Nu er alle stemmer ganske vist ikke talt op endnu, men det står da vist rimelig klart, at Morten Messerschmidt skal til Europa Parlamentet. Det står formentligt også rimeligt klart, at jeg ikke selv har stemt på ham, men derfor kan jeg jo godt lige kommentere hans kampagne. Den blev nemlig anmeldt som den bedste af samtlige kandidaters – jeg tror endda, jeg hørte ordet “genistreg” et sted. Kampagnen var den efterhånden kendte med teksten “Gi’ os Danmark tilbage” og så et (lidt for) close up-billede af monsieur i afslappet positur – et såkaldt “kald-mig-bare-Morten”-billede. Jeg ved ikke, om jeg selv vil betegne det som en genistreg, men jeg vil da give anmelderne ret i, at kampagnen i det mindste skilte sig ud i skoven af anonyme valgplakater med renskurede ansigter og blankpoleret liste-bogstaver. Jeg er nærmest chokeret over, at ingen udover DF og Folkebevægelsen mod EU kunne finde ud af at sætte en mærkesag på deres valgplakater. Ikke så meget som et valgsprog blev det til.
Nå, men DF’s spidskandidat var altså synlig med sin kampagne, og det er jo altid godt med lidt opmærksomhed. Også selv om man selvfølgelig skal være parat til at smage noget af sin egen medicin.

Mod-kampagne
Da jeg så denne modkampagne måtte jeg stoppe cyklen og gå helt tæt på for at se, hvad gik ud på. Det var noget med nogle hjemsendte asylansøgere, der naturligvis også siger “Gi’ os Danmark tilbage”. Enkelt og elegant vendt til at betyde det modsatte, men muligvis ikke så effektivt, når man skal stoppe cyklen og tage brillerne helt ud på næsen for at læse, hvad der står. Men det er jo et budgetspørgsmål.
Og nu vender hr. Spidskandidaten så snuden mod EU. Der er nok dem, der vil ånde lettet op over, at han så ikke kommer til at blande sig så meget i dansk andedamspolitik. På samme måde som at det har været en lise at have Mogens Camre på behørig afstand gennem en årrække. Men hvad nu hvis anmelderne og kommentatorerne har ret? Hvad nu hvis Morten Messerschmidt er ligeså genial som hans kampagne? Har vi været åndssvage og smidt guld til Bruxelles på den måde? Hvis vi virkelig har dummet os eller hvis vi i det hele taget kommer til at savne politiske stunt som hans heil-events i Grøften, er der ikke andet for end at lave en ny kampagne med samme billede og teksten: “Gi’ os Morten tilbage”.
juni 8, 2009 kl. 5:21 pm |
Top-scorer til valget… Hvad sker der! Man vender ryggen til et øjeblik og så kommer Morten Messerschmidt ind på første-pladsen for stemmeslugere…
juni 8, 2009 kl. 10:10 pm |
Jeg kigger den anden vej. Jeg går i seng, gør jeg. Imorgen er der atter en dag. Det er fint. Det går nok. Det skal nok blive fint. Helt sikkert. Jaja. Værre er det jo heller ikke, vel. Vel? Eller hvad? Jeg kigger den anden vej. Jeg går i seng. Godnat. Gi’ os søvn og håb. Helt godnat.
juni 9, 2009 kl. 5:52 am |
Godt, at vi fik Tue tilbage (til tasterne)
juni 12, 2009 kl. 2:16 pm |
ja vi kan se at kampagnen “Giv os Tue tilbage” har virket.