Kulturudveksling i Catskill

Nu ryger kronologien lige. Breeders-koncerten foregik efter dette indlæg. Er det væsentligt? Nej. Så vi kaster os bare ud i det.

Vores engelsk-amerikanske vennepar Dylan og Kathy havde inviteret os med på en telttur i Catskill, en bjergrig og skovklædt nationalpark et par timers kørsel nord for New York. Selv med sine 2800 kvadratkilometer (en tredjedel af Sjælland) er den en undermåler i sammenligning med New Yorks største park, Adirondack (hvor Sjælland kun ville udgøre en tredjedel). Er det væsentligt? Nej. Så vi går videre.

Vi tog Pinholt, Charlotte og Hanefar med – især sidstnævnte havde brug for frisk luft efter utallige besøg i støvede pladeforretninger. Programmet stod på afslapning og et enkelt Tube Ride – kort fortalt en tur på 1,5 time nedad en flod i et dæk. Meget underholdende, men i sagens natur meget svært at tage billeder af, da man havde travlt nok med at holde fast.

I stedet et andet aktivitetsbillede. Dylan demonstrerede, hvordan han både kunne gå på line og stå på én fod – også på line, forståes. Det lyder måske ikke forfærdeligt svært (det sagde jeg selvfølgelig også til ham), men efter at Hanefar og jeg selv havde prøvet, kan vi hermed krydse cirkusartist af på listen over potentielle fremtidige karrieremuligheder.

Hanen på slap line

Det var vores betroede hverv at købe ind til aftenbålet. Vi havde købt kød til en mindre hær i en længerevarende krig (hvem har nogensinde hørt om vegetarcamping?), så det er forståeligt at forventningens glæde var enorm, da der sidst på eftermiddagen kom gang i gløderne. Uheldigvis var det nogenlunde samtidig med, at himlen åbnede sig – vand i lårtykke stråler i en lille time. Muligvis godt for appetitten, men ikke optimalt for bålet. Der skulle dog mere til at slå Dylan ud.

Grillmeister Dylan

Og hvis han en sjælden gang hang med næbet over Sisyfos-arbejdet, var det så heldigt at vi havde overskuds-Agnete med. Hun ville dukke op bag en i de mørke stunder og udsende ligeså meget det-skal-nok-gå-altsammen-karma og good vibrations som man havde brug for.

Her kommer hun listende, netop som Dylan er ved at tabe modet

Til dessert var der grillede marshmallows. Stor var jublen og stemningen høj, da det gik op for den amerikanske del af selskabet, at Mikkel aldrig havde fået skumfiduser stegt over bål før. En så central del af amerikansk kultur – det var tydeligvis svært for vores venner at forstå at denne tradition ikke var blevet eksporteret til Europa sammen med alt det andet, de prakker os på. Jeg tror ikke ordene “ceremoniel indvielse” er for stærke i den her sammenhæng. Se dog, hvor han nyder det.

Hanen på vej i amerikanernes Circle of Trust

Når man får overrakt sådan en gave af de lokale, er det god skik også selv at give en. Mikkel var derfor ikke sen til at vise, hvordan et brændende grillspyd kan bruges til at tegne mønstre i luften. Det havde de indfødte ligegodt aldrig set før (alt foregik naturligvis med tegnsprog her ved det første møde). Men det var fantastisk at se, hvor hurtigt de lærer. Gruppens alfahan, Dylan, afprøver her den nye teknik med stor bevågenhed fra resten af flokken.

Dylan introduceres til den stolte tradition at lege med ild

For at forsegle de ubrydelige transatlantiske bånd og for at fejre denne New World/Old World kulturudveksling, skrev alle tilstedeværende deres navn i ild – en slags moderne blodsbrødre, om man vil. Bare uden al blodet.

Sarah

Todd

Pinholt (eller Pjerrot?? Det er vildt svært at læse ild-aramæisk)

Dylan

Tue Lue - hvis I forstår sådan en lille en

Agnete

Charlotte (aftenens længste navn)

Kathy (er det kun mig, der synes det ser dødsmetal-agtigt ud?)

Mikkel

Og så lykkedes det mig faktisk at få introduceret dette indlægs hovedpersoner til sidst i stedet for i starten. Kronologien er nu for alvor røget. Kald det narratologiske narrestreger. Kald det fjollet fortællestil. Er det væsentligt? Nej. Så vi slutter her.