Landsbytossen

De største glæder er tit dem, der kommer uanmeldt. Således også med David Sedaris’ nyeste bog “When you are engulfed in flames”, der pludselig stod foran mig hos vores lokale bogpusher.

Der er gået mange år siden Lee og Caroline introducerede mig (og Jakob) til Sedaris med et eksemplar af hans fantastiske memoir “Me talk pretty one day”. Så gik der et par år inden den ligeså imponerende fortsættelse “Dress your family in corduroy and denim” udkom, og nu er vi så nået til tredje primært selvbiografiske værk.

For dem, der ikke kender Sedaris, så er han en amerikansk forfatter, der i mange år har boet i Paris. Han fortæller meget selvudleverende (og sikkert meget overdrevet) om sin opvækst, sin lettere dysfunktionelle familie, sine manier, sin hang til stoffer, sin homoseksualitet og sin evne til at tiltrække mærkelige begivenheder i de mest normale omgivelser. Der er bare ét problem med hans bøger: De er for morsomme.

Jeg havde faktisk lovet mig selv aldrig mere at læse hans bøger i det offentlige rum, efter at jeg gentagne gange havde grædt af grin i S-toget. Ikke bare sådan noget med småfniseri eller en skæv mundvig i kombination med et fnys gennem næsen og et let anerkendende “det var nu faktisk meget sjovt”-nik bagover med hovedet. Nej, hulkende af grin med tårerne trillende ned ad kinderne – akkurat som i timerne i skolen, hvor man for alt i verden ikke måtte grine men var ude af stand til at stoppe det. Da jeg nødigt ville fremstå som den lokale utilregnelige togtosse, svor jeg højt og helligt efter et par af disse hændelser, at David Sedaris kun måtte læses i privaten.

Indtil i dag altså. Jeg tog en tur til Williamsburg i Brooklyn for at få lidt landsby-stemning og frisk luft, nu hvor temperaturerne har nået de 36-37 grader. Jeg fandt en fin café, scorede mig en iskaffe og satte mig i hjørnet, bevæbnet med “When you are engulfed in flames”. Og det startede så godt. Jeg var helt ovenpå og cool med situationen. Et behersket fnis her, et anerkendende fnys dér. “Jeg er ovre min Sedaris-krise”, nåede jeg lige at tænke. Og så dumpede jeg ellers lige ned i en historie om hans retrospektive tøj-tips – hvad han har lært gennem sit liv at man ikke skal have på. Det er ikke til at genfortælle historien i korte træk, men min egen historie er en hel del lettere: Jeg kom ind i en farlig latter-frekvens, hvor rystelserne fra det tidligere grin stadig sad i kroppen, når jeg var klar til at læse videre. Og så blev næste bølge ellers forstærket af forrige bølge. En ond, ond cirkel. Da det gik op for mig, at flere og flere kiggede mærkeligt på mig (måske for at se om jeg var okay), besluttede jeg at forlade caféen (grinende, naturligvis), kæmpe mig forbi en stribe homeboys på min vej mod East River mens jeg bag mine trækninger i ansigtet desperat prøvede at tænke på noget andet, for til sidst at havne i en mindre park helt ned til vandet. Her kunne jeg endelig i ro og fred og med udsigt til Empire State Building og rig mulighed for at grine højt få læst en times tid – kun afbrudt af et par ture hen til den opstillede vand-dyse så jeg kunne være inde i mig selv igen. Fra nu af må David Sedaris kun læses hér.