Ignorance is bliss business

Ok, det startede med den der kanin i frisørsalonen. Og i dag blev Agnete og jeg så præsenteret for endnu en forvirrende vinduesudstilling – denne gang på Park Avenue, da vi var på vej hjem efter at have set Hitchcock’s “Strangers on a train” i Central Park.

En hånd i fåret er bedre end ti på taget - eller hvordan er det nu?

Hvorfor ligger de der får i en bunke? Og hvorfor er de lyserøde? Hvad er det, hun kommer i munden på fåret? Jeg tror det handler om at få forbrugeren til ikke at forstå – og så håbe på, at hun i sin mangel på sammenhæng forvilder sig ind i butikken, siger “ha, dér fik I mig alligevel. Respekt, du dragende semiotiske labyrint af en udstilling, du indretningsarkitekternes totem, du gådernes gatekeeper! Nåhm, jeg skal for øvrigt også bede om den der designer-guldkæde i vinduet der er lavet af en tuberkoløs 10-årig kinadreng i et sodfyldt kælderlokale, tak”. Jeg tror ganske enkelt vi er ude i postmoderne marketing (ret mig, hvis jeg tager fejl, Topper). Som bartender Moe forklarede sine venner Homer, Lenny og Carl, da han åbnede sin toptjekkede og topforvirrende postmoderne bar, “m”:

Moe: Welcome to “m,” hah? Heh, heh. So, what do you think of
the new joint?

Lenny: Wow, this place looks like it’s from the not-too-distant
future.

Moe: Yeah. You like it, Homer?

Homer: [looking at live rabbits wiggling in harnesses suspended
from the ceiling] Um, the rabbits are cute.

Carl: I don’t get all this eyeball stuff. Uh, what are they
supposed to represent? Uh, eyeballs?

Moe: It’s po-mo! [blank stares from all]
Post-modern! [more staring]
Yeah, all right — weird for the sake of weird.

Guys: Oooh!

Bare rolig (Her er Vejr/Miljø)

Jeg kan forstå, at sommeren går lidt på hæld derhjemme? Kulde og regn så langt øjet rækker. Bare rolig – sådan er det skam også her. Det er muligt I har hørt noget andet, eller læser modstridende oplysninger på nettet, men jeg siger jer: Det er vejrpropaganda og misundelses-mageri. I går ikke glip af noget. Der er ingenting at være misundelig over. Passér gaden.

Nææ, en trist omgang gråt-i-gråt, det’ hvad det er. Man må ty til indendørsfornøjelser, må man – rydde lidt op, gøre køleskabet rent, lave et par hits på guitaren. Eller læse lidt i sin bog. Jeg er gået i krimi-mode – en genre, jeg ikke er så velbevandret i. Jeg starter derfor med et par klassikere fra genrens begyndelse og ser hvad der sker.

I går fik jeg afsluttet Dashiell Hammets “The Thin Man” – og det var ikke den morder, jeg havde regnet med. Blast. Lige nu står den så på mord, mistanker og menneskelig tristesse i Georges Simenons “The Engagement” fra 1933. Jeg startede på den i dag og er allerede halvvejs igennem. Takket være et godt plot – og det dårlige vejr, naturligvis! Der er nu ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Men det kender I jo.

Men I kan jo ikke tåle alle de solbilleder - hvad skal jeg ellers gøre??

Vi tager til stranden med hinanden i handen

Jones Beach, Long Island

Søndag var Agnete og jeg på stranden for første gang. Vi havde længe talt om det, og endelig blev det til noget. Vi kunne muligvis godt have valgt en strand, der var tættere på, men tommelfingerreglen er, at jo tættere på, des tættere med folk. Det giver jo meget god mening. Så vi tog metroen til vendestationen omkring JFK lufthavnen, tog et regionaltog en halv times kørsel mod øst og derefter en bus en halv time mod syd (noget mere omstændeligt end at krydse Amager Strandvej i slippers og wifebeater), og så ankom vi til Jones Beach. Kæmpe strand med lækkert sand, lækkert vand og ulækkert måger så store som albatrosser.

Der er egentlig ikke så meget at fortælle, andet end at vi slappede af det meste af dagen derude – vi havde lejet en parasol til lejligheden – og at tiden gik med at læse i min krimi (“The thin man” af Dashiell Hammett) og den stak af sladderblade, som vi modtog sammen med gratiøse mængder slik fra reklameborgen for nylig.

