Tumater

Vi var en tur i Silvan i løbet af foråret. Vi skulle sikkert bare have et stykke ledning og gulvspand, men vi kom tilbage med frø nok til at starte vores egen grønthandel. Henover sommeren er vi således blevet forkælet med hjemmesået og hjemmehøstet basilikum, oregano, dild, purløg, mynte og timian. Og nu også tomater. Jo sørme. Jeg troede faktisk at det var noget, der kun kunne gro i et drivhus, men vores terrasse har vist sig at være en perfekt tempereret klimazone, for vi har indtil videre spist ikke færre end 2 (siger og skriver: to) tomater. Det’ nok et besøg værd i kolonihaven (som Rie og Marie har døbt vores udendørsarealer).

Vi havde Louise på besøg til formiddagsbadning m. efterfølgende tomatmad - en oplagt photo opportunity

Upcoming nyhed fra Rosselgaard: stikkelsbær. Eller stakkelsbær, måske nok, for der kan ikke laves mange deciliter marmelade ud af dén forsamling.

Fra kyst til kyst

Jeg ved godt, der kommer en dårlig undskyldning hver gang, men må tilstå, jeg er gået helt i stå med blogningen grundet nogle problemer med, hvad jeg nu har fået italesat af blogindehaveren som, episk blogning (jamen altså – bare det at få sat ord på…). Var  kommet til at love, at jeg ville lave nogle småreportager fra nogle smutture til de øvrige skandinaviske lande mm., og kan simpelthen ikke rigtigt “få skovlen under det” (som nogle siger). Efter lidt coaching af Tue håber jeg imidlertid snart på et gennembrud – men indtil da – et lille intermezzo. En form for blog-pausefisk vel nærmest.

I anledning af min mormors fødselsdagsfest var jeg en tur i det vestjyske forrige weekend, just som hedebølgen var på sit højeste (og de unge mennesker boltrede sig på det der Roskilde). Og som man næsten bør, når man er på de kanter, var jeg søndag en lille tur ved Vesterhavet (æ haw), nærmere bestemt ved Thorsminde (æ Mind’).

Det er nu dejligt det Vesterhav

Et kig over by og fjord

 Og så gik turen ellers tilbage mod Djævleøen og Amager (som nogle jo kalder det, der er værre).

Og det er jo ikke til at forstå.....

Det der Roskilde Festival som alle de unge taler om

Indrømmet, jeg har aldrig været på Roskilde Festival. Agnete heller. Og indrømmet, 33 år er måske nok en lidt høj alder at starte i. Men nu skulle det være – vi kastede os initiativrigt ud i en endagsbillet til i søndags. Derfor var mavepusteren nok også des større, da vi fandt ud af, at søndag af det rutinerede Roskilde-folk anses for at være pensionistdagen, fordi alle over 60 år kommer gratis ind. 2 x 750 kr. fattigere og med risiko for at blive sat i bås med det grå guld, indfandt vi os dog alligevel på festivalpladsen søndag omkring frokost.

Når man sådan navigerer i ukendte farvande og hinsides alfarvej, er det godt at have noget at klynge sig til. Det fandt vi heldigvis hurtigt. I familie:

Kusine Anne - altid på pletten for at sprede god stemning

Med venner:

Jacob og Malene - selv om de for nyligt slog os i Besserwizzer var det helt hyggeligt

.. og så selvfølgelig med gamle kendinge:

Deerhoof - vi har da været væk fra hinanden alt for længe

Jep, idéen om overhovedet at tage på Roskilde opstod, da vi opdagede at Deerhoof skulle spille. Så nem at gennemskue er jeg nemlig. Når de to New York-koncerter vi overværede med dem nu var så fantastiske, så skulle man da være et skarn om man ikke lige kunne klare én til.

Der var som sædvanlig fantastiske guitarer fra højre..

.. og fantastiske guitarer fra venstre..

.. og voldsomme energiudladninger på midten.

Koncerten var fremragende, og de spillede endda nogle numre, som jeg har savnet de andre gange. Super som sædvanlig – kun ærgeligt at Hanefar ikke kunne være til stede, når han nu så gerne ville.

