Spontan-spoil

Når jeg bliver spurgt, hvorfor jeg ikke skriver oftere på bloggen, er svaret typisk, at “jeg oplever jo ikke helt ligeså meget nu”. Tosse spurgte mig så sent som i onsdags, og mit standard-svar faldt prompte. Men senere kom jeg i tanke om, at det måske er en sandhed med modifikationer.

I ugen før påskeferien besluttede jeg nemlig at tage til New York i de der fire-fem fridage fra torsdag til mandag. Agnetes projekt gik dårligt, humøret faldt, udsigterne var dystre osv, så derfor var et besøg ekstra nødvendigt. Jeg var så heldig at to gode kolleger (Dreier og Sofie) gerne ville med – Agnete havde jo ikke synderligt meget tid i dagtimerne til at hænge ud med mig. Så et par møgdyre spontane flybilletter senere tog vi afsted til New York.

Lad det være sagt med det samme: byen ligner sig selv, var stadig ligeså fantastisk og bød også på nye spændende barer, takket være Agnetes opdaterede insider-viden. Men først og fremmest blev der brugt en del tid på at gense de bedste steder.

Sofie på Habana til en omgang huevos rancheros

Der blev tid til fantastisk brunch på Gitane.

Læg mærke til, hvordan en unavngiven gæst i nederste venstre hjørne opprioriterer en honningmad fremfor resten af bordets glæder

Selv Central Park stod akkurat som da jeg forlod den.

Sheeps Meadow

Lidt sæsonvariationer var der dog. Her faldt vi for eksempel over et rulleskøjte-disco ude i parken.

Hvis bare han ikke havde haft de der all-purpose-pants på, så kunne det billede været taget i 1978

Det er altid sjovt at gå rundt med folk i New York – og det er især sjovt at se, hvad de forskellige lægger mærke til. En arkitekt vil kommentere byens tilsyneladende fuldstændige laissez-faire holdning til, hvad der må bygges hvor. En gourmetmave vil gå fra restaurant til restaurant. Modebevidste vil bruge halvdelen af sparepengene på tøj. Og en reklame art director og en grafisk designer vil rigtig gerne tage billeder af indpakning.

Disse chokoplader ligger nu ude på bureauet og ve den lav-æstetiske stakkel, der kommer til at åbne dem bare for at spise dem

De fire dage gik med at vade rundt og nyde det (overvejende) fine vejr og god mad og drikke. Et powerfuldt koncept, som nogen ville kalde det. Vi holdt os i den sydlige halvdel af Manhattan og et par ture til Brooklyn.

Gadekånst i Williamsburg

Ditto

Og bedst som vi står og nyder en is fra Brooklyn Ice Cream Factory under Brooklyn Bridge på en af vores lange gåture, kommer vi til at kigge op på himlen. Det er nok den eneste gang, at jeg har fået et chok af at gøre det.

De her skyer mener det alvorligt

Det var det mest monstrøse skydække jeg nogensinde har set. Det kan måske være svært at få helt samme gys ud af de her små gnallingebilleder, men hvis I klikker på det kommer der et større, så I kan opleve (lidt af) storheden. Nu er det her selvfølgelig kun et lille udsnit af en ret stor himmel, men for nu at sætte et par enkelte ord på, så virkede det som om vi var under vand og kiggede op mod overfladen. Himlen bølgede frem og tilbage og hist og her var der nærmest nogle store huller opad – ligesom en omvendt skypumpe. Yessir – hvis det ikke kvalificerer indlægget til at blive rubriceret i “Vejr og miljø”, så ved jeg snart ikke. Her er et til – lettere modificeret.

Sådan lidt van Gogh-agtigt, I ved nok

Trods vores forundring og lette bekymring over det mærkelige vejr, slap vi uskadt og tørre fra det. Det var dog ikke det eneste underlige vi så den dag.