Som på danske strande blev man nu og da vækket af lyden af små flyvere, der bar bannere med “Byens bedste bøffer” og den slags med sig. En af dem gav os også budskabet www.stopbirdporn.org – vi har endnu ikke fundet ud af, om det var en reklame eller en rig galning.

Men en anden form for luftbåren reklame var også til stede. Vi ser den en gang imellem over Manhattan, men det sker ikke så tit. Og nu fik jeg så lejlighed til at fotografere den.

Budskaberne holder kun et par minutter pga vinden

Det ser meget elegant ud, når de bittesmå skyer former bogstaver. Men det kan umuligt være billigt at sende 5 fly afsted for at skrive noget, der kan holde i ganske få minutter.

Flyprutter

Og mon ikke man som kunde vil være ret ærgelig, når piloten i fly nummer 1 er lige lovligt hurtig på aftrækkeren, netop som firmanavnet skal skrives?

De opgav at skrive resten af navnet og katapulterede i skam

Det har helt sikkert ikke været sjovt for piloten. Men så er det godt, at Jones Beach også bød på sådan en her.

Det skal nok gå alt sammen

Ikke et vejr at sende et band ud i

Nu roser jeg jo generelt New York meget. Det er en fantastisk by, fordi den har det hele og mere til. Men vi må jo heller ikke glemme, at det er hårdt sted. Der er hjemløse på Bowery, der er bandekriminalitet i Brooklyn, der er teenagenarkomaner på St. Marks Place osv osv.

Det værste er dog, at man vænner sig til det. Man bliver hærdet. Det bliver en helt naturlig ting af livet herovre. Selv om man ikke nødvendigvis ender på fornavn med sin lokale tigger, så får man dog sine favoritter. Agnete giver stort set dagligt lidt til manden rundt om hjørnet, der spørger om vi kan “help me get a bed tonight”, og jeg giver til den stakkels Vietnam-veteran og til John, der har sine ups-and-downs, men tjener en skilling ved at feje lidt foran forretningerne på Spring St. Og i dag så vi faktisk vores første tiggende Irak-veteran. Han har vel været omkring de 25 år, vil jeg skyde på. Hvis det skal gå ham ligesom det gik for Vietnam-veteranerne, så kommer han til at sidde der minimum indtil 2043. Men som sagt: New Yorkerne vænner sig til meget. Jeg så i hvert fald ikke nogen stoppe op og blive indignerede.

Det blev jeg til gengæld selv, da jeg var på vej ned for at møde Agnete ved Hudson River Park, hvor bandet Blonde Redhead skulle give en gratis udendørs koncert. Stærkt bevæbnet med kamera og paraply gik jeg de 3-4 kilometer derned i silende regn. Gaderne var om ikke ryddet, så i hvert fald mere tomme end normalt. Det er muligt jeg har passeret en del hjemløse med halvopløste papskilte, men jeg registrerede det nærmest ikke. Jeg er også blevet hærdet. Troede jeg, indtil jeg så DETTE syn.

Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd, med læderlap for øjet og om sin sko et bånd...

Det er muligt, at der er en logik (omend hård) i, at hvis man var modstander af krigene i Vietnam og Irak, så føler man ikke man har et ansvar for de soldater, der kæmpede for ens land. Man er ikke taknemmelig for noget, som man ikke ville have. Men Bamsefar-så-sød-og-rar??? Hvad kan han om muligt have gjort? Hvem har han trådt over fødderne med sine bløde, polkaprikkede poter? Ud på gaden kom han i hvert fald. Kasseret. Vejet og fundet for let. I silende regn. Hjemløs. Våd. Trist. Sulten, sikkert. Og alene, åh så alene. Og så i Greenwich Village – det pæne kvarter!

Nå, men jeg fandt Agnete under en paraply i en 250 m kø af paraplyer. En sjælden gang imellem bevægede køen sig lidt, men det var som om at der ikke skete det helt store. Agnete beholdt pladsen, og jeg gik op til indgangen for at sondere terrænnet. Sikkerhedspersonalet fortalte mig, at man overvejede at aflyse koncerten pga regnen. På det tidspunkt var den allerede 2 timer forsinket, hvor folk havde stået i silende regn. Da jeg spurgte til chancer og sandsynligheder, hviskede han: “If I were you, I’d just leave”. Så vi gik hen og fik middag på The Green Table (så lykkedes det, Marie Mi), og da vi kom ud igen var regnen holdt op, og koncerten var ganske rigtigt aflyst. Det var ikke et vejr at sende et band ud i, tilsyneladende. Bevares, tænk hvis de skulle få et par dråber på sig. Der er åbenbart forskel på folk. Nogen er inde i varmen, ombejlede, fans står i kø i timer. Andre derimod…

Og vender du tilbage i byger og i blæst, mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest...

