9.9

I kategorien Enarms-Tilde med Dobbelt Skrue og Semi-Vrid vinder Rune stort foran konkurrenterne. Et enigt dommerpanel giver den ellers nær-hypotetiske 9.9-karakter. Stort tillykke.

Manden. Pigen. Koncentrationens tyranni. Sejrens sødme.

Hvad nu hvis vi tog fejl

Nu er alle stemmer ganske vist ikke talt op endnu, men det står da vist rimelig klart, at Morten Messerschmidt skal til Europa Parlamentet. Det står formentligt også rimeligt klart, at jeg ikke selv har stemt på ham, men derfor kan jeg jo godt lige kommentere hans kampagne. Den blev nemlig anmeldt som den bedste af samtlige kandidaters – jeg tror endda, jeg hørte ordet “genistreg” et sted. Kampagnen var den efterhånden kendte med teksten “Gi’ os Danmark tilbage” og så et (lidt for) close up-billede af monsieur i afslappet positur – et såkaldt “kald-mig-bare-Morten”-billede. Jeg ved ikke, om jeg selv vil betegne det som en genistreg, men jeg vil da give anmelderne ret i, at kampagnen i det mindste skilte sig ud i skoven af anonyme valgplakater med renskurede ansigter og blankpoleret liste-bogstaver. Jeg er nærmest chokeret over, at ingen udover DF og Folkebevægelsen mod EU kunne finde ud af at sætte en mærkesag på deres valgplakater. Ikke så meget som et valgsprog blev det til.

Nå, men DF’s spidskandidat var altså synlig med sin kampagne, og det er jo altid godt med lidt opmærksomhed. Også selv om man selvfølgelig skal være parat til at smage noget af sin egen medicin.

Mod-kampagne

Da jeg så denne modkampagne måtte jeg stoppe cyklen og gå helt tæt på for at se, hvad gik ud på. Det var noget med nogle hjemsendte asylansøgere, der naturligvis også siger “Gi’ os Danmark tilbage”. Enkelt og elegant vendt til at betyde det modsatte, men muligvis ikke så effektivt, når man skal stoppe cyklen og tage brillerne helt ud på næsen for at læse, hvad der står. Men det er jo et budgetspørgsmål.

Og nu vender hr. Spidskandidaten så snuden mod EU. Der er nok dem, der vil ånde lettet op over, at han så ikke kommer til at blande sig så meget i dansk andedamspolitik. På samme måde som at det har været en lise at have Mogens Camre på behørig afstand gennem en årrække. Men hvad nu hvis anmelderne og kommentatorerne har ret? Hvad nu hvis Morten Messerschmidt er ligeså genial som hans kampagne? Har vi været åndssvage og smidt guld til Bruxelles på den måde? Hvis vi virkelig har dummet os eller hvis vi i det hele taget kommer til at savne politiske stunt som hans heil-events i Grøften, er der ikke andet for end at lave en ny kampagne med samme billede og teksten: “Gi’ os Morten tilbage”.

Anbefalinger

Det kommer nok ikke som nogen nyhed, at der er finanskrise. Og her på redaktionen gør vi også vores for at udnytte ressourcerne maksimalt. Ingen skal komme og sige, at vi ødsler løs midt i sådan en omgang smalhans – vi er jo ikke Dagen. Udover at skære mærkbart ned på antallet af indlæg, er det nu nået så vidt, at vi må tænke i at kombinere forskellige historier i samme fotografi.

Det grænser til kunst

“Det’ jo bare et hvidkålshovede med en cykelhjelm”, vil den typiske læser tænke. Jeg kan imidlertid afsløre, at der er tale om ikke mindre end tre anbefalinger i ét billede (går det virkelig?). Inden jeg afslører hvilke, vil jeg slå et smut tilbage til en religionstime i gymnasiet, hvor vores lærer med et fornemt og enkelt eksempel fik forklaret os verdens dybde kontra vores overfladiske øjne.

Situationen: Vores franskfødte religionslærer, JPD, står ved katederet og holder en øl frem i strakt arm og spørger kætterisk tilforladeligt “hvad ser I?”

Elev 1: “En øl”.
JPD: “Idióte” (udtales som Prinsgemalen ville gøre det)
Elev 2: “En Grøn Tuborg”.
JPD: “Dy är lisså dum som jar är grïm”
Elever: …
JPD: “Hvïs jar sad hvoer I sïdder, jar vill kunn se en grïm mand i en rod trrroj forarn et katedér og en tarvl. Mand’n ‘older en öl i ‘ånden”.

