Hvem ka’? Lifornien – del 2

Vi havde valgt vores overnatning med omhu, så vi ikke skulle køre så langt for at komme El Paso Robles (de Californiske bynavne kan godt få en til at tro, man er i Spanien). Men selv på vores korte vej dertil nåede vi at køre igennem nogle meget imponerende landskaber.

Paso, som de lokale kalder den, er en lille ikke videre interessant by, hvis det ikke var fordi der var fyldt med gode vingårde i oplandet. Vi skylder den dag i dag Agnete stor tak for at melde sig som designated driver på dagens rundtur. Især Rie, der indtil da havde været første-chauffør, havde ikke tænkt sig at lade denne enestående chance gå sin næse forbi. Prøv bare at se forventningens glæde i det her blik, da vi ankommer til vingård nummer 2.

Jeg indskyder lige en hurtig quiz på dette tidspunkt. Oprindeligt ville jeg have nægtet pigerne at deltage, da de kender svaret, men jeg tror ikke Rie kan huske så meget fra denne del af turen, så hun kan roligt komme med et bud. Her kommer spørgsmålet: Hvilket træ er der tale om her?

Californien er en stat, der ikke kun er naturskøn, men også rig på dyreliv. Vi har tidligere hørt om mountain lions. På vingård nummer 2 drak vi vores smagsprøver på deres udendørs terrasse i solen – i armslængdes afstand til denne lille kolibri.

Det er en lille, men fantastisk fugl, som jeg tidligere kun har set i fri natur i Brasilien. Den er lynhurtig og rastløs som en flue, og derfor var det svært at fange den med kameraet. Det lykkes dog at få at par gode shots, som jeg vælger at kommentere med citater fra wikipedia.

“The bill [næbet] combined with an extendable, bifurcated tongue, has evolved in order to allow the bird to feed upon nectar deep within flowers.”

“The two halves of a hummingbird’s bill have a pronounced overlap, with the lower half (mandible) fitting tightly inside the upper half (maxilla). When hummingbirds feed on nectar, the bill is usually only opened slightly, allowing the tongue to dart out and into the interior of flowers.”

“Hummingbirds do not spend all day flying, as the energy costs of this would be prohibitive. In fact, they spend most of their lives sitting, perching and watching the world.”

I sandhed et imponerende dyr, denne humming-bird. Efter at have besøgt en håndfuld vingårde, indlogerede vi os på et dejligt hotel med udendørs pool og spa. Vi havde det hele for os selv.

Pigerne fremviser her stolt deres negle, som de havde fået lavet et par dage forinden på Haight St. i San Francisco.

Og dette er så det naturlige tidspunkt at præsentere serien af neglebilleder. Jeg ved ikke helt, hvordan det startede, men det greb om sig. Anede ikke, at jeg havde sådan en negle-fetisch (anede faktisk slet ikke der var noget, der hed negle-fetisch.

Læg for øvrigt mærke til hvor store de vildtvoksende liljer er (store nok til at slæbe fire danskere op i et træ). Jeg kan jo faktisk indskyde en ekstra quiz på dette tidspunkt: Hvem er “world’s greatest handmodel” her? (og igen tror jeg roligt, vi kan spørge Rie).

Efter en middag på den lokale pizza-restaurant (lad os da bare kalde den det), en firser-farce med Kurt Russell og Goldie Hawn og en god nats søvn, vendte vi snuden mod San Francisco. Vi valgte hurtigruten på vejen hjem. Den bragte os igennem den ene trøstesløse by efter den anden, et sandt orgie af fastfood-kæder og absolut endeløse marker med vinstokke – det er efter sigende heromkring at de store industri-størrelse vinproducenter som fx Sutter Home får plukket deres druer af et vognlæs mexicanere.

Inden vi nåede San Francisco slog Rie lige vognen et smut forbi Berkeley for at vise os sit gamle hood. Og som enhver god chauffør, kiggede hun sig for inden hun skiftede vejbane.

(fortsættes..)