Walking the dog

Den sidste aften inden vi tog hjem, introducerede Agnete os for en ny bar. Som sædvanlig meget anonym på gadeplan, men slap man først forbi dørmændene gik man direkte ind i en elevator, kørte nedad, fortsatte i nogle anonyme hvide gange, der ligeså godt kunne have ligget under Rigshospitalet og pludselig trådte man ind i en läkker, läkker bar. Og bedst af det hele var, at de lavede fantastiske drinks – vi fik os en runde “bicicleta” – hyldeblomst med St. Germain-likør, champagne og hvidvin. Måååms. Vi havde vores helt eget lille aflukke – eller lounge om man vil.

En celebrity lounge, måske endda

Udover at smage fantastisk, er bicicleta også en meget effektiv og hurtigt virkende drink, der straks fik humøret i omdrejninger.

Aftenens pole dancer fik point for overraskelsesmomentet, men var noget af en skuffelse i længden

Efter vores pitstop under jorden, gik vi op og trak lidt luft, for derefter at gå under jorden igen – denne gang på La Esquina, hvor Agnete havde været så god at skaffe bord. Normalt skal man ringe et par uger i forvejen for at det kan lade sig gøre, men hun fik hypet vores besøg temmelig meget overfor telefondamen, da hun ringede “on behalf of mr. Rossel”. Og hvad andet kunne den stakkels gatekeeper gøre end at rydde ud i reservationsbogen, når argumentet er: “But mr. Rossel will only be in town for a few days and he specifically asked me to get a table for four at La Esquina”.

De er nok stadig glade for, at de fik skaffet Mr. Rossel et bord

Det var som sædvanligt en oplevelse ud over det sædvanlige – eneste minus var at de ikke havde noget mynte og derfor ikke kunne lave de sædvanlige kander mojitos til os. Heldigvis var der ikke problemer med chokolade-leverancerne.

Byens bedste choko-dessert. Basta.

I skrivende stund er jeg ikke sikker på, hvor vi egentlig gik hen bagefter, men der er jo aldrig langt til nærmeste bar i den by.

Dagen efter mødtes vi i det polske kvarter i Brooklyn (Warsaw) til brunch på Enid. Det var Sofie, der introducerede os til sit gamle hang-out, fra da hun boede i New York. Jeg tror vi har vinderen af bedste blåbær-pandekager her.

Og de skænkede også en habil Bloody Mary

Stedet var klassisk Brooklyn-kuul og et studie i majestætisk afslappethed på trods af en laang kø udenfor.

Agnete restituerer

Men alt får en ende – og da især 4 dage i en by som New York. Og jo tættere man kommer på sit afgangstidspunkt, jo mere er det som om Danmark rykker tilbage i ens tanker.

Pludselig sidder H.C. Andersen foran en i Central Park - det lykkedes mig at overse den i over et år

Og der hvor der plejede at hænge reklamer for engelsk sprogskole og Jørgen Ege-agtige klinikker, er det pludselig Amagertorv, der dominerer.

Typisk - så tager man til New York kun for at få at vide, at der er federe i Danmark

Agnete kom hjem til Danmark en uge efter os andre med kufferterne fulde af vira og cellekulturer. Stadig travl, stadig op og ned med forsøgenes status, men i det mindste nu med mulighed for at tage en daglig sundowner udover the mighty Øresund.

Skål

Så får I ikke mere for den 25-øre

Jeg kan forstå, at 25-øren er blevet afskaffet, mens vi har været væk. Vi ville ønske noget lignende ville ske herovre, hvor de stadig opererer med pennies – 1 cent eller cirka 5 øre. Pennies er noget mærkeligt noget. Det er noget, man får. Ikke noget man giver. Altså: jeg får dem evig og altid i byttepenge, men jeg kunne aldrig finde på selv at betale med dem, simpelthen fordi jeg ikke gider gå rundt med dem på mig. Resultatet: de ophober sig som nullermænd og formerer sig som rotter.

Så lad mig i den anledning indlede dette sidste blogindlæg fra New York med at annoncere, at det …. eeeeeerrrrr…. QUIZTIME!!!

Pennies til venstre. Nickles, dimes og quarters i til højre. Klør Dame i midten.

