Jeg havde faktisk kun tænkt mig at skrive om vores lørdag aften på Roosevelt Island. Jeg havde forberedt billederne og det hele, men så kom jeg i tanke om at jeg i løbet af dagen også havde brugt det andet kamera. Da jeg så kiggede billederne igennem derfra, gik det op for mig at vi havde set den mest mærkelige mængde af ting i løbet af dagen også. Og så kunne jeg jo ikke nøjes mine soiree-shots.
Vi startede med den store yo-yo konkurrence på South Street Seaport – et historisk sted hvor New Yorks havn blomstrede op igennem 1800-tallet. Det var også her den daglige udlejning af slaver fandt sted fra. Indtil 1827. Mere om det senere (ja, vi kommer vidt omkring). I dag er stedet et af de få dedikerede turistområder, men der er tit koncerter og events på molen. Og i dag altså et større mesterskab i yo-yo.
Det så mere spændende ud i virkeligheden
De var samlet fra nær og fjern: USA, Australien, Frankrig og Japan (hvorfor overrasker det mig ikke at Japan er gode til yo-yo?). Der dystes i fem kategorier: 1A, 2A, 3… ja, osv. Vi nåede kun at se 1A, der er defineret ved én yo-yo og at man altid har fat i snorens ende. I de øvrige kategorier kunne man fx finde 2 yo-yo’er på én gang, yo-yo’er der ikke var forbundet med snoren osv. Når det gælder om at sætte regler op for yo-yo samfundet, lærer nød nøgen kvinde at spinde (hvis I forstår sådan en lille en). Det var meget imponerende og meget nørdet. Tydeligvis ikke en sportsgren man kommer i god form af. I øvrigt var det sjovt at se nærmere på et fagområde (for nu at bruge et stort ord), man ikke kender noget til. Hvem ved fx hvordan en professionel yo-yo spiller – hvis de overhovedet kalder sig dét? – fragter sine remedier? Jeg husker noget med bare at smide dem i baglommen på et par stonewashed kobojderbukser i 4. klasse, men sådan foregår det ikke længere.
Jeg følte mig helt nøgen ved at troppe op uden min yo-yo taske
I det hele taget er der sket ret meget på yo-yo fronten, siden jeg som 10-årig forgæves forsøgte at “gå med hunden”, som I kan se på denne video af den japanske mester, Black. Han var i øvrigt dommer ved dagens konkurrence.
Det var stegende hedt at stå i solen og kigge på nørder, så vi besluttede at gå lidt rundt på sydspidsen, hvor vi ellers ikke kommer så tit. Først gik vi ned for at se hvordan det gik med byggeriet på Ground Zero.
Stadig ikke imponerende højt
Jeg læste en artikel for nylig i Time Magazine eller Newsweek om hvor pinligt det er, at det ikke går hurtigere. Hvis der findes et byggeri af betydning for den nationale stolthed herovre, så er det det her. Og godt nok brugte de et par år at rydde op og holde arkitektkonkurrencer, men at de dårligt nok har fået lagt fundamentet, hvor kompliceret det end er, er langt fra noget der viser omverdenen at “USA er stærkest i modgang og rejser sig fra asken” og alt det der. Som artiklen rigtigt nok pointerede, er det jo bemærkelsesværdigt at Kina i samme tidsperiode (de har vidst at de skulle være OL-værter i 7 år) har rejst adskillige bygningsprojekter af samme kaliber. Og med en historisk lav dollar og dystre økonomiske udsigter, er der ikke meget comeback-kid over gennemsnits-amerikaneren lige nu.
Som jeg nævnte for nylig er jeg jo fordybet i New Yorks historie for tiden, så jeg ville gerne over at se Trinity Church, som var en af de første kirker på Manhattan. Den brændte så godt nok ned i 1776, da stolte amerikanske brandstiftere satte New York i brand for at få den engelske besættelsesmagt til at smutte tilbage til England. Kirken blev genopført (og ødelagt) flere gange, men kirkegården går tilbage til starten af 1800-tallet.
