Da der var gået noget galt med billeduploadet af mit yndlings-fortovsbillede fra San Francisco, kommer det igen her:

Det der franske kys, ser godt nok spændende ud...

“En KO’er er altid på vagt” – eller hvordan det gamle ordsprog nu lyder – under alle omstændigheder var jeg kun netop ankommet til San Franciscos Mission District, før jeg opdagede, at området udover de mange imponerende vægmalerier (murals) lægger fortov til en masse såkaldt gadekunst.

Her er et medley:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Afgørelsens time….

Spørgsmål 1:

Det var ganske rigtigt, svar #1 - Æbleskiverne eller Ebel, som æble åbentbart hedder i DK

Spørgsmål 2:
Som Rie kan bevidne, var det såmænd “Biker” Jens, som den dag befandt sig på Fisherman’s Wharf. Altså svar #2.

Spørgsmål 3:

Der er nu ikke noget som en Mission burrito...

Spørgsmål 4:

Som det ses, var det svar #3

For at summere op, var det altså 1.1, 2.3, 3.1, og 4.3. Rie og Agnete har begge 3 rigtige. Eftersom Rie var præ-disket på spørgsmål 3, er det en form for dødt løb. Jeg udsender hermed et bonus spørgsmål:

Hvilket “fusionsmads”-fænomen fik jeg ikke smagt på ferien:
1. Apricot Flaxseed Scuffin
2. Korean Taco
3. Chocolate Terragon Ice Cream
4. Fik det hele

Jeg sad lige og ryddede lidt op i de bundløse bunker af feriebilleder. Her blev jeg som så ofte før mindet om at jeg egentlig havde tænkt mig at skrive et blogindlæg om dem, da jeg tog dem. For en sjælden gang skyld får jeg nu indhentet lidt af det forsømte.

På rådhuset i Firenze fandt vi nemlig et fint rum dekoreret fra gulv til loft med renæssancens begejstring for kortlægningen af verden. Så fandt man lige det amerikanske kontinent. Så opdagede man lige søvejen til Kina. Så stødte man lige ind i Australien. En fascinerende periode, the Age of Exploration.

Ikke engang Nykøbing Sjælland og Sprogø kunne man holde skjult for de nysgerrige renæssance-mennesker.

Prøv at forestille jer det: hele verdensdele hvor man simpelthen ikke har anet, hvad der var. Man havde fundet ud af, at Jorden var rund. Dén kage var skåret. Og når man sådan lige pludselig kan regne Jordens størrelse ud og kortlægge de allerede kendte landområder, ja så må der jo nærmest bare være udelukkelsesmetoden tilbage. I midten af rummet stod en mere-end-mandshøj globus med al den viden, man havde tilegnet sig, indtegnet. Og gik man tæt nok på kunne man se en fantastisk inskription.

Incognitvm - intet mindre end fantastisk at kunne skrive det.

Det satte naturligvis straks romantiske idéer i hovedet på mig, om hvor fantastisk det ville være, hvis vi på nuværende tidspunkt egentlig ikke vidste, om der lå et land eller to i midten af Stillehavet på størrelse med Sydeuropa. Bevares, vi har stadig Mars og verdensrummet og Månens mørke side til gode. Men det har så lange udsigter igen. Forestil jer derfor min glæde, da jeg forleden skulle finde en adresse i København på Google Maps og fandt dette.

Selv Google Maps kommer til kort på Vestamager (hvis I forstår sådan en lille en)

Jeg foreslår hermed Kulturel Onsdag at tage på en tur (opdagelsesrejse er måske et mere passende ord) til den fjerne side af øen, til dér hvor metroen har vendt, til dér hvor solen går ned, til Vestamagers vilde.

Allerførst en advarsel: Dette indlæg går direkte imod formålet med min optræden som gæsteforfatter på bloggen, som var at forsøge at få København (og omegn) til at virke mere attraktiv i forhold til for eksempel det nordlige Californien og Manhattan.

Udsigt fra Dolores Park, august 2009

Er nyligt kommet hjem fra en ganske vidunderlig ferie til San Francisco.  To ugers glædeligt gensyn med byen ved bugten og gamle bekendte herunder venner og kolleger såvel som pinot noir, super carne asada burrito, New American Cuisine, og small non-fat fairtraded latte. I et forsøg på at undgå en klassisk ”kede andre folk med sine feriebilleder” brøler, har jeg her forberedt denne lille quiz.