Smukt. Med minimal-dramaturgisk list er det lykkes ham at få os til at indse, hvor lidt vi ser. Og med denne historie in mente, bevæger vi os tilbage til ovenstående billede, der altså rummer hele tre anbefalinger.

1) Cykelhjelm. Så oprandt dagen, hvor jeg anskaffede mig min helt egen Brune Krone. Anledningen var en kollegas lette styrt i Fælledparken på vej til arbejde, hvor en sten på gruset fik ham ud af balance, så han landede med styret i maven og tindingen direkte på en kantsten. Heldigvis havde han så hjelm på, og at dømme ud fra skaderne på hjelmen, tror jeg ikke vi ellers ville have fået ham at se lige foreløbig. Antallet af cykelhjelme på reklameborgen steg betragteligt samme dag.

2) Kål. En grøntsag man ikke skal kimse ad. Frit lige nogle strimler af sådan en fyr, lynsteg dem med noget hakket svine- eller oksekød, og vær generøs med krydderier fra fremmede kulturer. Nemt, billigt og bare dejligt.

3) Serge Gainsbourg. I 1976 udgav han pladen “L’homme à tête de chou” (manden med kålhovedet). Udover at musikken er god, er det også sjovt at høre, hvor et nyere band som Air har hapset meget af deres lyd fra. Ikke nem, men billig og bare dejlig.

I gode venners lag (hva’ ska’ man ellers lave en lørdag aften?)

Mange tak for den varme velkomst på bloggen. Som en kvittering for den venlige modtagelse – og da det er længe siden sidst – vil der i dette indlæg befinde sig en quiz.

I anledning af Agnetes besøg i Kbh havde jeg inviteret hende og Tue til en gang kylling med årstidens grøntsager lørdag aften. Det var enormt hyggeligt at gense den nuværende og den tidligere New Yorker. Udover en lille opdatering på, hvad der rører sig i vort lokalområde – jeg ved nu, hvor man kan købe stykvise æg – AK & Tue ved nu, at Øresundsgrillen er blevet udskiftet med David & Sushi – bød aftenen på den lidt pinlige afsløring af mit tarvelige udvalg af brætspil. Det består af et magnetspil kinaskak og en midt-halvfemser udgave af Trivial Pursuit Genus uden terning. Vi måtte derfor låne en terning fra en mandelgave, jeg vandt til en af  biokemi-juleaftnerne, som nok var beregnet til, for nu at holde et sømmeligt sprog på bloggen, lidt pikant underholdning.

Som det ses er der slået nipples

Med en hurtig konverteringstabel fra kropsdele til terningeøjne var der åbnet for et par timers (spillet er fra før, man bare kunne springe fra ost til ost med en “lips”) selskab med blandt andet en islandsk nobelprismodtager i litteratur,  en vesttysk forbundskansler (død 1967), de kendte sangere bag hhv.  ”Hen te’ kommoden” og  ”Skabadubadelle” og ikke mindst den kendte svensker, som har fået opkaldt en større vej på Østerbro efter sig. Og nu er det så naturligvis, at jeg, til den annoncerede quiz, gerne vil have navnene på de ovennævnte personer.

Den slags quiz er naturligvis ikke helt ligeså sjov nu, hvor vi har www, men Tue beviste med en overlegen sejr i lørdags, at man (eller skulle man sige nogen) faktisk godt kan klare sig uden. Nedenstående sejrsbillede taler vist for sig selv.

Sejrsmomentet

Vi kører ligeud – det er hurtigere

Jeg var med Hanen på Christianshavn i går. Vi skulle hente en stol hos hans moster, men hun var ikke hjemme. Vi benyttede lejligheden til at købe sushi take-away nede ved Ovengaden Undervandet osv, og så ellers skynde os hjem til Tossen og Eigil (aka Baby Perfection) med aftensmaden.

Vi kørte selvfølgelig over Knippelsbro, når vi nu var ved Torvegade. Og vi drejede selvfølgelig ikke ned mod Kongens Nytorv, for vi skulle jo til Nørrebro. Godt nok så det ud som om der var mange mennesker på gaden, men andre biler kørte også ligeud, så vi fulgte bare efter.

Godt så, der var åbenbart stor Gaza-demo foran Christiansborg (så fandt vi også ud af, hvor Hanens moster var henne). Vi bevægede os selvsagt i sneglefart, omgivet af demonstranter og en masse flag. Bedst som vi møver os igennem mængden, bliver demonstrationen opløst og masserne beslutter at bevæge sig i samme retning som os – langs kanalen ned mod Nationalmuseet. Med andre ord: Vi var pludselig en centralt placeret del af en lettere højrøstet meningsytring. Fint nok, tænkte vi – Hanen holdt rattet og jeg holdt sushien – vi drejer til højre ad Nørregade. Det skulle også være så populært.