Nu hvor vi var i området, besluttede vi os for at finde svaret på det efterhånden gamle spørgsmål om, hvem der har en kanin med laserøjne siddende i vinduet. Det viste sig jo svært at finde stedet igen, og vi havde da også problemer denne gang. Efter lidt uenighed og hårdnakket påståelighed fra især Agnetes side (selv om jeg naturligvis fik ret), fandt vi stedet. Svaret er: Det er der ingen, der har! Længere.

På en eller anden måde bliver det ikke mindre spooky af dén grund

Væk var den. Det lykkedes os at lure ind igennem en lille åbning i dørens ruder. Og her kommer så det rigtige svar.

En frisørsalon, såmænd

Der blev budt på sexshop, slagter, marskandiser og neglesalon/massage. Selv om der ikke var nogen, der fandt frem til det rigtige svar, så må jeg jo konstatere, at Rie med sit salon-gæt var tættest, da det handlede om noget plejning af kroppen. Hvilket så gør hende til vinder to gange i træk. Eller måske rettere: vinder af første quiz og “fremhævet med ære” i anden quiz. Til lykke, til lykke.

Jeg ville ønske, at jeg kunne svinge mig op til festhumør, tage festhatten på og lade champagnepropperne springe for Rie, men jeg synes måske nok, at vores allesammens tanker burde være rettet mod, hvad der mon er sket med den store kanin. Der er jo tydeligvis ikke brug for den længere. Og så kan jeg næsten kun forestille mig én ting…

Der står på kirkegården et gammelt frønnet bræt, det hælder slemt til siden og malingen er slet. Det er såmænd Jens Vejmands. Hans liv var fuldt af sten. Men på hans grav i døden, man gav ham aldrig én.

Lidt ligesom Woody

Jeg havde faktisk kun tænkt mig at skrive om vores lørdag aften på Roosevelt Island. Jeg havde forberedt billederne og det hele, men så kom jeg i tanke om at jeg i løbet af dagen også havde brugt det andet kamera. Da jeg så kiggede billederne igennem derfra, gik det op for mig at vi havde set den mest mærkelige mængde af ting i løbet af dagen også. Og så kunne jeg jo ikke nøjes mine soiree-shots.

Vi startede med den store yo-yo konkurrence på South Street Seaport – et historisk sted hvor New Yorks havn blomstrede op igennem 1800-tallet. Det var også her den daglige udlejning af slaver fandt sted fra. Indtil 1827. Mere om det senere (ja, vi kommer vidt omkring). I dag er stedet et af de få dedikerede turistområder, men der er tit koncerter og events på molen. Og i dag altså et større mesterskab i yo-yo.

Det så mere spændende ud i virkeligheden

De var samlet fra nær og fjern: USA, Australien, Frankrig og Japan (hvorfor overrasker det mig ikke at Japan er gode til yo-yo?). Der dystes i fem kategorier: 1A, 2A, 3… ja, osv. Vi nåede kun at se 1A, der er defineret ved én yo-yo og at man altid har fat i snorens ende. I de øvrige kategorier kunne man fx finde 2 yo-yo’er på én gang, yo-yo’er der ikke var forbundet med snoren osv. Når det gælder om at sætte regler op for yo-yo samfundet, lærer nød nøgen kvinde at spinde (hvis I forstår sådan en lille en). Det var meget imponerende og meget nørdet. Tydeligvis ikke en sportsgren man kommer i god form af. I øvrigt var det sjovt at se nærmere på et fagområde (for nu at bruge et stort ord), man ikke kender noget til. Hvem ved fx hvordan en professionel yo-yo spiller – hvis de overhovedet kalder sig dét? – fragter sine remedier? Jeg husker noget med bare at smide dem i baglommen på et par stonewashed kobojderbukser i 4. klasse, men sådan foregår det ikke længere.

