NY Jets’ hjemmekampe. Man har grønt på. Uvidende om dette troppede vi op i efterårets hotteste farver direkte fra podierne i Paris – og det inkluderede stort set alt andet end grøn. Men det var ikke den eneste grund til at vi skilte os ud. Vi var også konsekvent 1-2 sekunder forsinket med begejstring og skuffelse. Og så talte vi slet ikke grimt nok til at være indfødte. Og vi havde faktisk også et for lavt BMI. Jeg havde på forhånd været i tvivl om der ville være ligeså mange idioter som (man hører om at) der er til danske fodboldkampe. Med empirisk belæg kan jeg svare “ja, uden tvivl”. Sjældent har jeg hørt så åndssvage skænderier. Det er åbenbart ikke normalt at gå til udekampe, så den ene Washington Redskins-fan, der sad tæt ved os blev løbende truet med tæsk på parkeringspladsen. Jeg bliver altid så irriteret på sådan nogen typer, at jeg får helt ondt af mig selv. Det har jeg virkelig ikke brug for. Nuvel, vi havde jo travlt med bare at følge med i spillets regler, så det forstyrrede ikke så meget.

Uden at gå for meget i detaljer, kan jeg sige, at der bliver spillet 4 x 15 minutter. Men hvad man så samtidig skal inkludere i regnestykket er, at hver gang, der spilles 10 sekunder, bruges der 30-45 sekunder på taktik.

I pauserne bliver humøret holdt højt med cheerleaders. Hermed en hilsen til alle de mandlige læsere af min blog.

Jeg har jo kunne registrere at Torsten er kommet med færre og færre kommentarer på det seneste, så jeg tænkte at jeg hellere måtte gøre en ekstra indsats for at fastholde hans interesse. Og til pigerne: bare rolig, der kommer også noget til jer om lidt.

I pausen var der underholdning ved et majet, majet stramtspillende militærorkester. Imponerende at kunne være så dygtige til sine instrumenter og samtidig spille så uforskammet kedeligt. Søndag var nemlig Military Appreciation Day. Og folk viste så deres appreciation ved at benytte pausen til at hente nye ølforsyninger og købe endnu mere grønt NY Jets-merchandise.

A propos merchandise så havde jeg jo håbet at se flere af de der store skumgummihænder med pegefinger. Vi fandt dem ganske vist også, men de var alt for små i forhold til hvad jeg har set i Simpsons og Venner. Og den nachos-hat som Homer har på – og som jeg jo havde glædet mig meget til – er noget der kun er forbundet med et bestemt hold. Lidt skuffet på dét plan, blev vi.

NY Jets førte hele vejen, men blev overhalet i de afgørende minutter af Washington Redskins. Det var en af de meget stille 90.000-menneskers forsamling, der forlod stadion. Ude på den enorme parkeringsplads tog folk hjemad. De mest loyale fans satte sig ud i de små pavilloner de havde slået op ud for deres camper og genså hele kampen, som de havde båndet mens de var på stadion. Tør slet ikke tænke på hvor mange kloge kommentarer og strategiske klarsyn, der har været på den parkeringsplads. Et eldorado af eksperter. Og med et billede af sådanne to hotheads, slutter jeg af med også at indfri løftet til den kvindelige læserskare.