Det var nogenlunde omkring Thorvaldsens, at vi hørte det første kanonslag og badede os i det blå lys fra de første politisirener. Tættere og tættere på Nørregade kom vi, men vi kom naturligvis ikke hurtigere frem end man ville kunne gå med fx et stort flag. Derudover skulle vi konstant have alle fire øjne fikseret på området umiddelbart foran køleren, da både cyklister og unge mødre med barnevogne tydeligvis ejede dette stykke vej.

Situationen spidser lidt til – der lyder flere kanonslag og flere og flere af de store politibiler maser sig igennem. Vi tæller de resterende meter ned til Nørregade, forcerer os adgang til en svingbane (selv om alle trafikregler selvsagt var sat komplet ud af spil), kun for at finde en kæde af politimænd spærre adgangen af, så vi blev tvunget ned ad Stormgade i stedet – i retning af orkanens øje. Selv uden GPS var vi godt klar over, at det her ikke var optimalt. Så langt vi kunne se, var gaden tæt af demonstranter. Og for enden ved Vester Voldgade lød der kanonslag og området lå badet i blåt lys.

Så sker der hverken værre eller bedre end at de politimænd, der før spærrede adgangen til Nørregade nu bevægede artilleriet ned ad Stormgade, bag os. Med andre ord: vi havde fået en yderst prominent placering i en klassisk knibtangsmanøvre med politi for begge ender af Stormgade. Vi kan ikke se, hvad der sker i den anden ad gaden, men pludselig lyder der høje skrig og masserne løber alt hvad remmer og tøj kunne holde i vores retning. Og der er da intet vi hellere vil end at bakke ud og væk på dette tidspunkt, men det er altså enormt svært at bakke, når man er blændet af blå blink. Umiddelbart bag os kører 4-5 af de store politivogne skulder om skulder. Vi lyner vinduerne ned og fanger forholdsvist let en politimands opmærksomhed (de har åbenbart også set os). Jeg husker dialogen nogenlunde således:

Mig: Ja, undskyld, kan vi lige møve os igennem her?

Politimand: DEN BIL SKAL VÆK HERFRA. OG DET SKAL VÆRE LIGE NU. AFSTED. HURTIGT.

Vi udnytter hver centimeter, der er til rådighed mellem to salatfade (eller hvad de unge nu kalder dem nutildags) og befinder os endelig ude af knibtangen. Vi dytter os igennem mængden, ruller vinduerne ned og råber for fuld lunge: VARM MISO-SUPPE, FOLKENS – RYD GADEN, AF BANEN – SVINEDYR SUSHI COMING THROUGH. Folk indså naturligvis hurtigt alvoren i situationen, slap jerngrebet om os, og før vi vidste af det, var vi tilbage på fredelige Nørrebro i den lille families skød. Og det var baaare en herlig sushi – det er som om mad smager bedre, når man selv har skulle kæmpe lidt for den.

Jeg har skimtet forgæves efter den røde Escort i dette klip.

Så gi’r han nok en lille én

Vi sagde farvel til vores venner i går aftes. Eller: jeg sagde farvel – Agnete kommer jo tilbage efter nytår. Rammen om dette ganske uformelle arrangement var McSorley’s Old Ale House – en irsk pub, der har ligget i East Village siden midten af 1800-tallet og tilsyneladende ikke har været ændret så meget siden. De brygger deres eget øl, og man kan vælge mellem mørk eller lys. Når man bestiller én, får man to – til i alt $4. Med andre ord: det oplagte sted at placere en afskedsdrink.

Her er lidt billeder fra aftenen.

Tyler, Chris og Caroline

Thomas kom lidt senere, da han lige skulle have løst den der finanskrise

Henriette - som opmærksomme læsere vil huske af omtale som et central bindeled i vennekombinatorikken

Oliver - ditto. Det er Thomas' kæreste Franziska til venstre.

Caroline og Stuart

Dylan og Kathy

På McSorley’s kan man udover billig øl få billig mad. Jeg skal ikke kunne sige, hvad det var, men jeg vil beskrive det som en tysk konsistens med en let-böhmersk smag. Lige hvad vi havde brug for, da ølsulten først satte ind.