Debutantens dom? Det var lækkert at kunne vade fra den ene gode koncert til den anden – ren luksus, faktisk. Stemningen var god. Lugten af tis var forbigående. Man mødte venner og familie. Men jeg føler mig også ret sikker på, at jeg ikke ville orke at bo der i en uge. Men måske er en ny endagstradition født. Det passer nu engang os seniorer bedst.

Agnete lægger indgående mærke til, hvordan min anden ungdom lyser i mit ansigt.

Farvel til manden der gav os både Thriller og The Governator

Har I hørt det? Michael Jackson er død. Godt jeg ikke er en af de der nyhedstjenester, hvis eksistensberettigelse er at være først med det sidste. 17 minutter gik der efter sigende fra at Michael Jackson var ankommet til UCLA Hospital til en eller anden sladderkanal startede mediemaskinens medielavine. Og hvordan skulle jeg dog kunne konkurrere mod det? Jeg er jo bare lille mig.

Jeg tog i stedet imod nyheden i støt tempo, tilbagelænet og fattet. Bevares, det er da trist, men man skal være majet, majet stor fan for ikke at have haft ondt af manden i mange år over hans forvrængede og forstyrrede liv. I det mindste får han da fred nu, staklen. Og vi har jo stadig det han var bedst til – musikken fra 80′erne. Det er ikke sådan at man tænker: hvorfor lige nu?? hvorfor lige nu og her, hvor han er på nippet til at udgive pladen der fejer alt tidligere materiale af banen, storværket, Thriller-killeren.

Der gik heller ikke længe inden kondolencerne strømmede ind fra musikere, skuespillere og kendisser verden over. Jeg læste et lille potpourri af dem på Politikens hjemmeside. Jeg har det med ikke nødvendigt at læse ting fra start af, men hoppe lidt rundt omkring og frem og tilbage. I dette tilfælde havde det den effekt, at jeg byttede rundt på, hvem der sagde hvad. Jeg troede citatets ophavsmand stod over citatet, men det var i virkeligheden under. Her er hvad Arnold Schwarzenegger således i min optik skulle have sagt ovenpå nyheden om Michael Jacksons død.

Jeg vil være i sorg, min ven, bror, mentor, inspiration… Han gav mig og min familie håb. Jeg ville aldrig have været noget uden ham.

Og inden jeg opdagede, at det i virkeligheden var MC Hammer, der udtalte sig, måtte jeg bare endnu en gang forbløffet registrere, hvor utrolig vigtig starpower kan være. Bono der lægger Verdensbanken i benlås, hvis de ikke eftergiver Afrikas gæld. Richard Gere der kæmper Kina ud af Tibet. Og Michael Jackson der skaffer sin østrigske bodybuilder-bror et job som guvernør i Californien. Er der noget de ikke kan, de kendisser??

Så farvel fra alle til et stort multitalent. Og husk: Don’t blame it on yourself. Don’t blame it on Michael Jackson. Blame it on the boogie.

Da går ungdom til dans

Egentlig er det jo ikke noget at fejre – årets længste dag. Umiddelbart lyder det måske lækkert nok, men det er samtidig det samme som om at sige at herfra kan det kun gå nedad i det næste halve år. Men hul i det. Nu er sommeren endelig kommet ud af sit hi, så nu gælder det bare om at nyde det.

Derfor smuttede vi ned på stranden for at se på Skt. Hans-bål. Der skulle eftersigende være 4 større af slagsen, og vi tænkte at vi ville tage et smut forbi dem allesammen – en uskøn blanding af det socialdemokratiske bål, det konservative bål, det kommunistiske bål og de lesbiske bøssers bål.

Her det kommunistiske bål, der efter alt at dømme gik ud i 1989 (ka-ching)

Der var tusindvis af mennesker på strandparken. Og der var plads til dem allesammen – dem der sang, dem der drak, dem der nøgenbadede, dem der dansede salsa (“Salsa Hans, Salsa Hans”), dem der kitesurfede, dem der grillede, dem der fløj med drager osv osv.

... og dem der spillede frisbee

Vi nåede desværre ikke alle bålene. Ikke fordi vi var specielt forsinkede. Ikke fordi vi gik specielt langsomt. Og da ikke fordi vi ikke kunne finde dem. Det er bare som om bålene går hurtigere ud her i det nye årtusinde. Det var ikke engang rigtig mørkt, da vi var på vej hjem, og alligevel var der næsten ikke andet end gløder tilbage. Er det bare mig, eller var bålene bare bedre i gamle dage (og vintrene hvidere og sovsen brunere)?