Vi har gennem hele vores ophold, troskyldigt puttet pennies i en kop for sig selv. Målet var, at vi skulle tage op til Rockefeller Center nu her ved juletid og smide dem allesammen i en Penny Pool, som vi så sidste år. Pengene går til de hjemløse. Men.. ingen Penny Pool i år. Og folk holder i det hele taget også ret meget på pengene for tiden. Så jeg måtte i banken og køre dem igennem børne-tællemaskinen, hvis lillepige-stemme pænt højt sagde “woooow, you’ve got a LOT of pennies. You wanna guess much you’ve got before I count it?”. Svaret er ja. Agnete og jeg havde faktisk allerede indgået et af de klassiske præmieløse væddemål. Og nu sender jeg så spørgsmålet videre til jer. Hvor mange pennies er der i kruset til venstre? Jeg har inkluderet et spillekort i dette lille stilleben, så jeg ikke skal høre på Pinholts teorier om “forvrænget proportionalitetsfusk” og “optisk vinklingsproblematik”. Nu kan I se direkte, hvor stort kruset er. Klør Dame kan man altid stole på. Så altså… hvor mange pennies er der i det venstre krus?

Derudover har vi naturligvis krampagtigt travlt med at pakke hele lejligheden ned i 4 kufferter og lidt håndbagage. Vi er lige kommet hjem fra vores lokale shelter Bowery Mission, hvor vi donerede 8 poser tøj og sko til de hjemløse. Lutter gode sager, selvfølgelig. Jeg er sikker på, at når Agnete kommer tilbage til nytår, sidder der tiggere i limited edition t-shirts fra Brooklyn Industries og vintage sneakers.

Jeg havde lidt overvejet at lave et stort liste-indlæg: top 3′ernes nirvana, så at sige. De bedste spisesteder, de lækreste drinks, de sejeste pladebutikker, de fedeste tøjbutikker, de største skuffelser, de hyggeligste kvarterer osv. Men det når jeg ikke inden vi tager hjem, i hvert fald. Den eneste liste jeg når at få med er listen over venner og familie, som var så søde at komme hele vejen til New York for at besøge os (og New York, sikkert). Jeg var egentlig i gang med at forberede en hel lille collage af billeder med stort set alle gæster, men jeg kunne ikke nå det. Måske dukker den op senere. Her er den kronologiske liste over gæster, der har boet hos os i kortere eller længere tid. Jeg har tilladt mig at sætte en ultrakort beskrivelse på hvert hold, så alle har mulighed for lige at placere hinanden – sådan noget med, hvor vi kender vedkommende fra.

Joakim og Andreas (Kunde)
Ditte, Christian og Bjørk (bio)
Christiane (Lundbeck)
Helle og Thyge (Rossels)
Rie (bio)
Louise (arkitekt, Brasilien))
Bente og Gravers (svigerpatrulje 1)
Lisa og Per (bio, Birkerød + mm)
Marie S. (Kunde)
Lars, Henrik og Tine (Rossels)
Peder og Irene (svigerpatrulje 2)
Mikkel og Tora (Hanefar og Tosse)
David og Karen (Birkerød)
Benedicte og Simon (kollegiet)
Mikkel, Pinholt og Charlotte (Birkerød)
Marie Mi og Richard (bio)
David (umulig at holde hjemme i DK)
Bente og Gravers (dem igen)
Helle og Thyge (og dem)
Jes (bio)
Johannes (Louise’s)
Rie (frisk fra San Francisco)
Anne (Rossel)

Tak for besøgene, allesammen. Det har været en stor fornøjelse.

