Du milde museum

Vi har en repræsentant for Kulturel Onsdag på besøg, så der bliver ikke sparet på museumsbesøgene i disse dage. Mandag var Rie og jeg på MoMA (MoMAndag.. badabing!). Og det var ligesom sidst jeg var der for halvandet år siden en god oplevelse. Dog var Salvador Dali taget på ferie til et andet museum, så vi måtte kigge langt efter damen med majskolbe-halskæden, myrer ved øjnene og brødet med blækhuset på hovedet (den blev også næsten for nem at forstå). I stedet fandt vi en Stairway to Heaven, der nok har været sine 3 etager høj.

Derudover er det jo heller ikke et rigtigt moderne museum uden en ordentlig omgang misantropi. Der er ikke noget, der er så godt, at det ikke er skidt for noget. Minder det i øvrigt ikke om HuskMitNavn?

Men et af de absolutte højdepunkt var dog denne lille videoinstallation (og jeg som ellers hader videoinstallationer) med et helt stillestående skærmbillede:

Vi fik helt lyst til at komme igen om tirsdagen for at se, hvad der SÅ sker…

Nu kan jeg jo ikke sidde her og remse alt hvad vi så op på de 5 etager, men blot konstatere at Danmark var ualmindeligt ringe repræsenteret. Fandt en PH-lampe og en Wegner-stol – og så havde de noget Danish Pastry i kantinen. Jeg synes ellers jeg så en Wilhelm Freddie sidst jeg var der – men han er måske taget med Salvador D. – de svinger så godt sammen.

I dag gik turen så til Ellis Island. Der var ingen kø overhovedet til båden (sidst tog det næsten 1 time), vejret var fantastisk, og de havde lige ét stykke gulerodskage tilbage i caféen på øen – vi red helt åbenlyst på en god bølge.

Ellis Island var øen, hvor immigranterne kom til efter den lange sejltur over Atlanten. Her skulle de gennemgå lægetjek og intelligenstest og den slags, og hvis alt var som det skulle være, så blev de ledt videre til Manhattan. I 2% af tilfældene stod den dog på en returbillet til hjemlandet. Minimum 12 millioner mennesker er kommet igennem disse bygninger for at komme ind i USA, og det var mindst ligeså fascinerende at være der anden gang, som første gang for et par måneder siden.

I dag så jeg også en film med rigtige optagelser fra bådturen, hjemlandet, ankomsten og lægetjekkene. Meget rørende. Og jeg kom til at tænke på den der “debat”, der var om fattigdomsflygtninge til Danmark for et par år siden med Anita Bay Bundegaaard, der nærmest blev grinet ud af folketinget fordi hun mente, at det var en legitim årsag til at søge om asyl i Danmark. Langt størstedelen af dem, der kom til USA og som nu er amerikanere flygtede netop fra fattige Europa med arbejdsløshed og brutale styrer. Som en af de interviewede immigranter forklarede i filmen, så skulle man kunne fremvise $5, når man skulle igennem Ellis Island. Det havde taget hendes forældre 2-3 år at skrabe de $25 dollar sammen så hele familien kunne komme ind i det nye land.

Der er utrolig meget at læse på Ellis Island – første gang jeg var der nåede jeg kun én etage ud af tre, og i dag nåede jeg resten. De er mærkbart bedre end os til at lave museer (her taler jeg dog ikke om Told&Skat-museet). De er fantastiske til at formidle og fortælle og til at illustrere pointerne med gode objekter. Og lur mig om de ikke også ved hvordan man inddrager computere. På den lille skærm på billedet kan man vælge en nationalitet (lad os sige dansk, bare for at vælge noget), og så genererer den et kort på den store skærm, som viser hvor mange danskere, der er i USA i dag, og hvor de primært bor henne (Californien, Utah og Iowa) og i hvilket antal.

Og her i dette sexede søjlediagram kan man se, hvordan indvandringen stiger og falder fordelt kronologisk på forskellige geografiske områder.

Og her kan man se, hvordan USA tidligere har haft en ganske anden inddeling.

Eksempelvis var Louisiana uforskammet stort og ejet af franskmændene, indtil de solgte det i 1803. Det minder helt om dengang Danmark afstod de der oliefelter til Norge. Mon ikke også franskmændene har fortrudt det lidt siden? Hvis man lytter godt efter, kan man faktisk stadig høre et dybfølt “Meeeeeerde” runge gennem gangene på Ellis Island.

Men altså.. til alle kommende gæster: Ellis Island kommer med de varmeste anbefalinger. Byens bedste museum, hvis man spørger mig. Og hvis man ikke gider læse det hele, kan man altid tage derud bare for at få sejlturen tilbage til Manhattan – den er imponerende i sig selv. Men den har sikkert været endnu mere imponerende for Charlie Chaplin, Stan Laurel, Bob Hope og Max Factor (the makeup of makeup artists) og alle de andre, der tog den frygtede sejltur over Atlanten.