Og det endda på trods af de studerendes flittige note-påfyldning

Men derfor kan det selvfølgelig stadig nå at blive en god sommer. Jeg vil starte med at få købt mig nogle nye badebukser. Hvad er sæsonens farver?

Kan jeg blive æresmedlem?

På samme dag har både min kollega Dreier og min veninde Rie gjort mig opmærksom på, at Cloud Appreciation Society har opdaget en ny type skyer, som de foreslår at kalde Asperatus-skyer. Cumulus er sooo last year. Og stratus… pffff, get real. Næ du, Asperatus – det er the shit for tiden.

Og nu vil jeg jo nødig starte alt for mange nye indlæg med at referere til gamle indlæg – det lyder så genbrugsagtigt og idéforladt, men som Dreier og Rie rigtig nok bemærkede, så er de vilde skyer fra indlægget om påskens New York-tur netop de nye, spændende Asperatus.

Her kan man læse hvad TV2-Vejret har at sige om nørderierne. Der linkes også til billeder fra CAS’ (som jeg kalder det til daglig) hjemmeside. Jeg har desværre ikke selv tid til at læse det hele igennem – jeg har simpelthen haft så utroligt travlt med at finde på alternative navneforslag til de nye skyer: Tumulus, Rossiratus, Asperatue … listen fortsætter derudaf. Og så skal jeg vel også bruge lidt tid på at prissætte filmoptagelsen “Asperatus over Manhattan”, som jeg har liggende på mit kamera. Uvurderlig, formentlig. The sky’s the limit (ba-da-bing).

Et til fra samling

Det gode ved vejrfænomener er, at det ikke bare er noget, alle kan gå ned og købe i en butik. Bevares, Asperatus er sidste skrig, men vi er jo ikke mange, der har set dem. Det er ikke en iPhone, som alle kan gå og blinge med på gaden. Det er noget større. Noget indre. Som vi æresmedlemmer i CAS siger: “if you haven’t seen Asperatus, you haven’t really lived”.

De 50 år gik hurtigt

Jeg skrev sidste år et indlæg fra vores tur til Buckminster Fuller-udstillingen på Whitney Museum. Her skrev jeg bl.a. at hans fantast-iske idéer måske får en renæssance om 50 års tid, når verden er moden til dem. Men så længe kommer vi måske slet ikke til at vente.

Det drejer sig specifikt om hans “Dome over Manhattan” – en gigantisk kuppel, der skulle beskytte midtown i sit eget lille økosystem, spare på energien og gavne miljøet.

Dome over Manhattan

I følge Berlingske Tidende i dag, så er det nemlig blevet foreslået i ramme alvor at indkapsle Houston i en osteklokke på små 500 meters højde for at beskytte den mod de hyppige orkaner, oversvømmelser og ulidelige temperaturer. Til formålet har man tænkt sig at bruge et nyt materiale, der vejer 1/100 af glas og er langt stærkere og mere fleksibelt. Se mere i filmene “Saving Houston with a dome” og “A magic dome material” på Discovery’s hjemmeside. Og ja, Buckminster Fuller bliver nævnt som inspiration – det havde næsten heller ikke været til at bære at komme på så grotesk en idé og se andre tage æren.

Vores venner Stuart og Caroline i New York er oprindeligt fra Houston. Jeg håber lidt på engang at blive inviteret hjem i domen.

Hvad nu hvis vi tog fejl

Nu er alle stemmer ganske vist ikke talt op endnu, men det står da vist rimelig klart, at Morten Messerschmidt skal til Europa Parlamentet. Det står formentligt også rimeligt klart, at jeg ikke selv har stemt på ham, men derfor kan jeg jo godt lige kommentere hans kampagne. Den blev nemlig anmeldt som den bedste af samtlige kandidaters – jeg tror endda, jeg hørte ordet “genistreg” et sted. Kampagnen var den efterhånden kendte med teksten “Gi’ os Danmark tilbage” og så et (lidt for) close up-billede af monsieur i afslappet positur – et såkaldt “kald-mig-bare-Morten”-billede. Jeg ved ikke, om jeg selv vil betegne det som en genistreg, men jeg vil da give anmelderne ret i, at kampagnen i det mindste skilte sig ud i skoven af anonyme valgplakater med renskurede ansigter og blankpoleret liste-bogstaver. Jeg er nærmest chokeret over, at ingen udover DF og Folkebevægelsen mod EU kunne finde ud af at sætte en mærkesag på deres valgplakater. Ikke så meget som et valgsprog blev det til.