Vi spiste for et par timer siden vores sidste middag herovre. Det var svært at prioritere blandt sine yndlingssteder. Skulle man tage sig en burger på SoHo Park ligesom vores allerførste aften herovre – en full circle løsning? Skulle man tage ned til de fantastiske brasilianer-gryderetter og servitricen med sovekammer-øjnene på Bar Bossa? Skulle man tage at skylle en sidste mojito ned med cubaner-modellerne på Café Habana? Spænding til det sidste. Valget faldt på det, der skulle have været førstepladsen på den ikke eksisterende “Top 3 pizzeriaer” – nemlig vores lokale l’Asso. Og minsandten om personalet ikke gav os hele afskedsmiddagen gratis som en sidste gestus fra stamstedet. Man bliver jo helt rørt. Eller bekymret over hvor meget pizza man har spist på et år.

Med hensyn til Pinholts tidligere forespørgsel om, hvad der nu kommer til at ske med bloggen, så vil jeg forsøge at lade den leve videre i København i en eller anden form. Det kunne måske være en idé med flere skribenter for at sikre en vis form for frekvens? Jeg er sikker på, at nogle af jer render rundt med små blogskribenter i maven. Og store svulmende følelser for københavnsk petitstof. Jeg ved fx fra pålidelige kilder på den amerikanske vestkyst at et større skrivetalent på den amagerkanske østkyst kun venter på at komme i gang. Kunne der være tale om Kulturel Onsdags første online venture? Hvorom alting er, så skader det jo ikke at prøve at se om bloggen kan leve sit eget besynderlige liv på sidelinjen af arbejde, skrigende unger, faste møder med singleklubben, musiceren og hvad alle mulige ellers render og laver derhjemme.

Tak fordi I læste med indtil nu. Vi glæder os til at se jer allesammen lige om lidt.

Hvem sidder der bag skærmen?

Så bare en enkelt, da

Der er rigtig mange kilometer i benene for tiden. Anne går rundt i sine papirstynde Converse-konvolutter, mens jeg selv har måttet overgive mig til vandrestøvlerne fra sydvest-turen for at undgå frostskader på fødderne. Men vi har også et travlt program. Lørdag var der derfor dømt delvis hviledag i selskab med Dylan og Kathy på Dia:Beacon 1,5 times kørsel nord for New York, for lige at komme til hægterne igen.

Ocean's 4

Jeg har skrevet om Dia:Beacon før for omkring et år siden. Vi var der med Louise i december 2007 – trofaste læsere kan måske huske Beacon som et populært ynglested for meget sjældne fugle. Og derudover er der et fantastisk moderne kunstmuseum (“fantastisk moderne”… “fantastisk, moderne”?) Vi hvilede altså benene og gik langsomt rundt i museumspositur med hænderne foldet på ryggen, hovedet let tilbage og brillen godt nede ad næseryggen.

Da Dylan og Kathy efterfølgende skulle købe julegaver og forsinkede fødselsdagsgaver i outlet-byen Woodbury, tog vi toget tilbage til New York. Agnete tog på lab, og Anne og jeg gik lidt rundt i midtown for at se Grand Central, Times Square og Rockefeller. Når jeg siger “gik lidt rundt”, mener jeg naturligvis “brugte hele vores kropsvægt på at mase os frem mellem tykke amerikanerturister og dejfarvede danskere med julegaver til op over ørerne og andre godtfolk”. Jeg tror ikke jeg har været på Times Square med så mange mennesker før. Måske lige til Obamas sejrstale, men ellers…

Vi fik kæmpet os ned til Rockefeller Center – ingen amerikansk jul uden lige at se juletræet ved den berømte skøjtebane.

Meget lig sidste års model, faktisk.

Vi kunne se træet, men vi opgav ret hurtigt at komme ned til skøjtebanen. Vi lagde derfor en rask plan b: tag metroen hjem og find en café med varm kakao. Vi fandt metroen og drog mod syd, men som i de bedste eventyr hvor helten er på vej hjem efter overståede strabadser, er der altid lige en sidste forhindring. Det er tit noget med en modstander, som man troede var død, men som ikke var død alligevel og nu overraskende tvinger helten til den endelig duel. I vores tilfælde blev hjemkosten forpurret af Puck Fair, en bar rundt om hjørnet, nede i kælderen, der er kendt og frygtet for at forvandle kakao til øl. Og øl til Laphroig-whisky. Og i modsætning til de bedste eventyr var der ikke nogen lykkelig slutning.