Jeg følte mig helt nøgen ved at troppe op uden min yo-yo taske

I det hele taget er der sket ret meget på yo-yo fronten, siden jeg som 10-årig forgæves forsøgte at “gå med hunden”, som I kan se på denne video af den japanske mester, Black. Han var i øvrigt dommer ved dagens konkurrence.

Det var stegende hedt at stå i solen og kigge på nørder, så vi besluttede at gå lidt rundt på sydspidsen, hvor vi ellers ikke kommer så tit. Først gik vi ned for at se hvordan det gik med byggeriet på Ground Zero.

Stadig ikke imponerende højt

Jeg læste en artikel for nylig i Time Magazine eller Newsweek om hvor pinligt det er, at det ikke går hurtigere. Hvis der findes et byggeri af betydning for den nationale stolthed herovre, så er det det her. Og godt nok brugte de et par år at rydde op og holde arkitektkonkurrencer, men at de dårligt nok har fået lagt fundamentet, hvor kompliceret det end er, er langt fra noget der viser omverdenen at “USA er stærkest i modgang og rejser sig fra asken” og alt det der. Som artiklen rigtigt nok pointerede, er det jo bemærkelsesværdigt at Kina i samme tidsperiode (de har vidst at de skulle være OL-værter i 7 år) har rejst adskillige bygningsprojekter af samme kaliber. Og med en historisk lav dollar og dystre økonomiske udsigter, er der ikke meget comeback-kid over gennemsnits-amerikaneren lige nu.

Som jeg nævnte for nylig er jeg jo fordybet i New Yorks historie for tiden, så jeg ville gerne over at se Trinity Church, som var en af de første kirker på Manhattan. Den brændte så godt nok ned i 1776, da stolte amerikanske brandstiftere satte New York i brand for at få den engelske besættelsesmagt til at smutte tilbage til England. Kirken blev genopført (og ødelagt) flere gange, men kirkegården går tilbage til starten af 1800-tallet.

Gravsten ved Trinity Church

Ud over at det er meget dejligt lige at få et break fra de travle gader downtown, havde jeg også et specifikt formål med besøget. Jeg ville gerne finde graven for Alexander Hamilton, som jeg ikke havde hørt om før for 10 sider siden. Han var en begavet herre, der efter at være kommet til New York fra de vestindiske øer som forældreløst barn i midten af 1700-tallet, meget hurtigt steg i graderne og endte som finansminister for George Washington, som han også selv hjalp til magten. Det er ham, der formulerede en strategi om at det nye amerikanske land skulle være handelscentrum baseret på bankverden og ikke et landbrugsland – meget imod indenrigsminister Thomas Jeffersons ønsker (han var ret bange for storbyer, ham Jefferson). Det var Hamilton, der grundlagde det der skulle blive til New Yorks børs. Selv om han fik enorm indflydelse nåede han nu ikke at opleve det hele selv, da han kom til at duellere med en eller anden rival, som skød bedre end han selv.

Man kan ikke være god til det hele

Og så til næste sight. Kender I det, når man er ved at udvide sit hus med en ekstra tilbygning, og man så finder en slavekirkegård når man graver ud til fundamentet? Det var det, der skete i begyndelsen af 1990erne, da en regeringsbygning skulle have mere plads. 8 meter under jorden fandt man omkring 400 grave af børn, kvinder og mænd, alle slaver. Kirkegården ligger sådan cirka ud for Brooklyn Bridge. Dengang i 1700-tallet, hvor de her grave var fra, lå det her område udenfor byen. Byen stoppede ved Wall Street, hvor der stod… en mur, simpelthen, for at gøre det lettere at holde indianerne ude. Så de døde slaver blev altså begravet et godt stykke uden for byen ud fra datidens målestok. At de pludselig befinder sig 8 meter under jorden skyldes, at man fyldte op og planede ud, efterhånden som man flyttede bygrænsen længere nordpå.

Agnete på opdagelse i African Burial Ground Memorial

Det har helt sikkert ikke været behageligt at stå ansigt til ansigt med dén fortid, så det gik forholdsvist hurtigt for regeringen med at erklære stedet fredet. Race-spørgsmålet ligger og lurer under overfladen herovre, selv om det ikke er noget man som sådan konfronteres med til daglig. Men i valgkampen skal det nok komme op. Men altså: Dette monumentet er meget elegant, og de fleste er tilfredse med det. “Hvor ved han det fra?” spørger den opmærksomme læser utvivlsomt her. Jo, der var en guide (forklædt som klassisk park ranger), der stod klar til at besvare alle spørgsmål man måtte have om stedet og dets historie. Hermed er ideen givet videre til toldmosteren – du kan da stille dig ind ved Absalon-statuen og spørge turisterne om de er i tvivl om noget?!

