Gennembrud på gen-fronten

Så er der godt nyt fra forskningsverdenen. Al den tid i laboratoriet har endelig båret frugt. Agnete har fundet samlergenet – hos sig selv.

Vi havde to mål i dag. Først og fremmest måtte vi ind at se udstillingen Canstruction, hvor alting er bygget af konservesdåser. Måske mere om det i et andet indlæg. Andet mål var at se noget, som Agnete refererede til som en udstilling af postkort om, hvordan New York så ud for 100 år siden.

Så vi begav os til Hotel The New Yorker – et enormt (og enormt flot) gammelt hotel ved Madison Square Garden. Hvad der blev betegnet som en udstilling viste sig imidlertid at være noget ganske andet. Mistanken begyndte allerede at gnave i en, da der kun stod gamle mænd ved det undselige billetbord. Vi kastede et par lange blikke ind gennem indgangsdøren og så … endnu flere gamle mænd. Og så Uforskammet mange kasser med postkort. Helt enormt mange. Simpelthen. $5 ville adgangen til dette eldorado for postkortsamlere koste. Postkort-messen. Fair of Postcards. Postcard collectors of the world – unite.

Bedst som jeg havde drejet om på hælen og var på vej ud på gaden igen, hørte jeg Agnete sige “great – here’s $10″. Og så blev vi ellers lukket ind en helt anden verden (det havde været mere naturligt at træde ind i Narnia).

Først gik vi lidt desorienterede rundt og vidste ikke helt, hvad det lige var, man skulle kigge efter. Men når man nu er omgivet af personer, der brænder for noget, så er det jo oplagt at lade dem tale for en. Så jeg spurgte hvad det er, der gør nogle postkort mere værd og eftertragtede end andre. Og hvordan man ved, hvad der er produceret – det er jo ikke registreret officielt på samme måde som frimærker, mønter og plader (hvad med dem, der samler på knapper?? Torsten – hvordan ved man om man står med en sjælden knap i hånden?) Svaret var de sædvanlige markedsmekaniske paroler med udbud og efterspørgsel. Hvis der var mange, der godt kunne lide cubanske postkort fra før Fidel, så ville der være færre af dem i omløb og derfor var de dyrere. Og så varierede det så, hvad folk gik efter. En særlig grafiker, et særligt produktionssted, et land, en kendis.

Vi lagde hårdt ud i kategorien “Circus/Freaks”. Agnete er her i gang med dværgene. Prisen på dværge var en del højere end på den tykke dame – måske er det fordi udbuddet af sidstnævnte er væsentligt større. Man behøver jo ikke engang gå i cirkus for at se dem længere.

En kategori der var fast for næsten alle boderne var geografi. Danmark var meget underrepræsenteret. Vi er tydeligvis ikke særlig interessante. Til gengæld fik vi at vide, at Sydamerika var “so hot right now”.

Og I kan nok forestille jer min glæde, da jeg endelig fik mulighed for at ajourføre min samling af Vinegar Valentines og Vegetable People. Meget kan man sige om New York, men øj, de har det hele. Nogen, der kender Dude Larsen, by the way?

Og tilsyneladende er kategorien Death alt, alt for generel.

Vi må indrømme, at vi blev grebet af stemningen. Især Agnete var nærmest umulig at få ud igen. Så var det straks en helt anden snak, hvis det havde været et plademarked. Vi blev dog ikke tilstrækkeligt grebet til at købe det signerede Josephine Baker-kort til $500, selv om det var ret fantastisk. Og vi købte heller ikke Ku-Klux-Klan promoshottet, hvor de poserer flot omkring det brændende kors og formentlig smiler bag hætterne.

Til gengæld købte vi følgende…

Dette postkort til mrs. Milton Gilbert er dateret 12. august 1931, dvs. omkring 5 måneder efter at verdens højeste bygning, Empire State Building blev indviet.

Imidlertid handler teksten mest om hvor ulideligt varmt der er i New York. Der er åbenbart ikke så meget der har ændret sig på de 76 år. Men det interessante ved kortet er zeppelineren. Det, der kunne ligne en antenne på toppen af bygningen, var nemlig oprindeligt tænkt som en anløbsplads for luftskibe – fremtidens transportmiddel (right). Luftskipperen skulle så holde ballonen stille, mens man tøjrede en mobil gangbro fast til en indgang i tårnet og så ellers balancerede med al sit habengut i 400 meters højde. “Hvis du ikke kigger ned, er det slet ikke så slemt”.

Et andet fund var dette kort fra vores egen gade, Mulberry St. Det er fra før 1907 – og det kan jeg sige så nøjagtigt fordi jeg lærte, at hvis bagsiden af kortet var inddelt i en venstreside til tekst og en højreside til adresse med en lodret skillelinje imellem, så var det EFTER 1907. Gad vide hvor længe ens hjerne holder på sådan en information?

Det skulle vise sig svært at finde noget fra netop vores kvarter. Brooklyn var der. The Bronx. Times Square. Empire State. Til sidst fandt vi så vores hood under skiltet “The Ghetto”. Lower East Side var netop dét i rigtig mange år. Men jeg er sikker på, at det også er supersvært at finde postkort fra Mjølnerparken i en dansk kiosk. “My girlfriend went to Mjølnerparken and all I got was this lousy postcard”.

Og sidst men ikke mindst brugte jeg $7 på dette pragtstykke fra Fiji.

Titlen er “Snow white and the seven pickaninnies”. Jeg har lige slået sidstnævnte ord op og fundet ud af, at det var det mest udbredte slang-udtryk for sorte børn. Et billede med let lumre undertuner – især fordi der er blevet castet 7 x Lystig… og han har altid været lidt af en frækkert.

PS! Agnete undskylder den vildledende overskrift overfor læsere med biokemiske interesser. Der er forlydender om et snarligt indlæg med dobbelt helix.