Den personlige Gud og teenage Jesus

Agnete har været i Philadelphia det meste af ugen. ISSCR (jeg vil nødigt lave bloggen overpædagogisk, men here goes: International Society for Stem Cell Research) afholder en konference i byen. Jeg havde egentlig først tænkt mig at tage derned i løbet af weekenden, men besluttede efter nøje overvejelse at agere spontant, så jeg lagde frejdigt $10 og hoppede på en kinabus torsdag eftermiddag. Det er en tur på 2,5 time, hvoraf den halve går med at køre de 2-3 km ud af Manhattan. Philadelphia – lad os sige Philly fra nu – var USAs første hovedstad i slutningen af 1700-tallet. I dag er det landets sjette største by målt på befolkning. Der bor ca. 1,4 mio. mennesker her.

Jeg startede mit besøg med en tur i Hotel Marriott’s hot tub. Jeg ved ikke hvad den biologiske årsag er, men er der nogen der kan forklare mig, hvordan Agnete uden et sekunds tøven kan glide ned i halvkogende vand, mens jeg med langsom rædsel ser hvordan mine fødder bliver forvandlet til hummerkløer. Efter et solidt minut på kanten er jeg mør og kan gå i til knæene. Når Agnete er på vej op, er jeg næsten nede. Og lige omvendt med koldt vand: 7 vilde heste kunne ikke trække Agnete ind i et koldt bad eller en pool på under 20 grader. Som reklamemand lykkedes det mig at sweet-talke hende til at tage en forfriskende efter-dukkert i det store bassin (helt normal swimmingpool – ingen pingviner her). Jeg nåede nærmest ikke at se krusningerne på vandet før hun var oppe igen og på vej til omklædningsrummet. (Hvis nogen mod min forventninger skulle finde på at svare på denne bio-gordiske knude, så vil jeg på det bestemteste fraråde at nævne fedt-teorien.)

Det er begrænset hvad jeg ellers har nået at se i Philly. Vi bor på grænsen til Chinatown lige ved det fantastiske Reading Market, hvor alskens madboder tilbyder lækkerier. Jeg har således fået min første Amish grapefrugt-juice og blåbær-yoghurt.

Der bor eftersigende mange Amish-folk her i Pennsylvania, og nogen af dem tjener altså et par basseører her på markedet. Gad vide hvad man bruger sine penge på, når man ikke skal have verdens største fladskærm, en ny bil eller et mintgrønt Smeg-køleskab? Så vidt jeg kan læse mig til (tusind tak, Wikipedia), så har vi købt vores blåbær-yoghurt af Old Order Amish-medlemmer. Amish-folket kom til USA fra Schweitz i 1700-tallet og deles i dag op i den førnævnte retning og … New Order Amish. Old Order går i traditionelt tøj, mener at elektricitet og telefoner er døgnfluer der ikke skal ind i deres hjem, undgår værnepligt og nægter at modtage penge fra staten. Jeg vil godt for en god ordens skyld sige, at min blåbær-yoghurt stod i en kølemontre. New Order-medlemmer kan man ikke fysisk skelne fra en hvilken som helst anden blegfed amerikaner. Det skulle da lige være på sproget, som bliver kaldt Pennsylvania Dutch. Engelsk er andetsproget, som man lærer i skolen. Amish-folket skulle dog ikke være det eneste eksotiske religiøse indslag på denne dag.

Da Agnete havde lidt fri mellem to talks (i folkeskolen havde man timer, i gymnasiet skulle man til undervisning, på uni fulgte man forelæsninger og på ISSCR-konferencer overværer man talks) tog vi en gåtur ned i den gamle bydel. Hernede finder man en ordentlig omgang kulturhistorisk stolthed. Her hænger bl.a. Liberty Bell, der symboliserer USAs uafhængighed, her er huset hvor uafhængighedserklæringen blev underskrevet, og så er der et nyt stort Constitution Center, hvor man kan komme ind og lære om hvordan det amerikanske system er bygget op (det burde jeg måske nok lige smide et par timer efter). På en opslagstavle kunne skolebørn og alle andre skrive hvilke kvaliteter de helst ser i USAs kommende præsident. Her er en håndfuld bud.