Nå, men DF’s spidskandidat var altså synlig med sin kampagne, og det er jo altid godt med lidt opmærksomhed. Også selv om man selvfølgelig skal være parat til at smage noget af sin egen medicin.

Mod-kampagne

Da jeg så denne modkampagne måtte jeg stoppe cyklen og gå helt tæt på for at se, hvad gik ud på. Det var noget med nogle hjemsendte asylansøgere, der naturligvis også siger “Gi’ os Danmark tilbage”. Enkelt og elegant vendt til at betyde det modsatte, men muligvis ikke så effektivt, når man skal stoppe cyklen og tage brillerne helt ud på næsen for at læse, hvad der står. Men det er jo et budgetspørgsmål.

Og nu vender hr. Spidskandidaten så snuden mod EU. Der er nok dem, der vil ånde lettet op over, at han så ikke kommer til at blande sig så meget i dansk andedamspolitik. På samme måde som at det har været en lise at have Mogens Camre på behørig afstand gennem en årrække. Men hvad nu hvis anmelderne og kommentatorerne har ret? Hvad nu hvis Morten Messerschmidt er ligeså genial som hans kampagne? Har vi været åndssvage og smidt guld til Bruxelles på den måde? Hvis vi virkelig har dummet os eller hvis vi i det hele taget kommer til at savne politiske stunt som hans heil-events i Grøften, er der ikke andet for end at lave en ny kampagne med samme billede og teksten: “Gi’ os Morten tilbage”.

De behøver vel ikke ligefrem træde i det?!

Vi har lige bestilt nogle flybilletter. Det har vi gjort meget i den sidste tid, for vi har en masse klatferier rundt omkring i Europa, som vi kæder sammen med flyture mellem større byer i Frankrig, Italien, Spanien og Danmark. Og vi køber naturligvis altid de billige – økonomiklassen. Det skyldes primært, at der er et uforholdsmæssigt stort prishop op til premium economy og derfra til business class, first og executive osv. På British Airways får man endda mulighed for at købe sin helt egen suite – altså et helt værelse på en jumbo. Vi har bare set i øjnene, at det får vi nok aldrig råd til.

Det er sjovt, så gode de er til navngive alle de fede flyklasser – man får helt ærligt lyst til at være executive, prøve lidt premium og føle sig first. Helt anderledes bliver retorikken til gengæld, når Brussels Airlines skal sælge mig den billige billet fra Italien til Danmark. Jeg er ikke bare economy. Jeg er light economy. Jeg er faktisk b-light economy. Ikke bare andenrangs, men aspirant til andenrangs. Ikke bare røven af 4. division, men hårene på samme. Må jeg bede min himmelblå.

Jeg bryder mig faktisk heller ikke rigtig om den måde det fly lander på.

Nye lyde fra musikstuen

Så blev det den tid på året, hvor Hanefar og jeg igen kan præsentere en ny sang. Jeg kan ligeså godt sige det med det samme: Hanen har fået lov til at slå sig helt løs i nyindkøbte blæseinstrumenter. Altsaxene er tydelige nok, og barytonen maser sig også på i andet vers. Men man skal nærmest have ører som en hund for at kunne spotte trækbasunerne i outroen. Men nu ved I, at de er der. Og for at det ikke skal være løgn har vi både Agnete og Tossen som kor. Meget ABBA-agtigt, egentligt. Vi har naturligvis også givet hinanden håndslag på, at vi trods eventuelle fremtidige skandale-skilsmisser holder sammen på grund af den økonomiske guldgrube, som Frokost jo altid har været. Pengene har talt.

Og jeg kan jo kun som altid opfordre nye interesserede lyttere i at tilføje deres navn og mail-adresse til vores nyhedsliste på www.frokostmusic.dk. Så er man først med det nye, nede med de fede, og gammel med de gamle.

Klik for lyd