Gravsten ved Trinity Church
Ud over at det er meget dejligt lige at få et break fra de travle gader downtown, havde jeg også et specifikt formål med besøget. Jeg ville gerne finde graven for Alexander Hamilton, som jeg ikke havde hørt om før for 10 sider siden. Han var en begavet herre, der efter at være kommet til New York fra de vestindiske øer som forældreløst barn i midten af 1700-tallet, meget hurtigt steg i graderne og endte som finansminister for George Washington, som han også selv hjalp til magten. Det er ham, der formulerede en strategi om at det nye amerikanske land skulle være handelscentrum baseret på bankverden og ikke et landbrugsland – meget imod indenrigsminister Thomas Jeffersons ønsker (han var ret bange for storbyer, ham Jefferson). Det var Hamilton, der grundlagde det der skulle blive til New Yorks børs. Selv om han fik enorm indflydelse nåede han nu ikke at opleve det hele selv, da han kom til at duellere med en eller anden rival, som skød bedre end han selv.
Man kan ikke være god til det hele
Og så til næste sight. Kender I det, når man er ved at udvide sit hus med en ekstra tilbygning, og man så finder en slavekirkegård når man graver ud til fundamentet? Det var det, der skete i begyndelsen af 1990erne, da en regeringsbygning skulle have mere plads. 8 meter under jorden fandt man omkring 400 grave af børn, kvinder og mænd, alle slaver. Kirkegården ligger sådan cirka ud for Brooklyn Bridge. Dengang i 1700-tallet, hvor de her grave var fra, lå det her område udenfor byen. Byen stoppede ved Wall Street, hvor der stod… en mur, simpelthen, for at gøre det lettere at holde indianerne ude. Så de døde slaver blev altså begravet et godt stykke uden for byen ud fra datidens målestok. At de pludselig befinder sig 8 meter under jorden skyldes, at man fyldte op og planede ud, efterhånden som man flyttede bygrænsen længere nordpå.
Agnete på opdagelse i African Burial Ground Memorial
Det har helt sikkert ikke været behageligt at stå ansigt til ansigt med dén fortid, så det gik forholdsvist hurtigt for regeringen med at erklære stedet fredet. Race-spørgsmålet ligger og lurer under overfladen herovre, selv om det ikke er noget man som sådan konfronteres med til daglig. Men i valgkampen skal det nok komme op. Men altså: Dette monumentet er meget elegant, og de fleste er tilfredse med det. “Hvor ved han det fra?” spørger den opmærksomme læser utvivlsomt her. Jo, der var en guide (forklædt som klassisk park ranger), der stod klar til at besvare alle spørgsmål man måtte have om stedet og dets historie. Hermed er ideen givet videre til toldmosteren – du kan da stille dig ind ved Absalon-statuen og spørge turisterne om de er i tvivl om noget?!
På vej hjem til lejligheden gik vores vej forbi Brooklyn Bridge. Her kan I se hvor mange turister der er lige for tiden. Det kan være ganske svært at få bord på yndlingsrestauranterne pt.
Fuldt hus på Brooklyn Bridge
Og a propos Brooklyn Bridge, så glemte jeg jo helt at fortælle at vi under yo-yo konkurrencen også fik tid til igen at kigge lidt på de fine vandfald, der er stillet op rundt omkring. Dog sad vi tættest på det under broen, så her er et billede af det.
Skudetnuværekunst?
Der er noget enormt lækkert ved at se på rindende vand, især når det er så varmt som herovre. Men faktisk faldt vandfaldene jo i dårlig jord (hvis I forstår såd..) da de blev sat op. Eller rettere: anmelderne, les connaisseurs, elskede dem, men læserbrevene var ret rødglødende. Ikke nok med at de havde fået et dansk kunstværk, de havde også ad omveje fået en god portion dansk rindalisme. De fleste skældte ud over, at de her ubrugelige vandfald havde kostet millioner af dollars, og samtidig er New Yorks skoler ved at falde fra hinanden (ikke også, Pinholt?). Som andre dog rigtigt nok svarede, så var det at trække pærer fra appelsiner. Vandfaldene er privat sponsoreret og ikke et kommunalt anliggende. Og her forlader jeg så lokalpolitikken for en stund.