Vi fandt derefter et Kvæker-hus. Det er svært at vide, hvilke forventninger vi havde til det, eftersom vi faktisk ikke rigtig vidste hvad Kvækerne – eller Religious Society of Friends som de også kalder sig – egentlig går og foretager os. Jeg kender dem primært fra mine eksil-havregryn, Quaker Oats, og det gør de helt udmærket, selvom det jo aldrig bliver Kornkammerets økologiske finvalsede.

Kvækerne er en nærmest anti-dogmatisk religion. De har ingen kirker, de har ingen præster. De læser godt nok Biwlen, men jeg fornemmer ikke at de pisker sig selv, hvis det ikke lykkes dem at memorisere Markus 13:23. Vi faldt i snak med en repræsentant, der fortalte os, at det, der binder Kvækerne sammen som gruppe er, at de tror på en indre gud. Der kan ikke komme en præst og fortælle dig, at nu har gud sagt dit og nu har gud sagt dat og i dag er gud rimelig sur på dig og i morgen er I bong-kammerater igen osv. Men får sit religiøse kald ved hjælp af … stilhed. Så til deres fællesmøder er der sat tid af til, at ingen siger noget. Det er sådan noget vi andre kun har, når der er en kongelig, der dør eller hvis det er sket noget helt forfærdeligt. Hos Kvækerne er det altså en fast bestanddel, når man skal finde sin egen gud.
… og her tager vi lige 2 minutters stilhed inden vi fortsætter …

Derudover var Kvækerne den første religion i USA, der aktivt modarbejdede slaveriet. Også ligestilling mellem kønnene har de gudhjælpemig kastet sig over (er det kun mig, eller bliver de Kvækere hurtigt lidt tossegode?). Og så gør de meget ud af simple living. Man skal ikke eje mere end nødvendigt. Feng Shui mig her… stor vil min glæde være, når jeg en dag får besøg i mit nye hus og mine gæster siger: “holddaop, der er sørme nogen der forstår at lave det sådan rigtig dejligt Kvæker-agtigt”. Her er et billede af deres store mødesal, som for øvrigt var fyldt til randen, da vi ankom. Læg mærke til at der er utroligt lidt bladguld herinde. Og de har virkelig formået at skjule de gotiske søjler, skrifteboksen og mosaikvinduerne godt.

Det var dejligt at møde så skrift-pragmatisk en religion. Især i vore dage hvor religion pludselig spiller en irriterende stor rolle i det offentlige rum, er det rart at opleve at nogen prioriterer det personlige gudsforhold højere. Til gengæld er det svært at forstå det religiøse i Kvækeriet. Godt nok har de en gud, men så vidt jeg kan se har de ingen moralfilosofi à la De Ti Bud og den slags, som religioner jo normalt er storleverandører af. Jeg kan så også læse mig til, at nogle Kvækere nutildags ikke vil finde sig i at blive kaldt en kristen religion, men hellere påtager sig et label som universalister, agnostikere, realister, humanister, post-kristne (noget for dig, hr. Staalby?) og sågar ateister! Så har man hørt det med. Det minder mig om et interview med Morten Grundwald hvor han betegnede sig selv som kristen ateist – jeg blev dog så forvirret af at se på hans briller, at jeg først kommer i tanke om det nu her flere år efter. Nå, men i bund og grund mindede vores besøg i Kvæker-hytten egentlig mest om en kaffeklub-møder-benetonreklame/unicefkalender. Meget hyggeligt og meget flinke mennesker. Og må jeg lige tilføje en kommentar til vores museolog: I Philadelphia har de historiebænke rundt omkring i byen, hvor man kan sætte sig og få en lille mundfuld historieformidling af en guide (det er vist den gamle historie om Muhammed og bjerget osv). Men fint var det i hvert fald. Her et billede af Kvækerne selv, netop som deres graduation-event er overstået i mødesalen.

Fredag eftermiddag blev jeg nødt til at tage bussen tilbage til New York, da jeg havde en billet til den meget hypede Teenage Jesus & The Jerks-koncert i Knitting Factory. TJ&TJ blev dannet i 1976 af megafurien Lydia Lunch, 16 år gammel.

