Spontan-spoil

Når jeg bliver spurgt, hvorfor jeg ikke skriver oftere på bloggen, er svaret typisk, at “jeg oplever jo ikke helt ligeså meget nu”. Tosse spurgte mig så sent som i onsdags, og mit standard-svar faldt prompte. Men senere kom jeg i tanke om, at det måske er en sandhed med modifikationer.

I ugen før påskeferien besluttede jeg nemlig at tage til New York i de der fire-fem fridage fra torsdag til mandag. Agnetes projekt gik dårligt, humøret faldt, udsigterne var dystre osv, så derfor var et besøg ekstra nødvendigt. Jeg var så heldig at to gode kolleger (Dreier og Sofie) gerne ville med – Agnete havde jo ikke synderligt meget tid i dagtimerne til at hænge ud med mig. Så et par møgdyre spontane flybilletter senere tog vi afsted til New York.

Lad det være sagt med det samme: byen ligner sig selv, var stadig ligeså fantastisk og bød også på nye spændende barer, takket være Agnetes opdaterede insider-viden. Men først og fremmest blev der brugt en del tid på at gense de bedste steder.

Sofie på Habana til en omgang huevos rancheros

Der blev tid til fantastisk brunch på Gitane.

Læg mærke til, hvordan en unavngiven gæst i nederste venstre hjørne opprioriterer en honningmad fremfor resten af bordets glæder

Selv Central Park stod akkurat som da jeg forlod den.

Sheeps Meadow

Lidt sæsonvariationer var der dog. Her faldt vi for eksempel over et rulleskøjte-disco ude i parken.

Hvis bare han ikke havde haft de der all-purpose-pants på, så kunne det billede været taget i 1978

Det er altid sjovt at gå rundt med folk i New York – og det er især sjovt at se, hvad de forskellige lægger mærke til. En arkitekt vil kommentere byens tilsyneladende fuldstændige laissez-faire holdning til, hvad der må bygges hvor. En gourmetmave vil gå fra restaurant til restaurant. Modebevidste vil bruge halvdelen af sparepengene på tøj. Og en reklame art director og en grafisk designer vil rigtig gerne tage billeder af indpakning.

Disse chokoplader ligger nu ude på bureauet og ve den lav-æstetiske stakkel, der kommer til at åbne dem bare for at spise dem

De fire dage gik med at vade rundt og nyde det (overvejende) fine vejr og god mad og drikke. Et powerfuldt koncept, som nogen ville kalde det. Vi holdt os i den sydlige halvdel af Manhattan og et par ture til Brooklyn.

Gadekånst i Williamsburg

Ditto

Og bedst som vi står og nyder en is fra Brooklyn Ice Cream Factory under Brooklyn Bridge på en af vores lange gåture, kommer vi til at kigge op på himlen. Det er nok den eneste gang, at jeg har fået et chok af at gøre det.

De her skyer mener det alvorligt

Det var det mest monstrøse skydække jeg nogensinde har set. Det kan måske være svært at få helt samme gys ud af de her små gnallingebilleder, men hvis I klikker på det kommer der et større, så I kan opleve (lidt af) storheden. Nu er det her selvfølgelig kun et lille udsnit af en ret stor himmel, men for nu at sætte et par enkelte ord på, så virkede det som om vi var under vand og kiggede op mod overfladen. Himlen bølgede frem og tilbage og hist og her var der nærmest nogle store huller opad – ligesom en omvendt skypumpe. Yessir – hvis det ikke kvalificerer indlægget til at blive rubriceret i “Vejr og miljø”, så ved jeg snart ikke. Her er et til – lettere modificeret.

Sådan lidt van Gogh-agtigt, I ved nok

Trods vores forundring og lette bekymring over det mærkelige vejr, slap vi uskadt og tørre fra det. Det var dog ikke det eneste underlige vi så den dag.

Walking the dog

Den sidste aften inden vi tog hjem, introducerede Agnete os for en ny bar. Som sædvanlig meget anonym på gadeplan, men slap man først forbi dørmændene gik man direkte ind i en elevator, kørte nedad, fortsatte i nogle anonyme hvide gange, der ligeså godt kunne have ligget under Rigshospitalet og pludselig trådte man ind i en läkker, läkker bar. Og bedst af det hele var, at de lavede fantastiske drinks – vi fik os en runde “bicicleta” – hyldeblomst med St. Germain-likør, champagne og hvidvin. Måååms. Vi havde vores helt eget lille aflukke – eller lounge om man vil.

En celebrity lounge, måske endda

Udover at smage fantastisk, er bicicleta også en meget effektiv og hurtigt virkende drink, der straks fik humøret i omdrejninger.

Aftenens pole dancer fik point for overraskelsesmomentet, men var noget af en skuffelse i længden

Efter vores pitstop under jorden, gik vi op og trak lidt luft, for derefter at gå under jorden igen – denne gang på La Esquina, hvor Agnete havde været så god at skaffe bord. Normalt skal man ringe et par uger i forvejen for at det kan lade sig gøre, men hun fik hypet vores besøg temmelig meget overfor telefondamen, da hun ringede “on behalf of mr. Rossel”. Og hvad andet kunne den stakkels gatekeeper gøre end at rydde ud i reservationsbogen, når argumentet er: “But mr. Rossel will only be in town for a few days and he specifically asked me to get a table for four at La Esquina”.

De er nok stadig glade for, at de fik skaffet Mr. Rossel et bord

Det var som sædvanligt en oplevelse ud over det sædvanlige – eneste minus var at de ikke havde noget mynte og derfor ikke kunne lave de sædvanlige kander mojitos til os. Heldigvis var der ikke problemer med chokolade-leverancerne.

Byens bedste choko-dessert. Basta.

I skrivende stund er jeg ikke sikker på, hvor vi egentlig gik hen bagefter, men der er jo aldrig langt til nærmeste bar i den by.

Dagen efter mødtes vi i det polske kvarter i Brooklyn (Warsaw) til brunch på Enid. Det var Sofie, der introducerede os til sit gamle hang-out, fra da hun boede i New York. Jeg tror vi har vinderen af bedste blåbær-pandekager her.

Og de skænkede også en habil Bloody Mary

Stedet var klassisk Brooklyn-kuul og et studie i majestætisk afslappethed på trods af en laang kø udenfor.

Agnete restituerer

Men alt får en ende – og da især 4 dage i en by som New York. Og jo tættere man kommer på sit afgangstidspunkt, jo mere er det som om Danmark rykker tilbage i ens tanker.

Pludselig sidder H.C. Andersen foran en i Central Park - det lykkedes mig at overse den i over et år

Og der hvor der plejede at hænge reklamer for engelsk sprogskole og Jørgen Ege-agtige klinikker, er det pludselig Amagertorv, der dominerer.

Typisk - så tager man til New York kun for at få at vide, at der er federe i Danmark

Agnete kom hjem til Danmark en uge efter os andre med kufferterne fulde af vira og cellekulturer. Stadig travl, stadig op og ned med forsøgenes status, men i det mindste nu med mulighed for at tage en daglig sundowner udover the mighty Øresund.

Skål