Og de levede lykkeligt til deres dage ende drak indtil de ikke havde flere penge

Det starter altid med de bedste intentioner, sådanne eftermiddagsøl. Og de ender altid et helt andet sted. Da Agnete kom tilbage fra lab, tog vi alle tre på Café Habana.

Endestationen for Gamle Rossel

Detaljerne flyder lidt ud efter denne middag, men jeg ved så meget at Anne fik overtalt Agnete til at tage med hende til Greenwich Village for at få nogle lebsiske lapdances. Hvor fristende det end lød for undertegnede, valgte jeg at tumle rundt om hjørnet, rulle op ad trapperne og trille ind i sengen. Jeg blev vækket nogle timer senere af en lettere højlydt Agnete, der ikke kunne berette så meget fra dér hvor regnbuen ender, men i stedet fik fortalt historien om hvordan hun og Philip Seymour Hoffman havde sendt fint-flirtende blikke til hinanden kl. 4 om natten på en øde gade i Greenwich. Moralen: man går glip af for meget ved at drikke eftermiddagsøl, selv på en hviledag.

Den indledende æresrunde

I vore dage med meningsløs terror, der kan slå ned hvor og hvornår det skal være, er det godt at vide, at sikkerheden ved personaleindgangen til Staten Island-færgerne er helt i top. Kan de ikke også lige fortælle, hvor det er bedst at placere sprængstoffer?

..og passwordet ligger under måtten..

Jeg har i øvrigt fået en Rossel på besøg. Kusine Anne, mere præcist. Vi har gået tæerne blå i det kolde klare vejr i dag, men nåede også igennem både Chinatown, Little (!) Italy, Financial District, Ground Zero, Battery Park, Brooklyn Bridge, Dumbo og Brooklyn Heights.

Anne i Dumbo

Jeg har heldigvis en del tid i denne uge til at gå med rundt, så jeg får set mange af tingene for formentlig sidste gang i lang tid. Æresrunde er vist ikke for stort et ord. Jeg er kommet til den konklusion, at jeg ikke længere har tal på, hvor mange gange jeg har gået over Brooklyn Bridge. Men i dag blev det til to til. Og den skuffer aldrig.

Farver og striber på Brooklyn Bridge

Der kommer sikkert flere små iagttagelser fra de kommende dages vandringer.

Nåede de færgen?

Det her indlæg skal skrives meget hurtigt. Før jeg ved af det, er Rie tilbage i San Francisco (hun må faktisk være landet nu), og så begynder hun at skrive på sin egen blog med nogenlunde samme billeder som mig og sikkert de samme historier at fortælle. Og man vil jo gerne være først med det nye.

Ja, med forventninger skruet helt i vejret, kan jeg så punktere ballonen og sige, at det egentlig ikke er fordi der var noget særligt at fortælle. Jeg vil bare gerne være først – journalist-syndromet, kalder man det.

Rie skulle afsted til lufthavnen omkring frokost, så vi spiste god morgenmad på La Gitane nede om hjørnet og tog en gratis færgetur til Staten Island (ikke at hun naturligvis ikke havde prøvet det før – flere gange faktisk – men forslaget blev accepteret som en hæderlig måde at sige farvel til New York på).

Staten Island er New York’s Amager. Det var (er?) her man læssede affaldet af i vulgært store mængder. I dag er stedet mest kendt for sin bandekriminalitet og som den eneste af NYC’s 5 kommuner, der stemte republikansk til præsidentvalget.

USA er et liberalistisk samfund – enhver er sin egen lykkes smed osv. Staten skal helst ikke blande sig for meget i private anliggender. Ellers ender vi jo lynhurtigt i ræverød socialisme – eller som Sverige, John McCains skræmmeeksempel på hvordan det dog skulle gå USA, hvis Barack Obama fra det Amerikanske Marxistparti skulle gå hen og vinde valget. Men der er tilsyneladende alligevel engang imellem brug for at Uncle Sam går ind og viser den rette vej.

