Hvem ka’? Lifornien! – del 1

Pokkers til international ungdom. Agnete og jeg her i New York. Marie Mi i San Francisco, og Rie der drøner rundt mellem Colorado, Californien og Copenhagen (så international er hun blevet). I sidste uge lykkedes det dog at forene de løse ender. Vi koordinerede en mini-ferie med billeje og en løs idé om mål og retning.

Og hvilken ferie! Jeg bliver nødt til at dele den lidt op, for at det ikke skal blive for tungt et indlæg. Så det kan være, der kommer drypvise beretninger fra ugen i Californien. Her først lidt detaljer om, hvordan min 32 års fødselsdag løb af stablen på turen.

Vi var kørt fra San Francisco sydpå til Santa Cruz. Her boede vi på et klassisk motel, dog med den afgørende forskel at det lå med udsigt over Stillehavet fra den udendørs pool. Så dagen startede naturligvis med en morgendukkert.

Derefter havde pigerne arrangeret morgenmad. Der var blevet medbragt flag-varianter fra Danmark og marcipan-æg fra Anthon Berg. Og gaver. Dejlige gaver. I det hele taget et meget fornemt arrangement.

Agnete iførte sig sine til lejligheden indkøbte kørebriller (lige dele fart, femme fatale og moster Bitten anno midt-70erne) og sydpå gik det.

Vi måtte tage turen i små bidder. Der gik nærmest ikke 20 minutter uden vi lige skulle tage et pitstop for at nyde (og ikke mindst fotografere) udsigten. Og her er det så, at man er ekstra glad for at leve i den digitale fotografis tidsalder. Ellers havde vi brændt alle billederne af til at starte med, og det skulle vise sig at blive flottere og flottere jo længere sydpå vi kom. Her er lidt highlights.

Vi holdt frokostpause i Carmel, et lille rich boy-paradise i bunden af en fantastisk bugt med bred hvid sandstrand. Det var næsten ikke til at komme til for sportsvogne, højglossede Harley’er og blondiner med meget store og meget gyldne Dior-briller. Carmel er sommerresidens for adskillige kendisser – Jennifer Aniston fra Venner, forfatteren James Ellroy, Fox-ejeren Rupert Murdoch, Brad Pitt fra Jennifer Anistons unge dage og Doris Day fra gamle dage. Og Clint Eastwood var borgmester fra 1986-88. Og ved selvsyn konstaterede vi, at et andet velkendt celebrity-par holder til i byen. Pandekagehuset var åbenbart ikke fint nok længere – næænej, “kom, Grethe, vi tager til Carmel, hvor ordentlige mennesker bor”.

Derudover spottede vi desværre ingen kendisser, selvom vi havde Radar Rie med. Vi lagde os derfor ned på stranden og blev lidt røde sammen med alle de andre. Og så gik vi ud i Stillehavet og fik blå tæer.

Med maverne fulde kørte vi ud for at se på træer. Basta. Jeg havde i et svagt øjeblik ytret ønske om at se Redwoods, for det har jeg aldrig set før. Og ganske vist er de aller største redwoods nord for San Francisco, men dem vi fandt på vores vej holdt sig nu heller ikke tilbage.

De største træer var godt 100 meter høje og omkring 1000 år gamle. Og som sædvanlig var der årstals-ringene på et fældet eksemplar – “Black Death, Europe”, “Columbus discovers America” osv osv. Jeg bliver lige imponeret hver gang.

Og må jeg lige indskyde, at det lykkedes os at finde anemoner, eller noget der ligner. Så selv om vi altså holdt min fødselsdag i Californien er traditionerne holdt i hævd.

Vi skulle derefter op til et Valley View-point. Et frisk lille hike i god varme på et par kilometer. Rie opdagede dog et advarselsskilt om tilstedeværelsen af mountain lions – et stort kattedyr (stort nok til at slæbe fire danskere op i et træ) der tidligere havde angrebet mennesker i området. Derfor skulle man sørge for at tale højt og i det hele taget gøre opmærksom på sin tilstedeværelse, så man ikke overraskede – og skræmte (gud forbyde det, da) – katten. Rie nåede således at genfortælle alle afsnit af BS og Bubber i mellemskinger råbestil. Ikke så mærkeligt at den der mountain lion ikke var til at se nogen steder. Til gengæld fandt vi en fantastisk udsigt på toppen.

Og her er pigerne. Udmattede og glade for at være på toppen. Og der grines af det med den mountain lion – “sikke da noget pjat”, siger Rie så vidt jeg husker, “jeg var ikke bange et øjeblik”.

Da vi kom ned igen, begyndte Rie dog pludseligt at opføre sig mærkeligt. Jeg ved ikke om det var en slags posttraumatisk stress efter alt det bøvl med den der mountain lion, men det sidste vi så til hende var, da hun forsvandt ind i den hule stamme på et gammelt redwood træ. En meget skræmmende oplevelse.

Vi andre lod Rie være Rie og Redwood Redwood og vendte snuderne mod syd. På vejen faldt vi over en solnedgangs-strand fyldt med sø-elefanter. Meget levende og meget larmende. Utrolig grim lyd det dyr laver – ikke så mærkeligt at de aldrig er en del af de der børnebøger “Hvad siger koen? Hvad siger grisen?” .. Hvad siger søelefanten? Hvad siger mountain lion??

En fin afslutning på dagen, inden vi fandt et hotel med terrasse ud mod Stillehavet. Vi spiste god mad på den lokale gourmet-restaurant (jeg fik bison) og drak os dus i lokale pinot noir-druer. Vi faldt omkuld så snart vi rørte sengen. Vi skulle jo være udhvilede, så vi kunne komme tidligt ud og drikke mere vin næste dag.

(fortsættes…)