Agnete og jeg havde billetter til den udsolgte Autechre-koncert i Music Hall of Williamsburg i går. Vi havde glædet os meget til at se dette sky band, der på linje med Aphex Twin har været drivkræfter i udviklingen af den mere komplekse del af electronica-genren. For dem, der ikke kender det, er det måske på sin plads med et citat fra Wikipedia:
Many describe Autechre’s music as cold and austere, whereas others perceive a warmth and sentimentality that touches even the most cerebral pieces. Much of Autechre’s music has a strong focus on complex rhythm, driving percussion, and meticulous sequencing. Often unusual rhythmic loops repeat and change incrementally, with the music constantly in transition. Sometimes patterns are set against one another, implying several time signatures at once.
På allmusic.com kan man endvidere læse at de er “as close to being techno superstars as the tenets of the genre and the limitations of its audience will allow”. Og dét udsagn fik vi helt håndgribeligt forklaret i løbet af aftenen.
Bandet gik først på kl. 23.30 efter at andre elektroniske janitsharer havde varmet salen op. Et par ekstra skygger anedes i baggrunden på scenen og derefter blev al lys slukket på spillestedet. Kun exit-skilte og mobiltelefon-displays var synlige. Og så de små dispays og dioder på Autechre’s meget mærkelige udstyr. Musikken tordnede derudaf, og det lød rigtig, rigtig godt. Imponerende at de kunne koordinere musikken uden at have fælles computer-displays og uden overhovedet at se på hinanden.
Efter halvanden time stoppede musikken og man kunne svagt ane de to mørke skikkelser forsvinde hastigt ud backstage. Hele seancen viser på fornem vis en afgørelse forskel mellem superstars indenfor elektronisk musik og superstars i fx rock. Førstnævnte insisterer hårdnakket på, at deres person er uinteressant for deres musik. Derfor er der sjældent biografiske oplysninger på pladerne og stort set aldrig billeder af musikerne. Flere af de “store” navne – herunder Aphex Twin og Autechre – ser sig endda nødsaget til en gang imellem at udgive musik under helt andre navne, så deres berømmelse under det primære alias ikke kan lade folk forudbedømme musikken. Således er der stadig tvivl om hvorvidt electronica-duoen The Tuss, der debuterede med en særdeles godt anmeldt skive sidste år, i virkeligheden ikke er en duo og i virkeligheden ikke er ægteparret Brian og Karen Tregaskin som der ellers står på pladen, men derimod Aphex Twin iført skæg og blå briller. En af de ting, der startede spekulationerne var dels et stort musikalsk overlap, og dels at der på pladen bliver benyttet en ultra-sjælden og voldsomt dyr synthesizer (Yamaha GX-1) fra starten af 70′erne, der kun blev produceret i under 100 eksemplarer. Aphex Twin ejer én, Stevie Wonder en anden, Benny Andersson fra Abba en tredje. Men hvem ved… The Tuss kan selvfølgelig også bare være Benny Andersson der er gået nye veje? Det er ikke til at vide i den mørklagte electronica-jungle. Fx ville vi jo ikke engang kunne genkende Autechre på gaden.
april 17, 2008 kl. 6:42 am |
Spillede opvarmningen virkelig kun på elektronisk slagtøj? Jeg forestiller mig noget med nogle elektriske 80′er-trommer, og det kan vel sådan set godt lyde af noget interessant. Spørgsmålet er hvor længe…
http://ordnet.dk/ods/opslag?opslag=janitshar
Er i øvrigt i gang med at få hørt autechre ordentligt. Må sige det vinder ved nærmere gennemlytning, så hvis jeg nogensinde har sagt noget grimt om dem tager jeg det i mig igen.
april 17, 2008 kl. 3:22 pm |
Vi kan også kalde det elektronisk gøgleri, så.
Godt at høre at de har fået en chance til. Og ja, jeg er da helt sikker på at du har sagt noget grimt om dem
april 18, 2008 kl. 4:55 pm |
Uuuh, det dér “vi vil ikke ses”, det må jeg indrømme, at jeg har det lidt ambivalent med. På den ene side køber jeg argumentet, og det er jo meget enkelt og gennemført – på den anden side synes jeg, at det er noget studentikost fis, noget konceptuelt pjat, der kunne være noget, en kunststuderende havde fundet på i 70′erne.
Nu kan jeg jo godt lide, når man fx kan se, at trommeslageren spiller godt (fx ham fra Trans Am), og det visuelle er jo trods alt også en del af en koncert – ellers har jeg sådan en behagelig sofa, hvor jeg hellere vil høre skiven (selvom jeg kun sjældent drikker mig fuld, når jeg sidder derhjemme og hører plader).
De gange jeg har hørt elektronificeret musik live, har jeg dog måtte erkende, at jeg ikke nødvendigvis synes det er noget, der hænger særlig godt sammen med at stå og kigge på kunstneren; jeg fanger som regel ikke, hvad det helt præcist er i ham programmøren, der står og kigger på sin laptop (han kunne for den sags skyld skrive mails til sin mor – jeg forstår det ikke). Så, i dét lys er det jo fint, at koncerten foregik i total mørke – jeg ville skam gerne have oplevet det.
april 19, 2008 kl. 10:57 am |
Ja, det ly’er i hvert fald spænden’, det gør det.
Jeg kan huske engang jeg var til koncert med TV-2. De sagde de var ‘ægte glade’ for at være der på Femøren den dag. Det var bare rigtig fint.
Med hensyn til elektronisk musik, så hænger jeg stadig fast i undergrundsbandet Frokost. Det er dem med de helt vildt gode, men lidt for korte numre.