Giv ungerne en krammer - ikke en lammer (Fra mine kilder i reklamebranchen ved jeg, at Søren Krarup pt arbejder på at få søsat det omvendte slogan i en storstilet kampagne i Danmark.)

Det er godt at se, at drengen på billedet får tilstrækkelig kærlighed og bekræftelse fra Daddy-O, men det er endnu bedre at se, at Uncle Sam har været så snedig at placere en anden oplysningskampagne umiddelbart overfor den .. skal vi sige trinde?… knægt.

Mere kærlighed, mindre mayo

Hvad man end kan mene om, at der overhovedet er et behov for at minde forældre om at de skal elske deres børn, så er kampagnen gjort tilpas lødigt, og kaloriekampagnen er ligeledes umulig at misforstå, hvis man ser bort fra lidt aritmetik-akrobatik (2000-1210=??). Der er ingen svære ordspil, ingen referencer til viden som man ikke nødvendigvis kan forudsætte findes hos publikum og ingen dobbelttydigheder. Med andre ord: det er ikke en reklame for Pop Corner – en kiosk vi fandt i færgeterminalen.

Popcorner? Jeg forstår ikke... eller.. nååååååjo, popcornER - pop corner. Got it.

Men altså: “Nåede de færgen?” Ja, mæt af cutting-edge marketingoplevelser var det rart med noget salt havluft på vores 2 x 20 minutters overfart. Og man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige tog et billede af dén udsigt.

Skarn 1 og Skarn 2

Og så fik vi ellers shippet Rie tilbage til San Francisco. Tak for visit. Vi ses til nytår på Danmarks Amager.

Kan vi lide østers?

Marie havde allerede for flere måneder skrevet til os, at vi skulle spise østers på hendes 30 års fødselsdag. “Man kan ikke fylde 30 og aldrig have prøvet at spise østers. Basta.” Så resolut var tonen hos den (dengang endnu så) unge dame, og der blev prompte booket bord på Oyster Bar – den fine fiskerestaurant i den fine Grand Central Terminal. Fint, tænkte vi.

Vi tog vores bedste tøj på og bestilte diverse fiskeretter: clam chowder, søtunge-filet, New Zealand-muslinger og – som planlagt – to Grand Central Oyster Platter. Jeg skal ikke holde spændingen hen længere. Ikke mere suspense. Slut med narrative næsvisheder og hånlig holden-hen. Her kommer det: det smagte fantastisk. En stor succes.

Her lidt visuelle reaktioner fra hele selskabet.

Østersene blev serveret med selvvalgt mængde af salt, peber, citron, chilisauce og …. ketchup. Prøvede personligt ikke selv med ketchup, men i følge Marie var det bare dejligt.

Efter Oyster Bar tog vi på Campbell’s Apartment – også i Grand Central. Her stod den på lækre drinks i lækre omgivelser. Så sad vi dér og var lidt lækre.

Det var en 30 års fødselsdag med fuld fart over feltet, så efter Campbell tog vi til Pravda, vores henne-om-hjørnet-nede-i-kælderen bar, der krydrede deres ret tjekkede russisk-kommunistiske interiør med brasiliansk salsa-musik. Meget forvirrende. Men måske meget passende på et tidspunkt, hvor alting begyndte at blive lidt mere tåget. Men jeg kan da huske, at bartenderen fik prakket mig en “Russian Mary” på, da jeg bad om en Bloody Mary under forvisning om, at det skam var det samme. Gode 20 minutter jeg derefter fik til at gå med at sidde og spytte i en afskyelig peberrods-vodkadrink.

Hjemme igen lagde vi fødselaren i seng med køleskabets sidste øl. Dén fortjente hun. Tak for middag, Marie – og for en ordentlig en på opleveren.

