Med spionkameraet på Museum of Arts and Design

Som en del af den kulturelle elite på Manhattan, følte vi naturligvis at vi var selvskrevne til at deltage i VIP-åbningen af det spritnye Museum of Arts and Design i lørdags. Ikke desto mindre måtte Bente, Gravers, Agnete og jeg pænt stå i kø ligesom alle andre en halv times tid for at komme ind til herlighederne.

Museum of Arts and Design (og ja, vi havde en grå weekend)

Jeg nåede dårligt nok at tænde for kameraet før jeg blev lagt i benlås af en vagterne (første dag på arbejde er man altid lidt mere ivrig og vil gøre det ekstra godt) – man måtte ikke tage billeder. Men med et sæt nyudviklede fotofinter og gammeldags afledningsmanøvrer lykkedes det alligevel at dokumentere vores besøg, selv om billedkvaliteten kan diskuteres.

Jeg ved ikke hvad Arts and Design skal oversættes til. Kunsthåndværk, måske? Men det lyder bare sådan lidt Ole Palsby-agtigt med et sundt ergonomisk greb på grydelåget i børstet stål og deslige. Her var der mere tale om kunstværker uden de store dybe budskaber, men derimod med overdreven fokus på materialet. Altså fx en hel væg lavet af sytrådsruller, der – set igennem en lille glaskugle – blev forvandlet fra fuldstændig nonsens til Mona Lisa med et digitalkamera. Eller en sofa af smeltede søm. En Buddha-statue af oversavede bøger. Lysekroner af kanyler. Den slags ting.

Eller hvad med en lysekrone af briller?

Det lyder måske lidt som “frit tema i formningstimen”, men det var vildt godt. Museet var i 5-6 etager, og der var topmoderne infoskærme med iPod-lignende navigation. Meget lækkert. Faktisk lidt som at være på Told Museet (men der er det bare aldrig til at komme hverken frem eller tilbage for folk).

Pyramide af plasticskeer. Tre skeer og én elastik pr. enhed. Et powerfuldt kårngsept.

En af mine yndlings-objets d’art (skal udtales med uglebrillen halvt nede på næsen) var en kommode. Det ville jeg naturligvis have forsvoret, inden jeg gik ind, men der var noget over den. Den er lidt svær at forklare, så det er godt at jeg fik kæmpet mig til et billede af den. Det er den der mærkelige blanding af, at det er en flade, hvor de har tegnet og skåret perspektivet ud, samtidig med at det rent faktisk ikke var en flade, men en rigtig kommode, hvor man kunne åbne nogle låger/hylder. Jeg ved ikke om det er til at se ud fra billedet, hvor man kun kan se den to-dimensionelle facade.

3D kommode - her i 2D

Og så var det sådan en mærkelig fætter som den her. Jeg tror faktisk lige at det er et museum for Benedicte. Da hun var herovre, så fik vi talt os frem til at “det ku’ jeg da selv have lavet” var hendes mest ytrede sætning. Hvis I nogensinde får chancen, så har hun lavet en tro kopi af Apple’s iPod-hylster. Selv med lup tror jeg ikke, jeg ville kunne kende kopi fra original. Spot on! Og skulle Benedicte tage imod opfordringen til at se dette museum, kan jeg lige tilføje at de på øverste etage har et værksted, hvor børnene interesserede kan få lov til at prøve at dreje ler og den slags.

Hvis I har en bunke plasticgafler og vatpinde til overs, så kunne det have været jer, der fik udstillet værker

Nu har jeg snart ikke flere billeder. Og sammenhængen er for længst røget alligevel i det her indlæg.

En fræk og utilsigtet beskæring af et væsentligt større kunstværk

En ting, der var gennemgående for museets værker var stædighed. Det tager tid at samle tusindvis af mærker fra blusekraverne og sy dem sammen til et kæmpe patch-paradis der på afstand forestiller en børnearbejder, der syr tøj (ja, metamums). Det tager også tid at lodde quarters sammen til at udgøre en sofa. Eller knapper til en isbjerg. Selv udenfor museet holdt stædigheden ikke op. Hvis man skal lave et ballondyr, så skal man dæleme gøre det ordentligt.

Og så vil nogen sikkert sige, at al den fokus på stil og æstetik er lidt ligegyldig. En lampe er en lampe, en kommode en kommode. Behøver vi gå op i om det har den ene eller anden farve, tekstur, materiale osv? Er der overhovedet noget, der hedder god og dårlig stil. Svaret blev givet på vejen tilbage, da vi passerede denne antikvitets-forretning, hvor jeg er sikker på, at Donald Trump er stamkunde.

En masse gammel kitsch (og Agnete til højre)