Vis mig din tandpasta

Vi har en pose forskellige tandpastaer liggende ude på badeværelset (det er bare sådan noget man har i tandlægefamilier). Og nu har jeg netop taget hul på en ny slags.

Colgate Sensitive

De delikate lyserøde farvetoninger på både emballage og produkt får mig til at blive helt i tvivl, om navnet henviser til tandpastaen eller personen, der bruger den. “Sensitive – til den bløde mand med den bløde tand”. Jeg mener: hvorfor laver de den lige lyserød? Går man så hårdnakket efter et bestemt segment? Det er fuldstændig umuligt at gurgle på en maskulin måde med det der pink skum i mundvigene. Liiidt for gennemarbejdet, dér, Colgate.

(For fremtiden bruger jeg kun Zendium Cool Mint.)

Tilfældighedernes spil

Vi var ude med Dylan og Kathy i går. Først på den fantastiske semi-hemmelige restaurant under den snaskede burrito-diner, derefter til 2. omgang af vores on-going billard-turnering (det gik ikke helt så godt for Team Rossel-Martinez denne gang), og til sidst var vi hjemme hos os. Og midt i al vores snakkeri, kom vi til at snakke om, hvordan vi egentlig overhovedet havde mødt hinanden. Og dét fik ellers åbnet for en kompleks historie fuld af tilfældigheder. Det var ikke den klassiske med “vi gik i folkeskole sammen”, “vi spillede håndbold i mange år”, “vores forældre kender hinanden” eller “Agnete gik til trapez og badutspring med Kathy på sommerlejr i Skåne i 1998″. I kan jo prøve at gennemgå jeres egne venskaber, og se om der er nogen, der kan matche dén her omgang. Hold fast.

DEL 1: Brooklyn bofællesskabet
Dylan er englænder. Han flyttede til New York for halvandet års tid siden (vistnok) for at bo sammen med sin amerikanske kæreste, Kathy. De bor i Brooklyn i en lejlighed, hvor de også lejer et værelse ud. Dylan skulle starte arbejde hos FN, og for lige at læse op på lektien havde han købt sig en bog om organisationen. Da metroen til arbejdet en dag lod vente på sig, tog han bogen frem for at fordrive ventetiden. Og her kommer Ashley (narratologisk figur: Hjælperen) ind i billedet. Ashley er en amerikansk græsrodsentusiast, meget interesseret i politik, miljø og semispirituelle mærkesager. Ashley befandt sig tilfældigvis på samme metrostation og så at der sad en fyr og læste i en bog om FN. Som amerikanere jo gør, indledte hun hurtigt en samtale om FN og om, hvor interessant hun syntes det var. Dylan og Ashley fulgtes ad i toget, og samtalen bevægede sig videre fra FN til hvorfor han overhovedet var i landet, hvor han boede og om at ham og kæresten i øvrigt ledte efter en lejer til deres ekstra værelse. Som nytilflytter til byen gav Dylan hende sit nummer (faktisk Kathy’s nummer, da han ikke selv havde telefon endnu) – det er rart at få sig et netværk i en ny by. Og i øvrigt nævnte Ashley, at hun måske kender en, der var interesseret i at leje værelset.

Lidt tid senere bliver Kathy ringet op en englænder, der hedder Oliver, der gerne vil leje værelset sammen med sin kæreste. Selv om Kathy og Dylan helst ville have haft en single fyr/pige som lejer, lader udbuddet af rablende vanvittige ansøgere ingen tvivl være tilbage om at Oliver og kæresten er de eneste de vil bo med – skidt med at det så er et par.

DEL 2: The Danish Connection
Agnetes veninde Rie havde engang en penneveninde, der hed Henriette – de havde aldrig mødt hinanden, kun skrevet sammen. Henriette er dansker, men har ikke boet så meget i Danmark. Men da hun så flyttede dertil i en periode, opsøgte hun sin gamle penneveninde Rie, og dermed var dét venskab så cementeret. Henriettes kæreste er englænder og hedder Oliver og da de flyttede sammen i Brooklyn var det i Kathy og Dylans lejlighed.

Da Rie var på besøg herovre for et års tid siden, mødtes hun selvfølgelig også med Henriette og introducere os for hende. Vi bevarede så kontakten, efter Rie tog hjem. På et tidspunkt inviterede Oliver os til sin fødselsdag, som han holdt på en bar sammen med Kathy, der har fødselsdag samme dag. Og dér mødte vi så hende og Dylan for første gang.