1. Hvilken dansk/nordisk specialitet, som regel oftest set ved juletid, bliver for tiden markedsført af den amerikanske luksus-isenkræmmer-kæde Williams-Sonoma?
   1. Æbleskiver  – ”light puffy little pancakes with an apple filling”  
   2. Rødkål  -“a richly textured sweet and sour treat in all its colorfulness”
   3. Risalamande – ”this Scandinavian Christmas dessert takes rice pudding to a whole new level”

 2. Hvilken berømt dansker så Rie, Kris og undertegnede i sin tid på Fisherman’s Wharf?

1. Creme-kongen Ole Henriksen i færd med at nyde en krabbe-sandwich med sin livsledsager Laurence
2. Det berygtede par Anni og Erik i gang med en nærstudering af en af de mange souvenir boder
3. Hele Danmarks Biker Jens nydende en kølig forfriskning på kajen

Tåge ved Golden Gate Bridge

3. Hvad fik KOs udsendte til frokost, da hun var på udflugt til Golden Gate Bridge?

1. Burrito
2. In’n’out burger
3. Sushi

4. Hvad udlodder firmaet ”76” på et stort billboard i San Franciscos Mission District?

1. Gratis benzin til din næste ferie – kør så langt du vil
2. Et års forbrug af benzin
3. Et helt livs forbrug af benzin

Sæt i gang…

I kategorien Enarms-Tilde med Dobbelt Skrue og Semi-Vrid vinder Rune stort foran konkurrenterne. Et enigt dommerpanel giver den ellers nær-hypotetiske 9.9-karakter. Stort tillykke.

Manden. Pigen. Koncentrationens tyranni. Sejrens sødme.

Trofaste læsere vil nok kunne huske Dylan og Kathy – fra indlæg om barbeque i silende regn i Catskills, fra turen til Banksys weirdo-dyrehandel, fra stormly i Brooklyn og måske også fra historien om, hvor tilfældigt det egentlig er, at vi overhovedet hinanden (en kompleks omgang).

Sidstnævnte indlæg afslutter med berøringsangst overfor spørgsmålet: hvordan kender så Dylan og Kathy egentlig selv hinanden? Det er nu opklaret og er faktisk en helt fin historie i sig selv. Det eneste vi skulle gøre for at få sandheden – denne sidste brik i puslespillet – var at tage til Toscana i slutningen af juli og finde vej til en meget lille by ved navn Trequanda. Så dét gjorde vi.

Og når man nu alligevel skal til Toscana, hvad er så mere naturligt end at slå et smut forbi Firenze og se lidt på kånst? Renæssancens hovedstad. Modernitetens moder. Bankvæsenets vugge. Så dét gjorde vi.

Og nu vil jeg lige referere til en bog, jeg aldrig har læst (det gør jeg alligevel så tit). Den tyske sociolog Ulrich Beck skrev i 1986 “Risikosamfundet” for at beskrive samfund og processer, der fokuserer meget på fremtidssikring i forhold til ydre trusler. Vi kender det meget håndgribeligt fra vores opfattelser af usikkerhed og utryghed vedrørende forurening, vold, epidemier, terror og miljøforandringer – alle menneskeskabte eller menneskerelaterede risici i modsætning til fx naturkatastrofer, der jo altid har fundet sted. Han argumenterer så for, at Risikosamfundet er uløseligt forbundet med moderniteten og det moderne samfund. Så altså: det moderne menneske er bange for alt muligt og staten ser det som sin opgave at beskytte det.

I 1400-tallets Firenze og øvrige Europa har miljøforandringer spillet en meget lille rolle. Vold har der utvivlsomt været, men det blev besvaret forholdsvis 1:1 af staten. Og så kunne man jo tro, at alle de der renæssance-mennesker der fes rundt i Firenze har levet et ubekymret liv, men i virkeligheden har de været uforskammet bange – for Helvede. Og de forsømte aldrig en chance for at skildre det. Eller rettere: kirken holdt meget af at minde folk om, hvor man risikerede at komme hen, hvis man var modspiller i stedet for medspiller.

Se dét er utryghed og usikkerhed. Tag dén, Ulrich Beck og moderne risikosamfund

Lige pludselig virker en temperaturstigning på 2 grader som en helt ok deal

Skræmmebilleder fandt vi mange af i kirkerne i Firenze. Vi fandt også mere end rigeligt af Madonna-med-barnet. Øøøjj, de der par hundrede år op til 1428, hvor de bare ventede på at Masaccio skulle opfinde perspektivet var et veritabelt dødvande – jeg ville ønske kunsthistorikerne ville indrømme det. Man fornemmer næsten, hvordan malerne er gået helt død af at gentage det samme motiv igen og igen. De forsøger desparat at variere lidt hist og her: Jesus-barnet bliver længere og længere og får voksenhoved med babykrop à la Lillebror fra Riget, men de store revolutioner udebliver.

De prøvede sågar at give Voksen-Jesus en blond makeover.

Men efterhånden som de nye renæssance-teknikker blev udbredt og mestret, blev Firenze et skatkammer af fin kunst. Agnete forelskede sig i den forgyldte dør ind til domkirkens dåbskapel.

Her i detaljer

Dørene kostede i sin tid (1400-tallet) 21.000 florentiner, den gældende møntfod. Til sammenligning var en tømrer-årsløn på 15 florentiner og en hest kostede 20. Omsat til 2009-tal svarer det til et beløb i omegnen af 490 millioner kr (ved en årsløn på 350.000 – aner ikke hvad en hest koster). Prøv lige at forestille jer folkedybets rumlen, hvis hvem der nu end er kulturminister for tiden (der hersker lidt forvirring) satte de penge af til en gang for alle at få renoveret dørene på Holmens Kirke. Bjørn Nørgaard og ham der med guldfiskeblenderen skulle nok ikke regne med at komme i betragtning.

