Magnetic Fields med aha-oplevelse

Trofaste læsere vil måske huske, at jeg for længe siden fik fingrene i fine billetter på femte række til Magnetic Fields-koncerten i Town Hall her i lørdags.

Bandet udgav for en måneds tid siden albummet Distortion, der meget ulig de tidligere plader svøber hver sang ind i adskillige lag distortion og feedback. Vi (Hanefar, Tosse, Agnete og jeg) var meget spændte på at høre, hvordan Stephin Merritt og medløberne havde tænkt sig at levere de numre live, da han lider af hyperacusis og derfor ikke kan tåle høje lyde (sidste gang vi så ham bad han os om ikke at klappe mellem numrene, da det var for højt for ham). Men inden jeg svarer på dét spørgsmål, skal vi lige et smut ud i foyeren i Town Hall (maksimal suspense i det her blog-indlæg).

Jeg havde jo – traditionen tro – taget et par Frokost-cd’er med i lommen, hvis nu man skulle støde på nogen af vores egne idoler (vi har en liste over folk, som vi forærer cd’en til – David Byrne var jo en af dem, Stephin Merritt har også fået den). Og man når jo nærmest ikke at sippe til sin gin-tonic før man får øje på endnu et sagesløst offer for denne aggressive markedsføringsform. Sangskriveren bag mange af 80′ernes allerstørste pop-perler, Pål Waaktar fra norske a-ha, står – traditionen tro – lige ved siden af os. Med et par velserverede høflighedsfraser og en progressiv push-policy er Pål nu indehaver af et af de 500 eksemplarer af “The sound of my wooden chest”. Og jeg kan lige tilføje, at Mikkel og jeg tidligere samme dag personligt overrakte to eksemplarer til “the two Johns” fra They Might Be Giants, som vi trængte op i en krog ved deres gratis mini-koncert ved Columbus Circle. Vi får streget flere og flere navne på vores liste. Der er i øvrigt en rigtig god Frokost-nyhed på vej, men vi venter med at annoncere noget til det rent faktisk sker. Suspense, suspense, suspense.

Nå, men det var den gin-tonic, vi kom fra. Eller rettere: efter vi havde drukket vores gin-tonics, tog vi plads i den flotte sal, som tidligere har dannet ramme for optrædender af bl.a. Billie Holiday, Stan Getz, Bob Dylan (og David Byrne).

Nå, ind kom Magnetic Fields. Vi sad på femte række, hvilket ikke kun var godt for udsynet men også for hørelsen. Bandet spillede så lavt, at vi var glade for at sidde tæt på højttalerne. Akkurat som i Vega for et par år siden, valgte de at køre koncerten igennem udelukkende på akustiske instrumenter. Ingen distortion og feedback fra d’herrer og damer – hvilket nu også er at foretrække i deres musik.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men Stephin Merritt var faktisk i fint humør. Jeg vil ikke kalde ham snaksagelig, for han sagde så vidt jeg husker stort set intet til publikum, men der blev ført flittig ping-pong dialog med pianisten og med-stifteren Claudia. Og den sorte humor var til at tage at føle på. Jeg er sikker på, at jeg også en enkelt gang så et smil, men der var jeg ikke hurtig nok med kameraet. Han forlod også scenen efter koncerten uden så meget som en hilsen eller et vink – den ene hånd for det venstre øre og så ellers hurtigt ud fra den infernalske larm. Koncerten bød på et bredt udvalg af sange – ikke kun fra Magnetic Fields’ repertoire, men også hans øvrige konstellationer The Gothic Archies og The 6ths (sidstnævnte navngivet ud fra devicen “enhver læspers mareridt” – I kan jo prøve at sige bandnavnet og albumtitlerne “Wasps’ Nest” og “Hyacinths and Thystles” højt for jer selv). Jeg er klar over, at Stephin Merritt for dem, der ikke har hørt om ham før, kommer til at lyde lettere gnavpot-agtig, men jeg kan kun anbefale, at man hører hans plader – så vil man blive klar over hans fantastiske tørre humor og imponerende sangskrivning. God fornøjelse.