Lad mig lige understrege de mest slående tilfældigheder:

• Dylan læser en bog om FN, som en pige (der kender en boligsøgende fyr) finder interessant
• Dylan giver hende et telefonnummer
• Alle andre ansøgere til udlejnings-værelset er psykopater (en af dem arbejdede for FBI og insisterede på at have våben i lejligheden)
• Rie og Henriette har stadig kontakt, selv om de var penneveninder for mange år siden
• Oliver, som vi kun havde mødt én gang på det tidspunkt, inviterer os med til sin fødselsdag

Så altså: tak til Rie og Ashley – vi kom frem til, at det må være dem, der har været mest afgørende for, at vi var ude at spise god mad, smadre hinanden i billard og lege sedlen-i-skålen på sådan en helt almindelig lørdag aften.

Dylan og Kathy, tilfældigvis vores venner. Nu tør jeg slet ikke spørge, hvor de kender hinanden fra.

New kid on the blog

Ja, selvom jeg jo er fysisk isoleret på den anden side af Atlanterhavet, tillader moderne teknologi mig alligevel at følge lidt med i, hvad der sker derhjemme. Ugens gode nyhed er, at Tora og Mikkel (aka Tossen og Hanefar) har fået en lille dreng, der hedder Eigil. Og så kan Pinholt komme nok så meget og sige, at jeg sucker up til de to, men nu hvor navnet er afsløret er der ingen skjulte motiver – sikke et lille pragteksemplar.

Stort til lykke fra os.

Eigil - kommende janitshar i Frokost?

På anbefaling

Jeg fortsætter med at prøve ting, som vores gæster har anbefalet, men som jeg ikke selv har nået endnu. Og denne gang er det ikke Hanefar (til Pinsens store glæde), men derimod Rie. Hun havde ved et tidligere besøg taget en tur på Museum of Jewish Heritage, der ligger på Manhattans sydspids.

Og derfor har de en god udsigt til Ellis Island og Frihedsgudinden

Museet er i tre etager: på første følger man jødernes nyere historie frem til 1930, på anden etage får man alle uhyrlighederne fra 2. verdenskrig serveret og på tredje handler det om jødernes nye verdensbillede, herunder Israel.

Det var 3 skrappe timer på grund af det voldsomme indhold, men det hele var godt formidlet med forholdsvist korte og velskrevne tekster for hvert delemne suppleret med godt billedmateriale og masser af 5-10 minutters videoer. Jeg kan hermed videregive, at Danmark bliver fremhævet flere gange med de største roser overhovedet. Der var øretæver til stort set alle deltagende ikke-nazi lande i 2. verdenskrig for at have været for opsatte på at vinde krigen og for ligeglade med at redde jøderne “med Danmark som den absolut eneste undtagelse”, som der nogenlunde ordret stod – jeg måtte dog lede forgæves efter en lille platte med Maude Varnæs. Det var så rosende ord (og videoindslag), at jeg sad og blev helt rørt over danskernes humanitære indsats, hvor jeg måske tidligere har haft svært ved at vurdere om det mest var os selv, der klappede os på skulderen (lidt ligesom da Olfert Fischer og Sælen var “udslagsgivende nøglespillere” i Operation Ørkenstorm). Så hvis nogen af jer har bedsteforældre eller lignende, der gemte jøder på loftet eller skaffede dem om bord på en fiskekutter over Øresund, så kan I roligt være stolte.

Museum of Jewish Heritage

I øvrigt er det vildt med den nazisme. Man kan se nok så mange museer og udstillinger og film om dem, men de chokerer hver gang. At de har kunnet samle en kæmpe nation bag sig med så grotesk en ideologi kan stadig undre. Dygtige demagoger, det må man give dem.

Og a propos demagogik, så hørte jeg lige et fint citat fra USAs kommende præsident. Der er en del debat omkring illegal indvandring herovre, og i kombination med en skrøbelig økonomi og stigende arbejdsløshed, så har der været skingre toner overfor især mexicanere, der “kommer og stjæler vores jobs (og kvinder)”. Så Obama blev spurgt hvordan han forholdt sig til, at der sidste år var kommet 1 million ekstra mennesker til USA. Han svarede, at han først og fremmest var meget træt af at høre pressen og opinionsdannere dæmonisere mexicanere og andre indvandrere, at han ikke gad høre mere på hadsk retorik, der kun var med til at piske stemninger op, og at han og hans folk derudover arbejdede på en holdbar immigrationsmodel. Jeg tror sørme de har valgt den rigtige mand til jobbet. Han forstår om ikke andet at sige tingene dejligt direkte, helt uldfrit, uden for mange politiker-klicheer og på en ordentlig måde.