På vej hjem til lejligheden gik vores vej forbi Brooklyn Bridge. Her kan I se hvor mange turister der er lige for tiden. Det kan være ganske svært at få bord på yndlingsrestauranterne pt.

Fuldt hus på Brooklyn Bridge

Og a propos Brooklyn Bridge, så glemte jeg jo helt at fortælle at vi under yo-yo konkurrencen også fik tid til igen at kigge lidt på de fine vandfald, der er stillet op rundt omkring. Dog sad vi tættest på det under broen, så her er et billede af det.

Skudetnuværekunst?

Der er noget enormt lækkert ved at se på rindende vand, især når det er så varmt som herovre. Men faktisk faldt vandfaldene jo i dårlig jord (hvis I forstår såd..) da de blev sat op. Eller rettere: anmelderne, les connaisseurs, elskede dem, men læserbrevene var ret rødglødende. Ikke nok med at de havde fået et dansk kunstværk, de havde også ad omveje fået en god portion dansk rindalisme. De fleste skældte ud over, at de her ubrugelige vandfald havde kostet millioner af dollars, og samtidig er New Yorks skoler ved at falde fra hinanden (ikke også, Pinholt?). Som andre dog rigtigt nok svarede, så var det at trække pærer fra appelsiner. Vandfaldene er privat sponsoreret og ikke et kommunalt anliggende. Og her forlader jeg så lokalpolitikken for en stund.

Vi tog en slapper resten af eftermiddagen, inden vi skulle til Roosevelt Island, hvor vores venner Stuart og Caroline havde inviteret os over til lidt aften-vin på terrassen. Vi har kun været på Roosevelt Island én gang før, sammen med Charlotte, Pinholt og Mikkel. Det var den 4. juli, hvor vi også var inviteret af samme par. Selv om man godt kan tage metro til øen, så valgte vi naturligvis at tage svævebanen.

Jeg sagde til Agnete, at det mindede mig om Ørneborgen. Hun sagde, at hun havde set filmen, men ikke kunne huske noget om nogen svævebane. Så nu ved I hvad hun ønsker sig til sin fødselsdag. Eller i hvert fald hvad hun får.

Det er helt fantastisk. Uhørt fedt, faktisk. Det er en ganske kort tur på et par minutter, men når man hænger deroppe højt over East River langs med toppen af Queensboro Bridge og kigger ud over Manhattan er det svært ikke at blive imponeret. Desværre er det svært at tage billeder af, for det er mørkt og vognen står jo aldrig helt stille. Det ville blive noget rod – det kan jeg ligeså godt sige med det samme. Så I må forestille jer det, eller komme herover og prøve det.

På vej til deres lejlighed faldt vi over dette Fri Film-agtige arrangement. Jeg har svært ved at forestille mig en flottere kulisse end Queensboro Bridge.

Så er det jo ligegyldigt om det er en dårlig film

Vi havde fået indtryk af, at vi skulle sidde på deres balkon, men det viste sig at der var en fælles tagterrasse for hele bygningen på 10. etage. Og at der ikke var nogen andre, der kunne forstå hvad man skulle bruge sådan en til. Så vi havde det hele for os selv.

Agnete og Caroline, fra hhv. Horsens og Houston

Læg mærke til hvordan jeg slører baggrunden her. Det er suspense, er hvad det er. Godt nok er Roosevelt Island et dødt sted (der ligger en Starbucks Coffee, et par børnehaver og et sindssygehospital, og det er vist dét), men til gengæld har de den mest fantastiske udsigt. Jeg holder jer lige hen lidt endnu.

Stuart og Caroline, hhv. post-doc og anæstesi-læge.

Hvis man kigger til den “dårlige” side fra terrassen, kigger man over på Big Allis – et kraftværk, der genererer 25% af energien til New Yorks samlede forbrug. Og nu er jeg jo en sucker for halvslidte industrielle bygninger, så jeg synes egentlig også at dét var en flot udsigt.

Big Allis, Queens

Men den blegnede alligevel lidt i forhold til det sydvest-vendte vue, som vi havde indstillet vores liggestole til.