Vi tog en slapper resten af eftermiddagen, inden vi skulle til Roosevelt Island, hvor vores venner Stuart og Caroline havde inviteret os over til lidt aften-vin på terrassen. Vi har kun været på Roosevelt Island én gang før, sammen med Charlotte, Pinholt og Mikkel. Det var den 4. juli, hvor vi også var inviteret af samme par. Selv om man godt kan tage metro til øen, så valgte vi naturligvis at tage svævebanen.
Jeg sagde til Agnete, at det mindede mig om Ørneborgen. Hun sagde, at hun havde set filmen, men ikke kunne huske noget om nogen svævebane. Så nu ved I hvad hun ønsker sig til sin fødselsdag. Eller i hvert fald hvad hun får.
Det er helt fantastisk. Uhørt fedt, faktisk. Det er en ganske kort tur på et par minutter, men når man hænger deroppe højt over East River langs med toppen af Queensboro Bridge og kigger ud over Manhattan er det svært ikke at blive imponeret. Desværre er det svært at tage billeder af, for det er mørkt og vognen står jo aldrig helt stille. Det ville blive noget rod – det kan jeg ligeså godt sige med det samme. Så I må forestille jer det, eller komme herover og prøve det.
På vej til deres lejlighed faldt vi over dette Fri Film-agtige arrangement. Jeg har svært ved at forestille mig en flottere kulisse end Queensboro Bridge.
Så er det jo ligegyldigt om det er en dårlig film
Vi havde fået indtryk af, at vi skulle sidde på deres balkon, men det viste sig at der var en fælles tagterrasse for hele bygningen på 10. etage. Og at der ikke var nogen andre, der kunne forstå hvad man skulle bruge sådan en til. Så vi havde det hele for os selv.
Agnete og Caroline, fra hhv. Horsens og Houston
Læg mærke til hvordan jeg slører baggrunden her. Det er suspense, er hvad det er. Godt nok er Roosevelt Island et dødt sted (der ligger en Starbucks Coffee, et par børnehaver og et sindssygehospital, og det er vist dét), men til gengæld har de den mest fantastiske udsigt. Jeg holder jer lige hen lidt endnu.
Stuart og Caroline, hhv. post-doc og anæstesi-læge.
Hvis man kigger til den “dårlige” side fra terrassen, kigger man over på Big Allis – et kraftværk, der genererer 25% af energien til New Yorks samlede forbrug. Og nu er jeg jo en sucker for halvslidte industrielle bygninger, så jeg synes egentlig også at dét var en flot udsigt.
Big Allis, Queens
Men den blegnede alligevel lidt i forhold til det sydvest-vendte vue, som vi havde indstillet vores liggestole til.
Cirka en tredjedel af Queensboro Bridge
Det var svært at få øjnene væk fra udsigten og følge samtalen. Kameraet opførte sig også helt tovligt. Det ville bare blive ved med at tage billeder. Her er en stribe med månen, der følger linierne på broen. Ikke dårligt.
Man kan lige skimte toppen af Chrysler og Empire til højre for midten
Om dagen kan man tydeligt se hvor slidt Queensboro Bridge er (det gælder også for Brooklyn Bridge), men om aftenen er det lige før den er den flotteste af dem allesammen. Og det var da også dén, som Woody Allen valgte til filmplakaten for hans hyldest til Manhattan, “Manhattan”.
Denne scene blev optaget uden kunstigt lys kl. 4 eller 5 om morgenen. Kommunen lod på anmodning lyset være tændt på broen og slukkede gadelygterne.
Efter sådan en dag med sådan en aften er det svært ikke at blive ligeså begejstret som Woody selv, hvis det ikke var fordi man allerede var det.