Og a propos kommunikation, så passerede jeg en reklame på vejen videre. Jeg holder jo selvsagt meget af at se gode reklamer, men de dårlige er nu heller ikke at foragte. De dårligste er dem, hvor tekstforfatteren har været så meget i tvivl om publikum forstår budskabet, at han har set sig nødsaget til at hjælpe dem lidt på vej. “Hvis I forstår sådan en lille én? Eller gør I? Hva? Hmmm? Hva? Forstår I den?”. Og når den så endda er let at forstå, så er den udstrakte hånd bare enormt irriterende.

Vi HAR fanget den. I behøver ikke understrege pointen.

88 er jo ingen alder

Jeg faldt tilfældigvis over det her klip på Politiken. Jeg kender ikke baren Wicked Wolf, men jeg ved til gengæld at benævnte Rose blot er en kåd og kæk vårhare i forhold til Fedora i baren Fedora i Greenwich Village. Jeg kan ikke huske om hun er 92 eller 94, men det er i det nabolag. Under forbudstiden var det hendes far, der havde baren, som var en smugkro, hvor man kunne få sig et glas mjød eller dét der var stærkere, godt skjult for ordensmagten. Og unge Fedora serverede.

Det gør hun så stadigvæk her 70-80 år efter. Jeg var der til afskedsmiddag med filmskoleholdet for efterhånden lang tid siden, og det var Fedora der stod for øl-skænkning, passiar petite, madbestilling og servering. Og det var uden tvivl en af de dårligste madoplevelser i New York. Men hvis man bare skal have lidt til løgnhalsen, så kommer det bestemt med anbefaling. Bare husk at lade være med at lægge an på servitricen, når du først har fået ølbrillerne på.

En tur til Ægypten – og Queens

Jeg havde ganske enkelt ingen planer denne lørdag eftermiddag. Agnete skulle på lab, og jeg havde tid, men ingen penge, så jeg valgte at følge Hanefars anbefaling om at tage på The Met(ropolitan Museum), snuppe en audioguide og så ellers gå på opdagelse i det gamle Ægypten.

Med sine stilliserede lange lemmer og hyperelegance tydeligvis et portræt fra den seneste af de tre perioder.

The Met har en af verdens største samlinger af ægyptisk kunst og andre artefakter. Det er kun i Ægypten selv og muligvis i London, at det overgåes. Jeg kan allerede her afsløre, at det tog mig lidt over 3 timer at høre alle lydbidderne. Og så har jeg endda kun suppleret med de vigtigste oversigtstavler (og i det hele taget kun befundet mig i et lille hjørne på én af etagerne af museet). Jeg mener at kunne huske, at Hanen selv brugte længere tid, så for uddybende Ægyptologiske spørgsmål, vil jeg bede jer henvende jer til ham (eller til Pinholt, men det er mest fordi han kan huske alt – ALT – og hvis ikke, så kan han i det mindste lave en hurtig teori om det og forsvare den til sidste blodsdråbe).

Det var en rigtig god anbefaling, for det var super spændende. Når man normalt går rundt uden faglig ledsager, skal man virkelig være overskudsagtig for at gide læse alle de hieroglyffer. Men her gik det forbavsende let. Noget der især imponerer er, hvor dygtige håndværkere de har været for de der cirka 4000 år siden. Størrelsen på statuerne, detaljeringsgraden på smykkerne, omfanget af værker – det er meget overvældende.

Fin mund (så kan man godt leve med at resten af ansigtet mangler)

Og så gør The Met jo også sit til, at kunsten har optimale rammer at boltre sig i, hvilket jo er halvdelen af fornøjelsen. Meget à la Told & Skat-museet.

Temple of Dendur - og Central Park i baggrunden

Det er fantastisk, at vi overhovedet har så mange artefakter fra et samfund, der byggede pyramider 3000 år før vi fik tagget Jellingestenen. Selv malingen på sarkofagerne og de hundredevis af små træskulpturer er original. Der var uåbnede vinkander, kurve med tørrede (meget tørre) dadler og rosiner, der var en hel husholdnings lager af lærred i forskellige kvaliteter til forskellige formål. Jo, de har virkelig været foran, dengang. Og faktisk var de også foran med andre ting. Kvinder og mænd havde juridisk set samme ret. Kvinder kunne tage vigtige jobs og var ikke bare henvist til at passe ungerne derhjemme. Men på trods af alt disse ting, så må jeg alligevel sige, at jeg blev overrasket over den her fremstilling af hverdagslivet i år 2000 BC.

Selv højtstående samfund havde elementer, der bare ikke rigtig gad andet end at sidde i sofaen og zappe. Dengang sagde man ikke 'Du får firkantede øjne af at se for meget fjernsyn', men 'Din næse falder af'.

