Hvem ka’? Lifornien – del 3

Note to self: skriv aldrig ” – fortsættes – “ for enden af et blog-indlæg. Nu her en god måneds tid efter at vi har været i Californien er det majet, majet svært at få skrevet tredje del af blog-indlægget færdigt. Men nu har jeg lige en ledig stund her i København, og så skal der dæleme lukkes nogle huller. Here goes…

Til forskel fra New York er husene i San Francisco lave – formentlig på grund af den høje jordskælvs-frekvens. Og så er de typisk lavet af træ (hvilket dog gør at de stadig kan blæses omkuld af lunge-tunge ulve – lærte vi ingenting af gris #2??). Derudover er gaderne brede. Og stejle.

Jeg fandt ud af, at det er ret svært at tage billeder, der viser hvor stejlt noget er. Man kan få en fornemmelse for det til venstre i billedet med dørene. Jeg har hørt fra pålidelige kilder (far, og senere verificeret af Wikipedia – eller er det omvendt?), at den stejleste gade i San Francisco har en hældning på 21%. Og det er faktisk rigtig, rigtig meget. Men så alligevel… når man så dykker ned i al det der med hældning, så virker det lidt tamt.

En stigning på 100% svarer til 45 grader. Allerede dér er jeg skuffet. Jeg havde ligesom rent logisk gået ud fra, at en 100% stigning ville være lodret. Nuvel. Den grå linje er altså 100% stigningen. For at have et sammenligningsgrundlag har jeg sat den grønne linje ind – det er den maksimale hældning på Alpe d’Huez – 14%. Den blå linje er Hyde Street i San Francisco med sine cirka 21%. Er det bare mig, eller ser det alt, alt for nemt ud at cykle op ad den?! Sidste referencepunkt er den røde linje, der med høj akkuratesse repræsenterer slutningen af Vasevejs-bakken i Birkerød på vej mod Holte Atletikklub og som undertegnede pryglede igennem hundredevis af gange i firserne og halvfemserne.

Her hjælper nogle garager med at ane hældningen.

Nok om stigninger. En anden forskel fra New York er sporvognene – her repræsenteret ved den luftbårne del af deres infrastruktur.

Endnu en afgørende forskel mellem de to byer er, at San Francisco er grøn! Selv parkeringshusene! Hvad er der nu galt med grå beton, majestætisk mørtel?

Det var rart at se San Francisco igen. Sidste gang var med Hanefar, Pinholt og Jakowski alias Overspringshandleren (eller er det Overspringsgrossisten?) i foråret 1996. Jeg sørgede selvfølgelig for at gense nogle attraktioner, eller bare lokationer som i mindernes tumultariske land er blevet gjort ret så legendarisk-fantastiske. Her fx den biograf hvor Hanefar og jeg så Tom Waits-filmen “Big Time” og ved et uheld bad om både smør og tør-gær på vores kubikmeter popcorn (vi tog én mundfuld hver).

Og selvfølgelig var vi også et smut nede ved den der bugtede, stejle gade, som jeg aldrig kan huske hvad hedder, og som jeg af princip nægter at slå op på Wikipedia i protest mod min dårlige hukommelse.

Men jeg fik også set nye ting. Og jeg lærte nye ting. Kig fx godt på de her kraner i industrihavnen:

Nu har jeg jo altid været en sucker efter klassiske industribygninger – Svanemølleværket og den slags. Kraner er også en sikker vinder hver gang. Men samtidig ved jeg at der findes folk, der synes det er forfærdeligt grimt. Men måske de ville udvise en anelse mere largesse, hvis de vidste, hvilket potentiale sådanne øjebæer rummer.

George Lucas blev nemlig i følge Star Wars nørde-annalerne inspireret til sine onde Walkers af netop disse kraner. Nu er jeg så bare spændt på at se, hvad der kommer ud af Svanemølleværket, Prøvestenen og gastanken ved Amager Strandpark på de danske lærreder i den nærmeste fremtid.

Så lærte jeg også at nogle områder i San Francisco (fx Mission, hvor vi boede hos Marie Mi) er berømte for deres bemalede huse. Hvert hus havde sin farve – lidt som at gå rundt omkring Lars Bjørnsstræde – men så bare i større stil. Og selvfølgelig er der nogen, der ikke kan nøjes med baggrundsfarver men absolut skal tage tingene ud i ekstremerne.

Og så opdagede jeg, at man kan købe mange fede ting i San Francisco. Ikke at New York nødvendigvis er et halvtomt russisk supermarked til sammenligning, men det var ligesom at man bare kunne få nogle lidt andre ting herovre.

Trøjen til dem, der er really, really, really good looking (har jeg refereret til Zoolander før??)

Trofæet til dem, der er really, really, really religious.

Vitrine-vinderen til dem, der har really, really, really dårlig stil.

… og Bermuda-shorts til Rie.

Vi tog også en tur til Berkeley, hvor Rie boede for et par år siden. Nu var det hendes tur til at være guide, så vi fik rundhåndet udpeget diverse fakulteter, fraternities og alt hvad der var freeesh. Her en meget aktiv valgkamp til diverse uni-udvalg.

Jeg tog hjem til New York et par dage før Agnete (”Goddamnit, Agnete, I’ve got a family to run and a screenwriting course to take care of..”). Og hvad sker der så?? Jeg når dårligt nok at vende ryggen til, før pigerne går på gaden – fuld demo, kampklædte, med slogans, ræverøde paroler og ned-med-systemet-agtige. Jeg får helt ondt af den der stakkels olympiske fakkelbærer, der måtte gemme sig i et pakhus i San Franciscos industrikvarter. Når først biokemikere bliver politiske, så kan de være meget, meget overbevisende.

I øvrigt har jeg studset over at folk altid er ubetinget for tibetanske munke. Danskere plejer jo ikke ligefrem at være vilde med religiøse fanatikere. Er man nødvendigvis altruistisk bare fordi man er asket? Er munkene i Rosens Navn forbilledlige? Er Dalai Lama overhovedet flink – han sidder jo bare og griner hver gang man spørger ham om noget? Det er som om munke har opnået panda-status. “Munke – de er bare så søde”. Hvornår tager Wullfmorgenthaler fat i det her sprængfarlige emne??

Men på trods af den formentligt gode sag, den generelle free-spirit i San Francisco samt min forståelse for behovet for at komme ud med frustrationer, så burde jeg måske nok i bedste Bonus Pater-stil (tak for ord, Torsten) have advaret pigerne om, at den kinesiske efterretningstjeneste ikke er en fjende, man ønsker at træde alt for eftertrykkeligt over tæerne.