Ikke et vejr at sende et band ud i

Nu roser jeg jo generelt New York meget. Det er en fantastisk by, fordi den har det hele og mere til. Men vi må jo heller ikke glemme, at det er hårdt sted. Der er hjemløse på Bowery, der er bandekriminalitet i Brooklyn, der er teenagenarkomaner på St. Marks Place osv osv.

Det værste er dog, at man vænner sig til det. Man bliver hærdet. Det bliver en helt naturlig ting af livet herovre. Selv om man ikke nødvendigvis ender på fornavn med sin lokale tigger, så får man dog sine favoritter. Agnete giver stort set dagligt lidt til manden rundt om hjørnet, der spørger om vi kan “help me get a bed tonight”, og jeg giver til den stakkels Vietnam-veteran og til John, der har sine ups-and-downs, men tjener en skilling ved at feje lidt foran forretningerne på Spring St. Og i dag så vi faktisk vores første tiggende Irak-veteran. Han har vel været omkring de 25 år, vil jeg skyde på. Hvis det skal gå ham ligesom det gik for Vietnam-veteranerne, så kommer han til at sidde der minimum indtil 2043. Men som sagt: New Yorkerne vænner sig til meget. Jeg så i hvert fald ikke nogen stoppe op og blive indignerede.

Det blev jeg til gengæld selv, da jeg var på vej ned for at møde Agnete ved Hudson River Park, hvor bandet Blonde Redhead skulle give en gratis udendørs koncert. Stærkt bevæbnet med kamera og paraply gik jeg de 3-4 kilometer derned i silende regn. Gaderne var om ikke ryddet, så i hvert fald mere tomme end normalt. Det er muligt jeg har passeret en del hjemløse med halvopløste papskilte, men jeg registrerede det nærmest ikke. Jeg er også blevet hærdet. Troede jeg, indtil jeg så DETTE syn.

Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd, med læderlap for øjet og om sin sko et bånd...

Det er muligt, at der er en logik (omend hård) i, at hvis man var modstander af krigene i Vietnam og Irak, så føler man ikke man har et ansvar for de soldater, der kæmpede for ens land. Man er ikke taknemmelig for noget, som man ikke ville have. Men Bamsefar-så-sød-og-rar??? Hvad kan han om muligt have gjort? Hvem har han trådt over fødderne med sine bløde, polkaprikkede poter? Ud på gaden kom han i hvert fald. Kasseret. Vejet og fundet for let. I silende regn. Hjemløs. Våd. Trist. Sulten, sikkert. Og alene, åh så alene. Og så i Greenwich Village – det pæne kvarter!

Nå, men jeg fandt Agnete under en paraply i en 250 m kø af paraplyer. En sjælden gang imellem bevægede køen sig lidt, men det var som om at der ikke skete det helt store. Agnete beholdt pladsen, og jeg gik op til indgangen for at sondere terrænnet. Sikkerhedspersonalet fortalte mig, at man overvejede at aflyse koncerten pga regnen. På det tidspunkt var den allerede 2 timer forsinket, hvor folk havde stået i silende regn. Da jeg spurgte til chancer og sandsynligheder, hviskede han: “If I were you, I’d just leave”. Så vi gik hen og fik middag på The Green Table (så lykkedes det, Marie Mi), og da vi kom ud igen var regnen holdt op, og koncerten var ganske rigtigt aflyst. Det var ikke et vejr at sende et band ud i, tilsyneladende. Bevares, tænk hvis de skulle få et par dråber på sig. Der er åbenbart forskel på folk. Nogen er inde i varmen, ombejlede, fans står i kø i timer. Andre derimod…

Og vender du tilbage i byger og i blæst, mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest...

Nu hvor vi var i området, besluttede vi os for at finde svaret på det efterhånden gamle spørgsmål om, hvem der har en kanin med laserøjne siddende i vinduet. Det viste sig jo svært at finde stedet igen, og vi havde da også problemer denne gang. Efter lidt uenighed og hårdnakket påståelighed fra især Agnetes side (selv om jeg naturligvis fik ret), fandt vi stedet. Svaret er: Det er der ingen, der har! Længere.

På en eller anden måde bliver det ikke mindre spooky af dén grund

Væk var den. Det lykkedes os at lure ind igennem en lille åbning i dørens ruder. Og her kommer så det rigtige svar.

En frisørsalon, såmænd

Der blev budt på sexshop, slagter, marskandiser og neglesalon/massage. Selv om der ikke var nogen, der fandt frem til det rigtige svar, så må jeg jo konstatere, at Rie med sit salon-gæt var tættest, da det handlede om noget plejning af kroppen. Hvilket så gør hende til vinder to gange i træk. Eller måske rettere: vinder af første quiz og “fremhævet med ære” i anden quiz. Til lykke, til lykke.

Jeg ville ønske, at jeg kunne svinge mig op til festhumør, tage festhatten på og lade champagnepropperne springe for Rie, men jeg synes måske nok, at vores allesammens tanker burde være rettet mod, hvad der mon er sket med den store kanin. Der er jo tydeligvis ikke brug for den længere. Og så kan jeg næsten kun forestille mig én ting…

Der står på kirkegården et gammelt frønnet bræt, det hælder slemt til siden og malingen er slet. Det er såmænd Jens Vejmands. Hans liv var fuldt af sten. Men på hans grav i døden, man gav ham aldrig én.