Vi havde aldrig været i Terminal 5 – et spillested helt ud mod Hudson River omkring Midtown. Agnete havde set, at Liverpool-bandet Ladytron skulle spille derude, så vi bevægede os north-northwest onsdag aften. Vi har haft nogle numre liggende med Ladytron siden de glade kollegiedage, men har aldrig fået chancen for at høre dem live (eller har bare ikke brugt den til noget før nu). De spiller en enkel og meget stilren elektronisk pop, dansabel og cool på samme tid. De har sikkert også en smart genrebetegnelse. Indietronica? Electroclash? Whocares?
Vi sprang opvarmningsbandet, norske Datarock, over og kom til direktørtider. På trods af denne overlegne holdning kom vi dog ikke ind i VIP-rummet. Det gjorde Debbie Harry til gengæld. Vi stod nu også fint hvor vi gjorde, lige bag mixerpulten, hævet op så vi kunne se alt. Nej, virkelig.. ALT.
Terminal 5 er et pænt stort spillested. Lidt større end Store Vega i grundareal og så med en ekstra balkon. Der kan være 4000 mennesker, og det skal der nok nogenlunde have været. Der var i hvert fald godt fyldt op.
En ting man må give Ladytron er: de har stil. Et meget stilrent og lækkert lysshow var kulisse, og de to meget stilrene og lækre piger var i front og ikke Børge fra Olsenbanden, der spillede bas. Og så havde den af pigerne med de længste ben (tilfældigt parameter for at kunne skelne) en meget underspillet og overlækker måde at tappe rytmen med sin ene fod. Det havde Børge sikkert også, men det fik jeg ikke lige tjekket.
En ting man må kritisere Ladytron for er: de har ikke så meget andet end stil. Dels sang pigerne pivfalsk meget af tiden, dels havde de ringe publikumskontakt, hvilket muligvis var et Kraftwerk-inspireret gimmick, men det virkede ikke så overbevisende, når Børge samtidig stod og rystede heavyhåret i baggrunden. Og derudover lød alle numrene mere eller mindre ens med en helt overdreven brug af oktavbas og Tommy Seebach-trommer og den der kværnende dybe oldschool keyboard-baslyd, som Trans Am også bruger (dem var vi for øvrigt til en lidt sløset koncert med i sidste uge). Ja, 80′erne var fede. Men nej, SÅ fede var 80′erne heller ikke. Bandet har i mine ører låst sig for meget fast på at lyde retro og være modelækre. Men så fik vi til gengæld des mere tid til at kigge på det fine lysshow.
Det var sjovt at se dem og sjovt at være i samme rum med så stor en overrepræsentation af lesbiske par, men musikken som sådan gør sig bedre på deres plader. Her til slut et par af vores egne favoritter fra de tidlige skiver.
