Nogen gange kan det irritere mig, at det er så let at finde ting på Google og lignende søgemaskiner. Hvad skete der for eksempel i 1912? Skriv “1912″ i Wikipedia og vups har du svaret. Okay, jeg indrømmer – jeg synes det er fantastisk og nyttigt og jeg bruger det selv, men jeg tager samtidig mig selv i en gang imellem at synes det er bare en lille smule … kedeligt og forudsigeligt.
Men nu og da sker det, at jeg søger efter noget, jeg simpelthen ikke kan finde. Og på trods af den umiddelbare frustration bliver der alligevel aktiveret et hidtil ukendt tilfredshedscenter i min hjerne – en gruppe af pladderromantiske, fremskridtsangste neuroner godter sig ved tanken om, at der trods alt er ting, som endnu ikke er registreret i en serverpark i Oregon eller i det mindste endnu ikke så lette at finde frem. Jeg er med andre ord faldet over hullerne i osten. Det gør det ligesom lidt mere til en skattejagt end en servering på sølvfad.
I dag kom jeg for eksempel til at tænke på, hvor mange forskellige musikere, der sætter en titel foran deres kunstnernavn. Jeg kan på spejderære ikke svare på, hvorfor den tanke opstod – måske sætter en halv times iskold modvind mærkelige ting i gang i hjernebarken på nye og uforudsigelige måder. Under alle omstændigheder befandt jeg mig selv på vej hjem fra arbejde i et lyskryds på Amager med to navne og ét spørgsmål i min opmærksomhed: Lady Gaga og Boy George.. og hvordan i alverden finder jeg frem til, hvem der ellers er?
Jeg har ikke kunne finde på en google-søgning, der gav mig svaret. “Musicians with titles” gav ingenting. “Boy george lady gaga” gav en artikel om et skænderi de to imellem. På allmusic.com kunne jeg naturligvis søge efter alle musikere med “sir” og “dr.” først, men det var stadig en meget manuel måde. Til min store tilfredshed endte jeg med at måtte granske min pladereol og hukommelse på den mest manuelle måde. Her er resultatet.

Lady Gaga

Boy George

Master Fatman

Duke Ellington

Dr. John

Sister Rosetta Tharpe (med hilsen til Hanefar)

Mr. President (dansk truckerhelt)

King Diamond

Missy Elliott

Count Basie

Captain Beefheart

Prince

... og naturligvis The King
Hvem mangler jeg? Inden I sender forslag kan det godt betale sig at nærlæse reglerne:
- Det skal være en enkeltperson. Ingen Uncle Tupelo-trio her og farvel til Queen, Bros og Sir Douglas Quintet. Junior Senior er så tæt på at være i orden, at de får et bonuspoint – de falder på at det er et gruppenavn, selvom navnet er sammensat af de to musikeres titler.
- Musikeren skal have udgivet i navnet – det må ikke blot være et øgenavn. Det diskvalificerer naturligvis Elvis fra listen ovenfor, men jeg nænner simpelthen ikke at fjerne ham. I får mig ikke til det. Og lad mig lige minde om, at der aldrig står Sir Cliff Richard og Sir Elton John på d’herrers covers.
- Titlen skal stå først i navnet. Så farvel til Isley Brothers og Spice Girls (som så alligevel var faldet på at være en gruppe).
Man har det nu godt efter sådan et stykke manuelt arbejde – æblerøde kinder og jord under neglene har man. Det eneste, der naturligvis ærgrer mig lidt er, at når Google så en dag får indekseret denne side, behøver andre frostskadede hjerner der leder efter titulerede musikere bare at skrive “lady gaga boy george captain beefheart” og så får de straks den fulde liste på et sølvfad. Og hvor er skattejagten så henne? Jeg har ødelagt det fine hul i osten.
november 10, 2010 kl. 6:02 am |
http://en.wikipedia.org/wiki/Sir_Mix-a-Lot
november 10, 2010 kl. 8:25 am |
Takker. Og jeg tilføjer lige følgende efter en nats betænkningstid:
Professor Longhair (endnu en hilsen til Hanefar)
Queen Latifah
Doc Pomus
Dr. Dre (der er vist mange doktorer)
MC Einar (og alle de andre MC dit og dat)
november 10, 2010 kl. 8:40 am |
Miss Mukuba
Lady Sovereign
Mine eneste bud, en træt onsdag morgen…
november 10, 2010 kl. 11:52 am |
KID Creole
PINK (undskyld den kom med)
Jeg vil til enhver tid argumentere for at Donkey Kong hører til på listen.
november 10, 2010 kl. 1:01 pm |
Miss Kittin
Baby Huey
Cat Stevens?
november 10, 2010 kl. 9:34 pm |
Mr. Overdrive… med hilsen til Hanefar
november 10, 2010 kl. 9:37 pm |
Som jeg husker det havde man i New Orleans i de gode gamle dage nærmest en konkurrence på at finde på de smarteste titler at smykke sig med; jf. ovenstående Professor Longhair, Dr. John osv.
december 16, 2010 kl. 3:58 pm |
Papa Bue, som vikinge jazzbandet er opkaldt efter. En hurtig tur på nettet kan fortælle at:
“Bandet er opkaldt efter Arne Bue Jensen….. Arne fik kælenavnet ‘Papa Bue’, fordi han var den ældste i orkestret (- kun 28 år) OG far!”
http://keepswinging.blogspot.com/2009/04/arne-papa-bue-jensen-en-dansk-viking.html
Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med den ovennævnte New Orleans trend…
december 16, 2010 kl. 4:01 pm |
Og PS er der mon nogen eksempler på “dobbeltkonfekt” i stil med det lokale pizzasted i San Francisco: “The Original Mr. Pizza Man”? (fx Sir Mix A Lot Man)
december 16, 2010 kl. 4:03 pm |
Og er der nogen eksempler på “dobbeltkonfekt” som hos det lokale pizzasted i San Francisco “The Original Mr. Pizza Man” (altså fx Sir Mix-a-lot Man)?