Udover et krævende museologisk program bød dagene i Firenze også på lidt afslapning.

Jeg kalder dette intense fotoværk for Smeltende Isterning i Refleksionernes Firenze

Efter et par dag lejede vi en bil – den mindst mulige – og drog mod syd til Trequanda. Vi skulle jo have opklaret, hvordan Dylan og Kathy egentlig kender hinanden. Vi nåede frem til Fattora del Colle og faldt lynhurtigt til.

Agnete har allerede glemt alt om den gulddør

Her skulle vi nemlig til bryllup. Dylan og Kathy havde arrangeret en vielse på neutral grund – han er englænder og hun er amerikaner med filipinske rødder. De havde måttet udsætte deres bryllup flere gange, da de respektive familier blev fortørnede over, at netop de skulle flyve. Det endte så med, at alle skulle flyve.

Uuudmærket kulisse

Det var et mægtigt bryllup kombineret med en uges afslapning på toppen af de toscanske vinmarker med svale pools og kold vin. Og under Dylans tale fik vi endelig, endelig, endelig at vide hvordan de to kender hinanden. Here goes.. Kathy var i sin tid i London på ferie, hvor hun boede hos en veninde. Veninden inviterer hende med til fest hos en ven. Her møder hun Dylan, som er til samme fest. Han havde været forholdsvist ubehøvlet overfor hende i løbet af aftenen, men endte med at ringe dagen efter og invitere hende ud. Hvilket hun så sagde nej til, for derefter at flyve tilbage til New York. Og det er hér, at historien bliver let bizar (små-romantisk, vil nogen læsere måske mene). For Dylan fulgte efter hende i næste fly uden at kende nogen i New York og uden særlig mange penge på lommen (eller et sted at bo, for den sags skyld). Så snart han ankom til JFK lufthavn ringede han til hende og inviterede hende ud igen. Og denne gang sagde hun så ja.

Og nu er de så hér (for lige at gøre en lang historie kort)

De fik hinanden, og vi fik en god ferie. En win-win.

Brudeparret i civil - efter den sidste aftens tur i den udendørs jacuzzi

Hvem: Agnete og undertegnede (og siden Agnetes gemal og nogle af dennes kolleger)

Hvad: Kulturhavn, grillbuffet, breakdance battle, swing, lindyhop, leg og ikke mindst ubådsballet

Hvor: Islands Brygge

Og det var igår…..

Nymodens musik, håndtegn og hvad der ellers hører sig til et breakdance battle.

Ubådsballet. Et eventuelt handlingsforløb blev ikke decifreret, men smukt så det ud derude på vandet med ild og alt muligt.

På trods af en travl sommerferie er det alligevel lykkes Hanefar og mig at blive færdige med et nyt nummer. Ok, det er så også kun 2:10, meeen det kan nu være besværligt nok alligevel. God fornøjelse – og man kan som sædvanlig tilmelde sig vores nyhedsbrev på frokostmusic.dk, hvis man ikke allerede er en del af dette eksklusive selskab.

Der kan klikkes

Prøv at tænke på, hvis du havde så godt et ansigt, at alverdens forbrugerbrands gerne ville forbindes med det. De ringer allesammen til dig (eller rettere: til din højtlønnede agent) for at få dig til at medvirke i deres reklamefilm eller posere på deres reklameplakater, men du kan jo ikke sige ja til alle for så hænger troværdigheden i en tynd tråd: “Tue køber altid økologisk”, “Tue handler kun i Lidl”, “For Tue er hver dag Toyota-dag” og “Tag toget ligesom Tue”.

George Clooney har et godt ansigt (og en god krop, hvis man spørger cloon-goon Bettina Heltberg). Han får helt sikkert mange forespørgsler fra firmaer, men har valgt at satse på eksklusivitet og kvalitet med Omega.

Nu kan vi så gå ud fra, at Bettina Heltberg går med Omega

Og det synes jeg egentlig er et fint match. Skuespillere/kendisser skal være meget opmærksomme på, hvad de vælger at blive forbundet med, for det kommer højst sandsynligt til at følge dem i lang tid. Det er naturligvis også derfor, at de tager sig ekstra godt betalt, når de skal lave 40 sekunders reklamefilm, 20 sekunders speak eller have taget et enkelt glossy glamourshot. De sælger en del af deres kunstneriske integritet til konsumdjævlen, så de kan ligeså godt sælge sig selv dyrt.

Men nu læser jeg så, at George Clooney har lovet at hjælpe de konkurstruede Crocs ud af suppedasen. På trods af massive salg af multicolorerede plastic-træsko er det åbenbart lykkedes firmaet at formøble meget store værdier og nu stå på afgrundens rand. Detaljerne er endnu sparsomme, men det lader til at George Clooney har tænkt sig at hjælpe specifikt med markedsføring. Og vel er jeg ej spindoktor eller image coach (den titel må simpelthen findes) og vel er det ikke mit men George Clooney’s choice, men jeg aner signalforvirring i horisonten. Og et skidt, skidt år for Omega.

Hvis I ser en midaldrende kvinde iført Omega-ur og Crocs, så ved I hvem det er.