Efter McSorley’s tog Tyler og Romane med videre på vores lokale russerbar, Pravda, hvor vi så fik vores sidste Leninade, vores absolutte yndlingsdrink herovre.

Tyler og Romane

Det var en schön aften, for nu at blive syd for grænsen. Lettere vemodig hist og her, men mest af alt godt selskab med godt humør. Og nu bliver jeg simpelthen nødt til at få set lidt til pakkenellikerne.

Den indledende æresrunde

I vore dage med meningsløs terror, der kan slå ned hvor og hvornår det skal være, er det godt at vide, at sikkerheden ved personaleindgangen til Staten Island-færgerne er helt i top. Kan de ikke også lige fortælle, hvor det er bedst at placere sprængstoffer?

..og passwordet ligger under måtten..

Jeg har i øvrigt fået en Rossel på besøg. Kusine Anne, mere præcist. Vi har gået tæerne blå i det kolde klare vejr i dag, men nåede også igennem både Chinatown, Little (!) Italy, Financial District, Ground Zero, Battery Park, Brooklyn Bridge, Dumbo og Brooklyn Heights.

Anne i Dumbo

Jeg har heldigvis en del tid i denne uge til at gå med rundt, så jeg får set mange af tingene for formentlig sidste gang i lang tid. Æresrunde er vist ikke for stort et ord. Jeg er kommet til den konklusion, at jeg ikke længere har tal på, hvor mange gange jeg har gået over Brooklyn Bridge. Men i dag blev det til to til. Og den skuffer aldrig.

Farver og striber på Brooklyn Bridge

Der kommer sikkert flere små iagttagelser fra de kommende dages vandringer.

Tilfældighedernes spil

Vi var ude med Dylan og Kathy i går. Først på den fantastiske semi-hemmelige restaurant under den snaskede burrito-diner, derefter til 2. omgang af vores on-going billard-turnering (det gik ikke helt så godt for Team Rossel-Martinez denne gang), og til sidst var vi hjemme hos os. Og midt i al vores snakkeri, kom vi til at snakke om, hvordan vi egentlig overhovedet havde mødt hinanden. Og dét fik ellers åbnet for en kompleks historie fuld af tilfældigheder. Det var ikke den klassiske med “vi gik i folkeskole sammen”, “vi spillede håndbold i mange år”, “vores forældre kender hinanden” eller “Agnete gik til trapez og badutspring med Kathy på sommerlejr i Skåne i 1998″. I kan jo prøve at gennemgå jeres egne venskaber, og se om der er nogen, der kan matche dén her omgang. Hold fast.

DEL 1: Brooklyn bofællesskabet
Dylan er englænder. Han flyttede til New York for halvandet års tid siden (vistnok) for at bo sammen med sin amerikanske kæreste, Kathy. De bor i Brooklyn i en lejlighed, hvor de også lejer et værelse ud. Dylan skulle starte arbejde hos FN, og for lige at læse op på lektien havde han købt sig en bog om organisationen. Da metroen til arbejdet en dag lod vente på sig, tog han bogen frem for at fordrive ventetiden. Og her kommer Ashley (narratologisk figur: Hjælperen) ind i billedet. Ashley er en amerikansk græsrodsentusiast, meget interesseret i politik, miljø og semispirituelle mærkesager. Ashley befandt sig tilfældigvis på samme metrostation og så at der sad en fyr og læste i en bog om FN. Som amerikanere jo gør, indledte hun hurtigt en samtale om FN og om, hvor interessant hun syntes det var. Dylan og Ashley fulgtes ad i toget, og samtalen bevægede sig videre fra FN til hvorfor han overhovedet var i landet, hvor han boede og om at ham og kæresten i øvrigt ledte efter en lejer til deres ekstra værelse. Som nytilflytter til byen gav Dylan hende sit nummer (faktisk Kathy’s nummer, da han ikke selv havde telefon endnu) – det er rart at få sig et netværk i en ny by. Og i øvrigt nævnte Ashley, at hun måske kender en, der var interesseret i at leje værelset.

Lidt tid senere bliver Kathy ringet op en englænder, der hedder Oliver, der gerne vil leje værelset sammen med sin kæreste. Selv om Kathy og Dylan helst ville have haft en single fyr/pige som lejer, lader udbuddet af rablende vanvittige ansøgere ingen tvivl være tilbage om at Oliver og kæresten er de eneste de vil bo med – skidt med at det så er et par.