De eksisterede kun i et par år, spillede en del koncerter, udgav meget lidt musik, men fik uforholdsmæssigt meget indflydelse på senere bands i den musikretning, der hedder No Wave. Der er New Wave og der er No Wave. De to stilarter startede stort set samtidigt i slut-70′ernes New York. New Wave var det tidlige Talking Heads og No Wave var TJ&TJ, DNA og en håndfuld år senere Sonic Youth. Jeg kan se gode ting i begge genre, men hvis jeg skal prøve at definere dem en anelse, så reagererede de begge mod konventionel rockmusik men brugte konventionelle rockinstrumenter. Forskellen mellem de to er blandt andet at New Wave-bandsene kunne spille på deres instrumenter og at No Wave ikke ville. Behøver jeg sige, at No Wave var meget vredere end New Wave? Nuvel, selv blandt No Wave-bands står TJ&TJ som noget ekstra voldsomt og specielt. Og dét skal jeg ellers lige love for at jeg fik at opleve.

Anledningen til koncerten var at Sonic Youth’s Thurston Moore netop har udgivet en bog om No Wave-scenens betydning for musikmiljøet i New York i 80′erne. Så han havde fået overtalt Lydia Lunch til at gendanne bandet for to eksklusive koncerter fredag aften til at markedsføre denne bog. Jeg var altså i bund og grund til bog-reception – jeg forestiller mig dog, at den slags går lidt mere stille for sig i det Berlingske Hus og på Gyldenpral.

Inden koncerten startede kunne man på den anden side af gaden gå rundt i en udstilling med billeder fra bogen og montrer med sjældne vinylsingler fra dengang. Det var naturligvis et orgie af kendis-spotting (altså No Wave-kendisser, forståes). Jeg vadede således rundt blandt (naturligvis) Lydia Lunch og Thurston Moore, og derudover Lee Renaldo (Sonic Youth), Martin Rev (Suicide), Don Fleming (Sonic Youth-producer) og Bob Bert (Pussy Galore/Sonic Youth). Og der har utvivlsomt været mange flere. Hvad skulle alle de semi-gråhårede folk i sort tøj ellers lave på Knitting Factory sådan en højhellig fredag aften?!

Opvarmningsbandet hed Information og var også et blast from the past. De var helt igennem elendige og så var det top-ynkeligt at se et band med Poul Nesgaard på guitar, Krummefar på orgel og Søren Gade på vokal stå og råbe “DESTROOOOY”. Her var det heldigt at No Wave-numre generelt er superkorte. Der går sjældent mere end 1-2 minutter og så er dén brandskid slået.

Og så gik Teenage Jesus & The Jerks på.

Lydia Lunch iført sort guitar gik på scenen sammen med den oprindelige trommeslager Jim Sclavunos (der også spillede trommer på Sonic Youths første plade og nu for Nick Cave). Da bandets oprindelige bassist er gået hen at dø i mellemtiden, spillede Thurston Moore bas i dagens anledning. Koncerten varede i henad 30 minutter, hvilket i følge de rockhistoriske annaler nærmest er en lang TJ&TJ-koncert. Jeg mistede fuldstændig tal på hvor mange gange hun fik sagt “Fuck you!” til publikum og hvor meget hun hadede New York. Joo, det var skam en aften i festligt lag med vennerne. På trods af hendes ofte latterlige vredes-udbrud (de blev dog mere reelle, når publikum svarede igen), må jeg tage hatten af for bandets præstation. Ligesom Kvækernes simple living, så var det her simple music. Ikke nogen unødvendige dikkedarer. Der blev spillet på én tromme og ét bækken. Det var sådan helt primal-voldsomt. Der var fuld skrald på guitar og bas, og selv om Lydia Lunch nærmer sig de 50 år, så var hendes stemme helt oppe at ringe. Her ser vi Lee Renaldos silhouet ved mixerpulten hvor jeg stod.

Det var helt tydeligt, at hvis man havde set det her i midt-70′erne, så var man strøget direkte ud for at købe sig en guitar så man kunne skynde sig ikke at lære hvordan man spiller på den, og så ellers danne et band. Efter at have svinet os til i 30 minutter slukkede hun forstærkerne og gik med en hjertevarm “Thanks for nothing”-hilsen. Selv tak, sortsmølf.

Og så skete der ikke mere den dag.