Vi var til releaseparty i går. Jo jo. Ikke at vi var blevet inviteret, men vi havde købt billetter. Det var kunstneren David Shrigley, der har udgivet et album, som i realiteten er en masse musikere, der har sat lyd til en bog, han har skrevet under titlen “Worried Noodles”. Der er gode navne som Deerhoof, Trans Am, David Byrne, Franz Ferdinand og en masse obskure bands på denne dobbelt-skive. Der blev holdt 3 releaseparties: et i London, et i Berlin og i går et i New York på The Knitting Factory.
Jeg kom egentlig mest for at høre R. Stevie Moore, som skulle spille. Jeg har først stiftet bekendtskab med ham for et par uger siden, hvor jeg ved et tilfælde hørte (og købte) en gammel plade med ham fra 1984. Efter lidt research på nettet har jeg fundet ud af, at manden har udgivet over 400 (!) albums, og at han nu er stoppet med at tælle. Han har opbygget sig en loyal (og lille, formentlig) fanskare, som så abonnerer på hans musik. Så sender han hjemmebrændte cd’er (før i tiden var det kassetebånd) afsted, ligeså snart han har lavet numrene. Og en gang imellem får han udgivet rigtige plader, men der er langt mellem snapsene.
R. Stevie Moore er søn af Bob Moore, der spillede bas for Elvis. Født og opvokset i et hjem med bas (og klaver formentlig), har han fra en tidlig alder følt et vist kald til musikken. Så det har resulteret i, at han siden 1966 har siddet hjemme i sit hus og indspillet på sin 4-spors båndoptager. Det er der kommet nogen meget besynderlige, men også ind imellem meget fine små sange ud af. Men bitterheden over aldrig rigtig at have slået igennem bliver tydeligere og tydeligere, jo længere op i hans produktion man kommer. Og i følge min nær-akademiske research på nettet, er det vist også så småt begyndt at rable lidt for denne særling.
Og lad mig citere bartenderen, som jeg talte med under hans koncert. “I’ve worked here for six years and I’ve never seen anything like this”. Det var ikke ment som “bedste koncert nogensinde”, men mere i retning af “hvad foregår der?”. Jeg tror ikke hr. Moore havde forberedt noget – i hvert fald havde han ikke besværet sig med at lade sine med-musikanter kende repertoiret. Det var 90% ustrukturerede ligegyldigheder og 10% sjove og gode ideer. Men hans tekster var generelt morsomme: “Everybody hates you, and I’m not gonna tell you why”. Baggrundsfiguren med mundharmonikaen er i øvrigt Don Fleming fra Dim Stars, Gumball og “kendt” Sonic Youth-producer. Så altså en lidt trist oplevelse med en mand, der ellers har haft potentialet, men måske ikke rigtig har været i stand til at bruge det ordentligt og måske bare været lidt for sær til nogensinde at blive mainstream. Jeg linker lige til et par af de utallige hjemmelavede musikvideoer og liveoptrædener, man kan finde på nettet, fra dengang han lavede fine og skæve popsange – alt andet ville ikke være fair. I øvrigt svært at blive mere low-budget og Do It Yourself end den herre. Behøver jeg nævne, at han nu er den lykkelige indehaver af Frokost’s nye cd? (han var i øvrigt helt normal at tale med, når han ikke var på scenen).
Why should I love you? (1987)
I like to stay home (1986)
Part of the problem (1980)
Cool daddio (1978)
Records (1977)
Efter R. Stevie Moore fulgte Phil Elverum, aka Microphones, aka Mt. Eerie. Han var i godt humør og spillede fine og overraskende sjove sange sammen med frontmanden fra bandet p:ano (kendte dem ikke i forvejen), der bagefter også gav et par solide numre. Helt mærkeligt igen at være i 4/4-takt med omkvæd og vers oven på en time i mr. Moores musikalske playground-in-hell.
Efter Elverum indtog The Islands scenen. Sikke mange bands vi lige pludselig lærte at kende. Det lød også spændende og skal liiiige undersøges lidt på nettet.
Og nu er det jo nærmest ved at være en vane, det der med at opdage at man står ved siden af en kendt musiker, men lur mig om ikke David Byrne fra Talking Heads stod lige bag os sidst på aftenen. Han har bidraget til Wooried Noodles-cd’en, og skulle selv have spillet, men blev forhindret. Men han dukkede altså alligevel op. Nu er jeg jo normalt ikke sådan en af de der småirriterende typer, der mænger sig med musikere, men pokker stå i det… så også David Byrne er nu den stolte indehaver af Frokost’s nye cd “The Sound of My Wooden Chest”. Meget flink mand, i øvrigt.
Agnete og jeg havde Louise med på Knitting Factory. Hun var netop ankommet fra Berlin og var en smule rundtosset stadigvæk. Så efter denne optræden tog vi ned og fik noget at spise for derefter at komme tilbage til det annoncerede afterparty i kælderen.
Og SÅ skiftede musikstilen ellers. En ordentlig omgang post-rock med Tussle var i fuld gang, da vi kom ned i det undseelige kælderlokale. To trommeslagere, en lille bassist og en … lydmager (hvad hedder det, Staal? Hvad hedder det når man spiller keyboard i et postrockband??) tromlede derudaf.
Vi købte os en gin og tonic og blev hængende for også at høre aftenens sidste indslag, hyperaktive Yacht. Ene mand bevæbnet med en laptop og en ordentlig omgang damp fra barndommen, forlod han scenen inden koncerten var startet og kom egentlig aldrig rigtig op på den igen. I stedet snoede han sig rundt mellem publikum, kastede sig på gulvet, dansede som galdt det livet, og fik meget hurtigt samlet en energisk gruppe af piger omkring sig. Os mere kritiker-agtige, betragtende, kyniske musik-connaisseurs, vi stod ude ved siden og nikkede diskret og anerkendende med på de fede beats.