DEL 2: The Danish Connection
Agnetes veninde Rie havde engang en penneveninde, der hed Henriette – de havde aldrig mødt hinanden, kun skrevet sammen. Henriette er dansker, men har ikke boet så meget i Danmark. Men da hun så flyttede dertil i en periode, opsøgte hun sin gamle penneveninde Rie, og dermed var dét venskab så cementeret. Henriettes kæreste er englænder og hedder Oliver og da de flyttede sammen i Brooklyn var det i Kathy og Dylans lejlighed.

Da Rie var på besøg herovre for et års tid siden, mødtes hun selvfølgelig også med Henriette og introducere os for hende. Vi bevarede så kontakten, efter Rie tog hjem. På et tidspunkt inviterede Oliver os til sin fødselsdag, som han holdt på en bar sammen med Kathy, der har fødselsdag samme dag. Og dér mødte vi så hende og Dylan for første gang.

Lad mig lige understrege de mest slående tilfældigheder:

• Dylan læser en bog om FN, som en pige (der kender en boligsøgende fyr) finder interessant
• Dylan giver hende et telefonnummer
• Alle andre ansøgere til udlejnings-værelset er psykopater (en af dem arbejdede for FBI og insisterede på at have våben i lejligheden)
• Rie og Henriette har stadig kontakt, selv om de var penneveninder for mange år siden
• Oliver, som vi kun havde mødt én gang på det tidspunkt, inviterer os med til sin fødselsdag

Så altså: tak til Rie og Ashley – vi kom frem til, at det må være dem, der har været mest afgørende for, at vi var ude at spise god mad, smadre hinanden i billard og lege sedlen-i-skålen på sådan en helt almindelig lørdag aften.

Dylan og Kathy, tilfældigvis vores venner. Nu tør jeg slet ikke spørge, hvor de kender hinanden fra.

New kid on the blog

Ja, selvom jeg jo er fysisk isoleret på den anden side af Atlanterhavet, tillader moderne teknologi mig alligevel at følge lidt med i, hvad der sker derhjemme. Ugens gode nyhed er, at Tora og Mikkel (aka Tossen og Hanefar) har fået en lille dreng, der hedder Eigil. Og så kan Pinholt komme nok så meget og sige, at jeg sucker up til de to, men nu hvor navnet er afsløret er der ingen skjulte motiver – sikke et lille pragteksemplar.

Stort til lykke fra os.

Eigil - kommende janitshar i Frokost?

Kender du typen?

Bond Street ligger et par gader herfra. Det ser ud til at være nogle dyre adresser – lækre ejendomme, en af byens få brostensbelægninger, ikke så meget trafik. Hvis vi tilfældigvis kommer forbi med gæster, peger vi tit denne specifikke bygning ud.

Bond St

Ikke nødvendigvis fordi den er køn, for det er nok en smagssag, men fordi den er meget speciel. I gulvplan er den skærmet af den mærkeligste, nærmest organiske struktur, og materialet minder mest om indgraveret sølv. Den blev bygget, da vi lige var flyttet herover, men nu er den så småt ved at blive beboet, og folk er ved at rykke deres habengut ind i de store stuer.

Jeg kan huske fra min postbudskarriere (et par gyldne år i etatens tjeneste), at selv om vintertiden var den hårde sæson, så var det også lidt hyggeligt at gå ude i mørket og se på alle de oplyste vinduer. Sådan lidt selvmartrende lille-postbud-med-svovlstikkerne-agtigt. Der så bare altid ud som om de lige havde bagt boller og sad med fødderne i tøflerne og tøflerne på fodskamlen og fodskamlen foran en fantastisk blød og stor stol og avisen i hånden.

Men på trods af denne forhistorie er det altså ikke fordi jeg normalt går og tager billeder ind ad folks vinduer, når det er mørkt, men ingen regel uden undtagelser.

Skudetnuværekånst?

Kald mig sexist, men jeg tror altså det er en fyr, der bor her. Jeg gætter single. Jeg tror rig. Jeg skyder på pigeglad. Alder? Et svært svært spørgsmål. Det er muligvis en ung jet-setter, men det kunne også være en ældre model, der drikker ved ungdommens kilde (for nu igen-igen at bruge et Torsten-udtryk). Dét får vi nok ikke svar på. Jeg ville bare ønske, at der for en gangs skyld i “Kender du typen?” blev serveret en lignende anretning indretning for socioantropo-livsstilsekspertoraklerne i stedet for de sædvanlige Arnoldi-litografier og bornholmer-ure. Bare bede dem træde direkte ind i gemakkerne og SMÆK – in your face! Men det er måske bare mig – eller kender du typen?