Vinter-regression (Her er Vejr/Miljø)

Det er ikke mere end en uge siden, at Lisa og Per lå frostblå på luftmadrassen i stuen. Cut til idag, hvor tekstmager-Marie og jeg nød en fantastisk carrot cake + orio cheese cake i East Village udendørs og udenjakke. Hvabehar? Hvagirimig? Hvaerdennuaf? Temperaturen er i mellemtiden steget små 30 grader. Det har været 18 grader og solskin i dag. Sørme om Kjørmes Knud ikke betyder afslutningen på vinteren herover?! Og forårskåde mennesker havde korte bukser/kjoler på. Vi bevarede dog en light-variant af vintergarderoben – det kan jo snyde noget så frygteligt, sådan et vejr… det er noget af det farligste. Meeen lad os nu se, om vinteren nu virkelig også er overstået. Jeg hører noget om nogle gevaldige uvejr på USA’s vestkyst.

Hvad det lige præcis var, der var så morsomt ved vores samtale, kan jeg desværre ikke rigtig huske.

Kom så, Kjørmes Knud (Her er Vejr/Miljø)

Har lige læst mig til, hvad Kjørmes Knud egentlig er. Knud betyder knude, og Kjørme henviser (på sin egen bizarre facon) til candella, lys/stearinlys. Og i overført betydning varsler det, at halvdelen af vinteren er gået. Det kunne vi godt snart tænke os. Kom nu, K. Knud.

Ikke at vi generelt har været hårdt ramt. Det er faktisk dejligt vejr herover – typisk en 6-7 grader. I næste weekend bliver det 13 grader. Men lige nu (torsdag formiddag) er det -11, hvilket havde været fint nok, hvis det ikke var fordi varmeapparatet har valgt netop disse dage til at strejke! Lisa og Per har netop haft deres første nat i vort domicil på luftmadrassen. Vi fandt dem fuldt påklædt i sengen i morges, helt viklet ind i hinanden for bare tilnærmelsesvist at holde på varmen.

Og nu kører der så 4 gasblus på fuld styrke, hvilket har givet den øverste halvdel af stuen et behageligt tempereret klimabælte, mens den nederste del af stuen (der hvor luftmadrassen befinder sig) indtil videre stadig må betegnes som polar-område.

Vi er alle enige om, at der er nogen hjemløse, der lige skal have en ekstra dollarino i dag. Måske knyttet med en eller anden superfed kommentar à la “I know exactly what you’re going through, brother”, serveret med et indforstået og medfølende blik.

Den rekreative direktør

Nu har jeg jo ikke selv været til stede på Kunde & Co siden 1. september, men jeg ved fra mine tophemmelige insider-kilder, at der har været travlt. Som sædvanligt. Der er altid en voldsom trængsel og alarm i slutningen af året. Derfor er det også fuldt forståeligt, at bureauets kreative direktør, Flemming, valgte at oplade batterierne ved at stikke af til New York over julen sammen med konen.

Utroligt hvad ferie kan gøre. Dyrk energien i dét smil. Nyd farven i kinderne. Fornem gå-på-modet og den fornyede livsglæde. Vid at hver en bevægelse demonstrerede et overskud af en anden verden. Se dog, hvor han stråler smukt.

Tak for god italiensk frokost, Flemming. Må trøffel-olien lægge sig som et beskyttende lag mod, hvad der venter af udfordringer i 2008.

God jul

Der er ikke meget, der afslører at det er jul i New York. Vi har nærmest intet julepynt i gaderne, 11 grader og regnvejr. Indenfor er det til gengæld en helt anden sag. Vi har investeret i et 50 cm højt juletræ (!), har modtaget julekage fra Birkerød og det er ikke til at komme hverken frem eller tilbage i lejligheden for gaver.

Så med et billede fra gårsdagens sundowner i den smarte Pravda-bar nede om hjørnet, ønsker (fra venstre mod højre) Leninade, Gravers, Ginger Fizz, Bente, Cosmopolitan, Agnete, White Russian og White Tue jer allesammen en rigtig god jul og et godt nytår. Det bliver spændende at se, hvad det nye år bringer. Vi hører noget om regionale udvidelser mod syd og øst i Danmark??