Uncle Ashley

Peder og Irene er på besøg for tiden. De er netop kommet tilbage efter at have kørt rundt i staten i en uges tid, og hvad kunne være mere naturligt end at gå ud at spise et godt måltid mad sammen. Peder havde arrangeret at vi allesammen skulle mødes med Elsebeth, søsteren til Peders ven Holger, som han har kendt i 35 år. Elsebeth emigrerede til USA i slutningen af 60′erne og har derfor aldrig mødt Peder. Og da hun arbejder på Silver Swan – en tysk&vildt restaurant på 20 St – var det jo oplagt at mødes dér.

Et hyggeligt sted med god, solid mad. Jeg fik “swedish meatballs” i kaperssauce, Agnete fik gullasch og Peder og Irene fik kyllinge schnitzler, så vidt jeg husker. Stedet bød på et imponerende 80+ øludvalg, hvilket er sjældent herovre. Lokalet var hyggeligt og stemningen god. Vi var kommet lidt sent afsted og var først i gang med at spise henad kl. 22. Elsebeth sagde, at vi sagtens kunne nå at spise inden kl. 23, hvilket vi undrede os lidt over, at da vi kunne se, at stedet først lukkede kl. 04. Og samtidig undrede vi os så også over, hvem der egentlig havde et stort behov for kyllinge schnitzler og kaperssauce midt om natten? Elsebeth mente, at det var bedre, at vi så det ved selvsyn. “Bare vent til kl. 23″.

Og ganske rigtigt. Næsten på klokkeslættet forvandlede denne uskyldige tyske madgeschäft sig betragteligt. Musikken skiftede, tjenerne skiftede tøj, borde blev fjernet – men det var alt sammen småting i forhold til skiftet i kundegruppen. Her lidt baggrund: restauranten manglede penge for nogle år siden. Et andet sted i byen var der en særlig gruppe, der manglede et værested og som havde penge. Ingen yderligere forklaring synes nødvendig. Det er udbud og efterspørgsel. Det’ Yin og Yang. Hvad kan jeg sige? Det synes pludselig helt naturligt, at duften af sauerkraut på Silver Swan hver lørdag kl. 23 bliver afløst af en lavthængende sky af overparfumerede mænd i dametøj. Silver Swan bliver ganske enkelt fyldt op med transvestitter.

Vi havde vekslet et par ord med Ashley (både et herrenavn og et kvindenavn) tidligere på aftenen. Hun (Agnete, Irene og Elsebeth var de eneste rigtige “hun” på den her bar, forståes) var væsentligt ældre end de øvrige gæster og havde tilsyneladende en vis beskyttende rolle over for mange af dem – heraf tilnavnet “mama”. Ashley kunne fortælle om, hvordan hun først var begyndt at klæde sig ud som kvinde for 7 år siden og at hun kun gjorde det i sociale sammenhænge hvor ingen blev såret. Af samme grund ville hun dukke op som mand til familiesammenkomster med mindre hun havde fået grønt lys til andet. Og det er vel at mærke andres familiesammenkomster, “like if I were invited to your wedding. I don’t see my own family”.

Ashley endte med at tilbringe stort set hele aftenen ved vores bord. Hun havde en hel del at fortælle, og jeg tror sjældent jeg har haft så store ører. Hun fortalte om de foreninger, hun havde været med til at stable på benene, bl.a. Cross Dressers International, der vist er en slags støtteforening for mænd, der gerne vil gå i kvindetøj. Og hun fortalte om da hun pludselig havde fået besøg af sin 17-årige nevø fra England, der i forbindelse med et skoleprojekt ville opsøge sin amerikanske slægt – “Dear Uncle Ashley”. På forhånd havde hun skrevet et brev til nevøen som hun aldrig havde mødt, at “I have a rather special lifestyle”. Da nevøen svarede, at det var helt ok, hvis Ashley prøvede at sige, at han (altså onkel Ashley) var bøsse. “If it were only that… ” Resten af historien er for lang til at skrive her, men den er vist heller ikke engang slut endnu. Så vidt jeg kunne forstå, var nevøen så vild med New York, at han ville flytte herover, og Ashley måtte også for første gang indrømme, at hun savnede at have familie. “That bird and dog of mine will not last another year, I’m tellin’ ya”.

Det var i sandhed en fantastisk aften. Vi fik – gennem Ashley – hilst på nogen ret forfærdelige skæbner, der med kone og i nogen tilfælde børn derhjemme, nærmest bare så frem til lørdag aften, hvor de kunne tage netstrømperne på og tvinge deres ishockey-kroppe ned i en lille teenage-top. Nu ville jeg ikke tage nogen billeder af gæsterne derinde, men tro mig: det var de færreste, hvor man var det mindste i tvivl.

Jeg mødte også Simon, som vist nok var ejeren af baren og sad og styrede musikken. Han var ikke selv transvestit, men hans filipinske kæreste kunne nå alle de dybe toner, når hun sang med på sangene. Og nu kommer der lige en nørdet musikkommentar til dem, der måtte interessere sig for den slags. Simon havde åbenbart i start-80′erne været en del af bandet Blow 454, som jeg ikke kender, og havde hængt ud med in-crowds som Pussy Galore, Sonic Youth og andre New Yorker-fænomener, som jeg ikke havde hørt om. Han var meget interesseret i at høre Frokost-cd’en ud fra min beskrivelse af den, så Hanefar, hvis du lige gider huske paryk og kindrødt, så har vi da allerede ét punkt på programmet på næste lørdag.

Men altså, Silver Swan kommer med anbefalinger. God mad, flinke folk og utroligt mange utrolige historier man aldrig ville have hørt ellers – man skal nok komme om lørdagen, hvis man vil have andet end brachwurst og Franziskaner-øl. Her er et snapshot til familiealbummet: Agnete, Irene, Ashley, mig, Elsebeth og Peder.