Lørdag, lørdag, what to do?? Hvis man ikke skal vaske tøj, købe toiletpapir, gøre rent i penthouset osv, så kan man jo passende gribe sin bedste sæbeboble-pistol og tage turen til Times Square, hvor årets formentlig eneste Bubble Battle løber af stablen.

Agnete og jeg mødtes med Kevin fra mit tidligere filmhold (i den gule trøje herover). Vi var svært bevæbnet med to hurtige pistoler til nærkamp og en batteridrevet fuldautomatisk – sæbeboblernes uzi, om man vil. En del af Times Square var for en sjælden gangs skyld spærret af i forbindelse med et marked, så hvad kunne være mere naturligt end at små 1000 mennesker udnyttede lejligheden til at overfalde hinanden med sulfo?

Det ser måske meget tilforladeligt ud – man får lidt fornemmelsen af at folk bare skyder op i luften, ligesom når der er fest på Gaza-striben, men tag ikke fejl: der blev angrebet på klos hold, nakkeskud var normen, superfeje angreb fra ryggen var reglen snarere end undtagelsen, og selv folk der lå ned på gaden og tryglede om nåde blev ikke skånet. Alliancer blev dannet, friends blev til fos og omvendt, taktik med fremlagt og revurderet – jooo, der var krig, var der, og alle trick gjaldt.
Med hensyn til våbenteknologi blev der præsenteret et bredt udbud af de seneste landvindinger – her et par eksempler:

Gazillion Bubbles herover er smart i kraft af sine mange boble-enheder og sit forholdsvist store sulfo-reservoir. Til gengæld er retningsbestemmelsen for random og afstanden til modstanderen skal derfor være meget lille. Tung at bære.

Placo Bubbles er overraskelsernes bubblegun. Handy, undseelig på overfladen, men tag ikke fejl. Placo leverer en gennemsnitsfrekvens på 5-10 bobler pr. sekund. Ulempe: skal dyppes i reservoir for hvert skud.

Fetch-a-Bubble er våbnet, hvor biologisk krigsførelse gør sit indtog i bubble battle. Egentlig beregnet til leg med familiens hund har Fetch-a-Bubbles sulfo tilsat et stærkt smagskoncentrat. En meget gennemtrængende lugt af lørdagskylling omringer fjenden med panikagtig hyperventilation til følge, efterhånden som denne batteridrevne enheds bobler når sit mål. Ulempe: ustabil hydraulik. Svigter for ofte i nærkampssituationer.

Bubble Battle stod på i næsten 2 timer. Og som i alle større krige var sejr en flertydig størrelse – vi var alle tabere med efterfølgende sår på sjælen. Min eftermiddag toppede dog med en særlig hæder – en fortjentsmedalje vil nogen sige – da min helt særegne kampteknik udløste et anerkende kompliment fra dagens hårdeste modstander: “Obi Wan has tought you well”.
