Sunday, sweaty sunday

Ja, så er vi begge tilbage i New York, og det lader til at jeg har taget det gode danske vejr med mig – og så bare gjort det endnu mere ekstremt (vi er jo i USA). I dag nåede termometret op på 34 grader, og vi skal lige have én til dag i morgen med 36 grader, før vi kan nå ned lige under de 30 igen.

Hvad laver man på så varm en dag, er der måske nogen der spørger. Først vælger man en tur i fitness-centret til en ordentlig omgang full-body workout. Det skal lige siges, at jeg ikke har trænet i 5 uger, så i løbet af denne ene times træning var der nok omkring en håndfuld gange, hvor jeg tænkte ved mig selv, at “det her overlever jeg ikke”. Stakåndet, storsvedende og stolt af at være i live fik jeg kæmpet mig hjem igen (en stroppetur på små 200 m). Undervejs glæder det mig at se, at jeg ikke er den eneste, der er ved at gå til af varme – andre har bare fundet mere behagelige måder at omgås den på.

Herefter beslutter Agnete og jeg, at vi skal forsøge at komme ind til den “hemmelige” Gnarls Barkley-koncert i Fillmore NY. Det er sådan, at Myspace arrangerer en række Secret Shows rundt omkring i USA. Og i anledningen af at være nået til koncert #150 fandt man så et stort band – Gnarls Barkley. Koncerten var gratis, og det var først til mølle. Så vi troppede op et par timer før, stod lidt i kø og fik vores billetter. I øvrigt er det ingen sag at stå i kø, når man kan kigge på typer som ham her.

De skotsk-ternede bukser godt oppe over taljen, en hurtig top svunget omkring torso, et flettet regnbue-bælte og et par solgule mokkasin-snabelsko (det er vist det tætteste jeg kommer). Læg dertil en kokosnød-taske over skulderen, og SÅ er vi ved at være der. Om 5 år går alle i det her i Danmark – men med det her lille modetip kan I jo passende tyvstarte lidt.

Koncerten bestod af tre bands. Det første var Janelle, en petite sort pige med Radio Egon-hår, de mest rastløse dansemoves (her fra en anden koncert men med samme tøj på) og en meget stor stemme.

Andet band var Battles, der vist lige var noget for hr. Staalby. En voldsom omgang loops, post-post-postrock med en ironisk distance og en trommeslager næsten på niveau med ham fra Trans Am (som for øvrigt spiller i næste uge).

Og så til sidst fik vi fornøjelsen af Gnarls Barkley. De kom ind i gallatøj, men jeg tror ikke de havde nået at spille første nummer færdig før forsangeren Cee-Lo måtte overgive sig og ty til undertrøje-looket.

Han kommenterede stort set mellem hvert nummer hvor varmt det var – hvilket dog samtidig gav ham anledning til at opfordre pigerne til at “free the titties”. Til venstre i billedet skimtes lige den anden bagmand, Danger Mouse. Han spillede hele koncerten med ryggen til publikum og var i det hele taget ligeså indelukket, som Cee-Lo var udadvendt.

Varmen nåede et niveau, hvor man kan mærke sveden dryppe ned ad ryggen. Og jeg stod vel at mærke i undertrøje og shorts som så mange andre. Det lagde også en vis dæmper på aktiviteten på gulvet, så selv om de spillede alle hitsene, så blev der altså ikke danset ligeså meget igennem som i videoerne.

Trods den ulidelige varme holdt bandet skansen og den karismatiske Cee-Lo imponerede med sin hæse og mærkeligt lyse stemme, der ikke lyder som om den bor i den der store krop.

Da koncerten sluttede var det helt rart at komme udenfor og køle af i de små 30 grader. Her lidt Hornsleth-hår med wetlook. Så fik vi skudt anden halvdel af vores New York-ophold ordentligt i gang.