rufus@radiocitymusichall

Det var en kombination af noget nyt og noget velkendt. Vi havde ikke set Radio City Music Hall før, men vi havde oplevet Rufus Wainwright i sommers i Operaen i København. Torsdag aften afsluttede han selvsamme turné i sin hjemby med et særligt Valentine’s Day-arrangement.

Opvarmningen var sat til at gå i gang kl. 20, men salen var langt fra fuld endnu. Kl. 20.01 gik Sean Lennon på scenen, spillede 28 minutters stille og rolig hyggerock og gik så ned igen. Det var først omkring kl. 21, da Rufus gik på scenen, at alle var på plads. Han var i svært godt humør, glad for at have overstået sin lange turné og glad for at være tilbage i New York. På trods af linien “I’m so tired of you, America” i en af sine sange, hævdede han at være “not tired of you at all right now”, da han var i gang med at tælle dagene ned til George Bush går af.

Det var med det samme 9 mands band, der besøgte København. Et væld af musikere, der løbende skifter instrumenter indbyrdes og tilsyneladende mestrer det meste. Jeg fik desværre ikke taget nogen billeder i første del af koncerten (troede et øjeblik at mit kamera var blevet stjålet), hvor Rufus var iført et Hulk-grønt jakkesæt, tungt belæsset med brocher. Efter at have fundet kameraet igen i pausen, nåede Rufus i mellemtiden at skifte til sit elskede lederhosen-sæt.

Da Sean Lennon jo var opvarmning – og da vi jo er i New York – havde vi luret, at hans mor Yoko Ono nok burde være i salen et sted. Og det bekræftede han også under sin optræden. Derfor var vi meget optagede af at spotte hende i pausen. Agnete påstod hårdnakket, at hun havde set en dame, der passede på beskrivelsen: ældre dame med langt gråt hår (dem var der ikke så mange af). Og pludselig kom selvsamme dame hen imod os, bedst som vi sad og diskuterede om det virkelig var hende. Jeg kunne så ved selvsyn konstatere, at der ikke var tale om Yoko Ono, men vi fik stirret tilpas meget på hende til at hun kiggede mærkeligt tilbage. Yoko Ono fandt vi desværre aldrig. Her siddder vi og spotter kendisser på en jeg-sidder-bare-og-nyder-det-flotte-rum agtig måde.

Efter at have fremført en perlerække af sine egne numre (og et par af Judy Garlands) akkurat så vildt imponerende som i København, inviterede Rufus venner og familie på scenen. Op kom Sean Lennon, søsteren (jeg er i tvivl om det var Martha eller Lucy) og den ældre dame med det lange grå hår som ikke var Yoko Ono!! Det var nemlig ikke Seans mor, men Rufus’ mor – Kate McGarrigle, der også var kommet for at høre sin søn spille (total forældrekoncert-arrangement vi var til). “This is fantastic. Thank you, Rufus, for inviting me here” – efterfulgt af: “Well, thank you, Kate, for inviting me.. ehmm.. here.. to the world, that is”.

Så spillede de Beatles-sangen “Across the Universe” for alle os – og for den stærkt skjulte Yoko Ono. Må jeg lige knytte en kommentar til Sean Lennons image? Man hører tid om kendissernes børn, der – på trods af selv at være kreative – altid vil stå i skyggen af deres forældre. Det er bl.a. derfor, at Nicolas Cage sørgede for at ændre sit efternavn fra Coppola. Men Sean Lennon vælger så den stik modsatte strategi og går med John Lennon-briller? Måske er han bare nærig og har taget dem hjemme i mors skuffe (“du bruger dem jo alligevel ikke, vel?”). Så er sammenligningen i hvert fald lige til højrebenet – og så vil vi ikke tolerere noget “fars skygge”-udenomssnak næste gang der kommer en halvlunken anmeldelse. Fars briller, fars skygge. Basta. Efter dette fine intermezzo gik Lennon ned og McGarrigle-klanen sang en af mors sange om New York. Som det måske anes på billedet har Rufus nået sit tredje outfit i løbet af aftenen – morgenkåben. Som andengangs-gængere på denne turné vidste vi, hvad der ventede under kåben.

Vi var nået til den store drag-finale. Resten af bandet entrerede scenen som nonner – på et tidspunkt var der også et lille barn (??) på scenen og hans yoga-træner (!!) – “she’s responsible for these fantastic legs”. Flot var det, og han var tydeligvis i godt humør, glad for at være tilbage. Han inviterede også til en familiekoncert på Lower East Side engang i marts, som promotion for hans nye Blackout Sabbath idé, der i bund og grund er et spar-på-strømmen-New-York opråb. Når jeg siger “inviterede” mener jeg selvfølgelig på den “du-er-inviteret-og-husk-lige-$40-hver”-agtige måde. Men det kan da være vi lige skulle stikke hovedet indenfor dér.

Til sidst blev selv Rufus’ kæreste Jorn (Jürgen?) fra Tyskland hevet op på scenen..

.. lige tids nok til at gribe Rufus inden han falder så lang som han er i sine meget høje stiletter.

Meget symbolsk, meget ikke-planlagt og en meget fin afslutning på en som sædvanlig overlegen musikalsk præstation. Og ja, han spillede The Art Teacher så selv rækkerne med læderbøsser fik tårer i deres piercede øjenkroge.