Men generelt absolut et stolt folk med mange evner. Det oser jo nærmest ud af ham her.

En imposant herre på en tre meters højde - og så af sten

Efter min Ægyptensfærd tog jeg lige et hurtigt smut over i den moderne afdeling for at se, hvad de sidste 4000 års kunst-evolution har betydet. Hvilket stadie er vi på? Hvad langt er vi nået? Hvor er vi på vej hen? Hvad har vi at tilbyde eftertiden, når de i år 6000 sender en dykkerklokke ned til The Met (for dykkerklokken er og bliver tidsløs)?

Dybt. Majet, majet dybt. Jeg kan godt forstå, at der bliver kigget lææænge her.

“Ok”, tænker de så, dér i år 6000, “vi forstår ikke den der blå flade og det røde metaltræ, men i det mindste har de vel portrætteret deres ledere, deres foregangsmænd, deres åndsfyrster..”

Maleri af Chuck Close

The Met ligger inde i Central Park – eller i hvert fald lige på kanten. Så da jeg havde en aftale om at mødes med Agnete, slog jeg lige et hurtigt smut indenom parken, der var ved at blive mørk – vi har også fået vintertid herovre nu. Det havde regnet hele dagen, så alting var vådt, men det gav bare lidt ekstra stemning – og lidt færre folk. Efterårsfarverne går amok lige nu, så der er meget idyllisk.

Iiiiiiiiiiiih

Ååååååååååh

Jamenaltsåhørnuher

Vi skulle til Queens for første gang. Queens er en af de fem kommuner, der udgør New York. Den ligger på Long Island lige nord for Brooklyn. Man hører sjældent noget godt eller spændende om Queens, men vi havde læst en anbefaling af en thai-restaurant et godt stykke ude, så vi drog mod øst.

Inden vi drog mod øst, skulle vi dog først ned til Grand Central for at fange toget. Og på vejen så vi en vinduesudstilling (måske et lidt stærkt ord) med de her små frækkerter.

For $2800 kan en af dem blive din.

Meget søde. Og meget dyre. Vi stak lige næsen inden for at forhøre os om priser, men det fortrød vi hurtigt, da der lugtede … intenst.

Vi passerede også denne dør, der mindede os om, hvordan det kan være, at vi ikke bor på Upper East Side.

Lige et halvt nummer for dyrt til os

Nå, men til Queens kom vi, nærmere bestemt Woodside. Det er et øde sted, mørkt, lidt koldere vil nogen mene, men restauranten var fuld og god og vi fik svitset smagsløgene, som det sig hør og bør på sådan et sted. På vejen hjem fandt vi denne tae-kwon-do klub. Hvor hardboiled er det lige, at man skal sparke sig igennem muren for at komme til træning??

Ingen sag med et velplaceret tranespark, forståes, men dog stadig en machomur.

Og så fandt vi også Queens’ største pakke ostekugler.

... som vi ikke købte, nej.

Derefter kaldte vi det en dag, og tog hjem og skrev blogindlæg og så Seinfeld, mens vi spiste Ben&Jerry-is.

Præsident Obama

Klokken er 1 om natten, og vi kommer lige fra Times Square. Først var vi hjemme hos Stuart og Caroline på Roosevelt Island for at følge optællingen, og da det efterhånden stod klart, at Obama havde vundet, skyndte Agnete og jeg os ind på Times Square for at opleve sejrsstemningen (New York er en overbevisende Demokrat-stat).

Et taknemmeligt publikum

Jeg optog en video, hvor vi bevæger os ned mod Times Square, netop som Obama går på scenen i Chicago. Der kan man høre, hvor vild stemning, der var i aften. Jeg kæmper lige med at reducere størrelsen på filen, så den må lige vente lidt. Men aftenen var akkurat som vi havde håbet – en ordentlig omgang amerikaner-grandiosa med våde øjne, folk der råber “U-S-A, U-S-A” og “Yes, we can!!”, brandbiler der dytter i takt med folkemængden og jævnlige brøl af begejstring. En stor stor oplevelse, som vi ikke kunne lade være med at blive revet med af (“U-S-A, U-S-A”).

Obama - desværre uden lyd

Jeg håber at få videoen komprimeret i morgen. Hvis der er nogen, der tilfældigvis ved hvordan man redigerer Quicktime-filer uden Quicktime Pro, så sig endelig til.

Og så er der ellers bare tilbage at sige til lykke med valget. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at alle der læser min blog er enige i, at det var den rigtige sejrherre, men at dømme ud fra If The World Could Vote, så er der en vis chance for det.