Cirka en tredjedel af Queensboro Bridge

Det var svært at få øjnene væk fra udsigten og følge samtalen. Kameraet opførte sig også helt tovligt. Det ville bare blive ved med at tage billeder. Her er en stribe med månen, der følger linierne på broen. Ikke dårligt.

Man kan lige skimte toppen af Chrysler og Empire til højre for midten

Om dagen kan man tydeligt se hvor slidt Queensboro Bridge er (det gælder også for Brooklyn Bridge), men om aftenen er det lige før den er den flotteste af dem allesammen. Og det var da også dén, som Woody Allen valgte til filmplakaten for hans hyldest til Manhattan, “Manhattan”.

Denne scene blev optaget uden kunstigt lys kl. 4 eller 5 om morgenen. Kommunen lod på anmodning lyset være tændt på broen og slukkede gadelygterne.

Efter sådan en dag med sådan en aften er det svært ikke at blive ligeså begejstret som Woody selv, hvis det ikke var fordi man allerede var det.

Sværere end som så

I dag skulle være dagen, hvor jeg ville afklare, hvad en butik med en mandshøj kanin i vinduet mon sælger. Uden at kvæle al suspensen i indlægget kan jeg allerede nu afsløre, at jeg ikke kunne finde butikken igen (endnu). Så hvad er der tilbage at fortælle?

Ikke så meget faktisk. Jeg sagde farvel til Kevin, en ven fra New York Film Academy, som efter afsluttede kurser i manuskriptforfatning og skuespil nu tager tilbage til Wisconsin.

Kevin - her i indestængt-kunstner-positur - kigger tilsyneladende mod Wisconsin

Så selv om vi gik rundt i Greenwich Village og Meatpacking District lykkedes det altså ikke at finde svaret på gåden, denne forretningernes sfinx, Greenwich’ gordiske knude. Til gengæld havde vi god udsigt ud over Hudson River, hvor man er i gang med at større anlægsarbejde der skal modernisere strækningen og lave rekreative områder.

Her den nye fakir-havnepark

Jeg læser jævnligt i min bog om New Yorks historie som jeg fik af svigermekanikken i julegave. Jeg kan herfra fortælle at Hudson River er opkaldt efter Henry Hudson, en engelsk kaptajn, der arbejdede for hollænderne. Det var ham, der første gang henledte hollændernes opmærksomhed på Manhattans ideelle beliggenhed – ved havet, men ikke ud mod havet, frugtbar jord i endeløse mængder, i læ og med masser af plads til skibe. Og med flod-adgang langt ind i landet. Det var i 1609. Nå, men det er så en anden historie. Henry H. blev smidt over bord af sin besætning ikke så langt tid efter, så han fik aldrig rigtig nydt godt af at have været den første til at indse Manhattans potentiale.

På vej hjem stødte jeg ind i denne cachaca-reklame (cachaca er den der topfarlige sprut man kommer i caipirinha (caipirinha er de der toplækre drinks vi serverer til vores fester)).

Den virker på så mange niveauer

Og nu er det selvfølgelig ikke første gang, at sex bliver brugt til at sælge et produkt, og det er sikkert heller ikke første gang det er så eksplicit som her, men der er lige en detalje ved billedet, som jeg vil lade hænge i luften et øjeblik.

Inden jeg afslører den, kan jeg jo reklamenørde om, hvordan vi jo gerne vil have folk til at agere på reklamer. Det siger naturligvis sig selv. Se reklamen – køb produktet. Men samtidig ved vi også godt, at bare fordi vi smider en tysk-synkroniseret bamse på et vaskemiddel, løber alle vaskeglade danskere ikke straks ned i supermarkedet og flår Bamseline ned fra hylden med rundsave på albuerne. Men håbet er, at de næste gang de skal købe vaskemiddel husker at “nå ja, det er det der vaskemiddel, der kan få en bamse til at tale – så må det også kunne vaske rent”. Så de skal altså bare huske navnet/logoet/farven på pakken – et eller andet. Kunden vil altid gerne have logoet større, grafikeren teksten mindre osv osv. En evig kamp i spændingsfeltet mellem æstetik og kundens opmærksomhed. Derfor glæder det mig hver gang, jeg enten hører nogen tale om en reklame, de har set eller på anden måde handler på de beskeder, de får i en reklame. Men jeg tror ikke bureauet bag cachaca-reklamen havde forudset det her lille udfald af nysgerrighed.

Rart med et handlende publikum