Blind date

Agnete skyldte mig en bryllupsgave. Cure-koncerten blev aflyst, så hun måtte finde noget andet at bruge pengene på. Der bliver holdt regnskab med den slags. Og forleden lykkedes det hende at komme på en god idé. Jeg blev blot informeret om, at jeg skulle være klar fredag aften. Og så gik vi ellers en kilometers penge ind i Greenwich Village. Ind i løvens hule.

Vel ankommet på MacDougal Street får jeg at vide, at jeg skal indstille mit kamera på hyggebelysning. Og at det skal være nu (allerede før vi overhovedet hygger os, forståes). Vi krydser gaden og tilslutter os en mindre forsamling mennesker foran en restaurant.

Jeg har det generelt fint med at være en del af en mængde. Det gør ikke mig noget, at jeg ikke kommer i rampelyset og stjæler opmærksomheden. Lad blot mig falde i med tapetet, du. Eneste problem er bare, at der findes nogle utrolig grimme tapeter rundt omkring. Og denne aften var ingen undtagelse. Men skik følge eller land fly.

Vi skulle på Dining in the Dark. Et koncept, som jeg først hørte om fra en Kunde-kollega, der havde været i Berlin og prøve det. Det går i al sin storslåede enkelthed ud på, at man får frataget synssansen og skal gennemføre et restaurantbesøg. Så vidt jeg husker, var Berlin-restaurant rent faktisk henlagt i totalt mørke og havde blinde tjenere. I Greenwich-udgaven var lokalet helt oplyst og tjenerne maksimalt lidt nærsynede, så i stedet får gæsterne et utroligt smart skibrille-agtigt aggregat for øjnene. Man kan intet se. Selv om man kan åbne øjnene bag masken (eller hvad vi nu skal kalde den), er der ikke skyggen af lys eller kentaurer konturer.

Efter at have stået lidt ude på fortovet og set tilpas smart ud, kommer der en tjener ud og henter en. Man skal så lægge sine hænder på hendes skuldre, og så viser hun vej til ens stol. Derfra er man fuldstændig on your own. Der er ikke nogen, der fortæller dig hvor vinglasset og vandglasset står, ikke noget med at forklare, hvor servietten eller kniv og gaffel er placeret – og sidst men ikke mindst: der er heller ingen, der fortæller dig, hvad det er du spiser.

Her var vi meget i tvivl. Vi fik serveret noget fisk (torsk) og på samme tallerken fandt vi denne udefinerbare størrelse. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys (eller generelt bare “set”) er det svært at forestille sig panikken i ens hjerne. Vi var ude i teorier om blæksprutter – det passede fint med at vi så sad med deres hoved i hånden og deres 8 kæmpestore arme hængende ned. Nærkontakt med dyret – som tydeligvis foregik uden kniv og gaffel, da det ikke var til at have med at gøre – afslørede dog hurtigt at der var tale om en grøntsag. Det der godt kan undre lidt er faktisk, at smags-/lugtesansen burde blive des skarpere, når synet svigter. Jeg kan desværre ikke påstå, at vi fik guldnæser af den grund. Og dog.. vi kunne lugte at tjeneren på et tidspunkt stod ved vores bord alene ud fra hendes håndcreme.

Nuvel, middagen løb derudaf med 4 retter og diverse indslag. Der var fx nogle stepdansere, der susede rundt omkring i lokalet og lavede lyde. Og under middagen kunne man være så heldig at få lidt blid massage på ryggen af en ukendt velgører (fortæl det ikke til Agnete). Og der var vist også noget fløjtehans på et tidspunkt. I det hele taget et meget underholdende arrangement. Og så gik der jo også sport i at se ud som om man havde situationen totalt under kontrol:

En tredjedel verdensmand – en tredjedel gourmet-connaisseur – en tredjedel smagen-på-ordene-intellektuel. Jo, jeg var tydeligvis lidt af det hele den aften på trods af mit manglende syn. Agnete valgte en mere direkte og knap så play-it-cool approach og sprang ud i herlighederne med begge ben og uforbeholden begejstring. (Jeg måtte naturligvis op til flere gange bede hende don’t cramp my style.)

Og så var det jo også en kunst overhovedet at tage billeder derinde. Vi prøvede at rette kameraet mod lyde. Her et par naboborde.

Vi blev afslutningsvist ledt over til garderoben, fik vores jakker på, og blev gelejdet uden for. Først dér fik vi lov at tage brillerne af. Og så blev der ellers kimset til den helt store guldmedalje. Der var muldvarp hele vejen hjem til Nolita omkring midnat, hvor nattehimlen pludselig forekom så lys. Tusind tak for en fantastisk bryllupsgave.

Næsten hjemme faldt vi over en fernisering. Sjældent har vi set så mange cool mennesker i så vilde outfits på så lidt plads. Og sjældent har vi (jeg) set en bartender med så dyb en kavalergang – jeg glemte helt hvad jeg skulle have at drikke – “a bottle of milk, please”. Vi kunne desværre ikke tage billeder af noget af det (beklager, Torsten), da vi så havde fået det store loser-L tatoveret i panden. Eneste shot blev af denne lille purk, der var kommet med artsy-far(tsy) på natteudstilling.

I øvrigt lugtede der utroligt meget ligesom inde hos vores nabo i weekenden. Måske havde vi alligevel fået guldnæser?