Farver og striber

Det er yderst sjældent, jeg møder nogen, jeg har mødt før her i New York. Hvis man ser bort fra ekspedienterne og de lokale forretningsdrivende samt den stakkels Vietnamveteran på Spring St og den hjemløse John, der tjener lidt basseører ved at feje foran områdets butikker, så er der faktisk utroligt langt mellem “jamen, er det ikke….?” og “hende derovre går også nede i fitness centeret” osv. Det er én gang lykkes mig at møde den samme ex-Kunde kollega to gange på en uge på gaden, men ellers er genkendelsens glæde sjælden.

Derfor kan det nok undre, at både Agnete og jeg forleden sagde i kor “ham dér så vi da også i 2006″, hvor 2006 refererer til vores 2 ugers ferie i New York hos Susan og Christian.

“Godt husket”, vil nogen sikkert sige.

“Fotografisk hukommelse”, udbryder flere.

“A mnemonic marvel”, tænker de fleste.

Man siger godt nok, at det er nemmere at genkende end at genkalde, altså at beskrive. I kan jo selv prøve at beskrive en nær slægtning uden at kigge på ham/hende. Held og lykke, hr. Polititegner. Men i vores tilfælde tror jeg ikke vi ville have haft så store problemer med at genkalde heller.

Søndag var der Gay Pride i New York. Paraden startede oppe ved 54 St og endte i Greenwich Village, ca. 50 gader længere ned. Ikke nogen kort tur for d’herrer i korset og stiletter str. 45. Vi havde lavet et kombi-arrangement, så vi kunne se EM-finalen på en bar i Greenwich og derefter gå direkte ud og lytte til al det feministiske bøsseævl.

Der var selvfølgelig alle de klassiske vogne med unge Adoniser i sæsonens speedofarver, der danser til en forholdsvist nem-at-huske technorytme ved lige omkring de 140 dB. Men så er der også alle individualisterne. Dem, for hvem en vogn bare ikke er godt nok. Dem, der ikke hyler blandt de ulve de er blandt. Dem, der træder de nye stier.

Gruppen af individualister er i sagens natur ret usammenhængende. Vi har minimalisterne – “hvis det var godt nok til Adam, er det godt nok til mig”:

Vi har den miljøbevidste, den oppe-i-tiden-grønne, den organiske individualist:

Vi har den spontane, den improvisatoriske individualist, der bygger sit kostume på sit liv som det udspiller sig her og nu. “Hvadharjegliggende? Hvadharjegliggende? Drinksparasoller!”

Vi har den kunstneriske, den romantiske ener med de bedrøvede øjenbryn og den elegant underspillede reference til den universelle sørgmodige klovn:

Vi skal heller ikke glemme den dekadente individualist, ham for hvem det ikke kan blive voldsomt nok, en homage til Dame Edna, så god som dagen er pang:

I den legesyge ende af spektret har vi genrekrydseren. Hvad er hun – påklædt? nøgen? En metaleg med symboler, en maskemager, en identitetsgøgler, en narrativ stratenrøver:

Og så har vi jo den Gamle Vise. En klassiker i enhver episk fortælling. Troldmanden, Gandalf den Grå, Gandalf den hvide, der Alte, druiden, homoernes Miraculix om man vil:

Og endelig er der dem, der starter dagen med de bedste intentioner: “I år skal jeg være med i indercirklen” – men som ender med selv at skyde det ene gode udklædningsforslag ned efter det andet:

For trivielt .. Been there done that .. For drenget .. For piget .. For kedeligt .. For dumt .. For 2007

..for til sidst ende i et suk og et formfuldendt “fuck it – jeg finder på noget fedt næste år i stedet”: